Sundhedsadministrativ medarbejder til Sengeafsnit, Afdelingen for Led- og knoglekirurgi, Sjællands Universitetshospital Køge

Region Sjælland

Fra Jobnet

Vi søger nye kolleger til den sundhedsadministrative understøttelse af vores ortopædkirurgiske sengeafsnit på Sjællands Universitetshospital.

Trives du med at skabe overblik, yde god service og få hverdagens mange opgaver til at hænge sammen? Har du lyst til at arbejde i en hospitalsafdeling, hvor din indsats har betydning for både patienter, pårørende og kolleger?

Så har vi en spændende mulighed til dig.

Vi søger engagerede og ansvarsbevidste medarbejdere, som har lyst til at blive en del af den daglige drift på vores sengeafsnit – og samtidig være med til at udvikle et nyt sundhedsadministrativt team.

Vi lægger vægt på dine kompetencer, din tilgang til opgaverne og din lyst til at lære.

En vigtig funktion i den daglige drift

Som sundhedsadministrativ medarbejder på vores sengeafsnit får du en central rolle i at sikre, at de mange praktiske og administrative opgaver omkring patientforløbene bliver løst.

Du vil have en alsidig arbejdsdag med både faste rutiner og opgaver, der kræver fleksibilitet og evnen til at prioritere. Du kommer til at samarbejde tæt med læger, sygeplejersker og sundhedsadministrative kolleger.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Telefonbetjening og håndtering af henvendelser fra patienter, pårørende og samarbejdspartnere
  • Sundhedsadministrative opgaver i forbindelse med indlæggelser og udskrivelser
  • Klargøring og koordinering af planlagte indlæggelser og operationsprogrammer
  • Bestilling af patienttransport og øvrige koordinerende opgaver
  • Arbejde i Sundhedsplatformen, herunder afsendelse af epikriser
  • Forskellige praktiske og administrative opgaver, som understøtter den daglige drift

Opgaverne kræver, at du arbejder struktureret, har blik for detaljerne og samtidig trives med at være en del af en afdeling, hvor der er mange forskellige aktiviteter i løbet af dagen.

Vi er på vej mod et nyt sundhedsadministrativt fællesskab

Vi står foran en spændende udvikling af den sundhedsadministrative understøttelse af vores sengeafsnit.

I dag er sekretærfunktionerne placeret på de enkelte sengeafsnit, men inden for det kommende år samler vi funktionerne i ét fælles sekretariat, når vores to sengeafsnit kommer til at ligge side om side.

Det giver os mulighed for at skabe et tættere fagligt fællesskab, styrke samarbejdet og udvikle vores arbejdsgange på tværs af sengeafsnittene.

Vi ønsker at skabe et team, hvor vi deler viden, hjælper hinanden og tager et fælles ansvar for opgaverne.

Du kommer til at arbejde sammen med en erfaren lægesekretær og andre sundhedsadministrative kolleger, og du får mulighed for at bidrage til udviklingen af det kommende fælles sekretariat.

Vi ser det som en mulighed for at skabe en mere sammenhængende og fleksibel opgaveløsning – og vi vil gerne have nye kolleger med i den udvikling.

Hvem er du?

Din faglige baggrund kan være kontorassistent, sundhedsservicesekretær, lægesekretær eller SAK. Du kan have erfaring fra administration, service, koordinering eller andre områder, hvor struktur, ansvarlighed og samarbejde er en vigtig del af hverdagen.

Vi forestiller os, at du:

  • Er serviceminded og kommunikerer venligt og professionelt med både patienter, pårørende og kolleger
  • Arbejder struktureret og har sans for detaljer
  • Trives med faste rutiner, men også kan omstille dig, når dagens opgaver ændrer sig
  • Er fortrolig med IT og har let ved at sætte dig ind i nye systemer
  • Arbejder selvstændigt, tager ansvar og er mødestabil
  • Bidrager positivt til samarbejdet og det kollegiale fællesskab

Hvad kan vi tilbyde?

Du bliver en del af Afdelingen for led- og knoglekirurgi, hvor vi lægger vægt på samarbejde, ansvarlighed og en god omgangstone.

  • Vi sørger for en grundig introduktion og oplæring, så du bliver godt klædt på til dine opgaver.
  • Et meningsfuldt arbejde, hvor du bidrager til gode og sammenhængende patientforløb
  • En varieret arbejdsdag med selvstændige opgaver og tæt samarbejde med forskellige faggrupper
  • Grundig introduktion og oplæring
  • Erfarne og hjælpsomme kolleger
  • Mulighed for at få indflydelse på udviklingen af vores kommende fælles sundhedsadministrative team
  • Et arbejdsfællesskab, hvor vi prioriterer samarbejde, trivsel og gensidig hjælpsomhed

Vi er åbne for at drøfte det ugentlige timetal og vil gerne finde en løsning, der tilgodeser både dine ønsker og afdelingens behov.

Har vi vakt din interesse?

Har du spørgsmål til stillingen eller lyst til at høre mere om afdelingen og vores kommende team, er du meget velkommen til at kontakte sundhedsadministrativ leder Lene Bidstrup, tlf. 25603480 eller på mail lbd@regionsjaelland.dk

Ansøgningsfrist: 27. november 2026

Samtaler afholdes løbende.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.


Ansættelsesområde

Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver den 1. januar 2027 til Region Østdanmark som følge af sundhedsreformen. Dit ansættelsesområde vil være Region Østdanmark med alle tilhørende organisatoriske enheder.
Læs mere om betydningen af ansættelsesområdet på Region Østdanmarks hjemmeside.

Startløn for overenskomstansatte

Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i den relevante overenskomst. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Se startlønnen på regionens hjemmeside

Om Sjællands Universitetshospital

Sjællands Universitetshospital er Danmarks nyeste universitetshospital med aktiviteter i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi er et modigt og udadvendt universitetshospital, hvor vi hver dag arbejder for at skabe et sammenhængende sundhedsvæsen og større lighed i sundhed for borgerne i regionen.

Vores optageområde er præget af flere borgere med kronisk sygdom og sociale udfordringer end landsgennemsnittet. Derfor arbejder vi målrettet med innovation, nye samarbejdsformer og løsninger, der bringer behandling tættere på borgerne.

Hos os bliver du en del af en ambitiøs arbejdsplads, hvor samarbejde på tværs, høj faglighed og løbende forbedringer er en naturlig del af hverdagen. Vores ledelsesværdier er nytænkning, følgeskab, ordentlighed og fællesskab, og de sætter retning for, hvordan vi arbejder, udvikler os og skaber gode resultater – for både borgere og medarbejdere.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her

Se video om Sjællands Universitetshospital her

Dette jobopslag fra Region Sjælland er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Region Sjælland? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29190658)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Region Sjælland
Søg på virksomhedens side