Sekretariatsleder og Lead Clinical Trial Manager

Region Hovedstaden

Fra HR-Manager

Brænder du for personaleledelse, klinisk forskning og organisatorisk udvikling? Har du erfaring med at lede komplekse kliniske forskningsprojekter og lyst til at få en central rolle i et stort, tværfagligt og internationalt orienteret forskningsmiljø? Så er det måske dig, vi søger.

Center for Translationel Kardiologi og Pragmatiske Randomiserede Forsøg (CTCPR) søger en struktureret, handlekraftig og samarbejdsorienteret sekretariatsleder og Lead Clinical Trial Manager.

Stillingen kombinerer personaleledelse og organisatorisk ansvar med en seniorfunktion inden for planlægning og gennemførelse af kliniske forsøg. Du får personaleansvar for en tværfaglig medarbejdergruppe bestående af blandt andet ph.d.-studerende, forskningsårsstuderende, projektmedarbejdere, statistikere/datamanagere og Clinical Trial Managers.

Stillingen oprettes som led i en tydeliggørelse af centrets ledelsesstruktur og fortsatte vækst.

Om stillingen

Som sekretariatsleder og Lead Clinical Trial Manager får du ansvar for den daglige personaleledelse og koordinering af en væsentlig del af CTCPR’s medarbejdere og forskningsaktiviteter.

Du vil arbejde tæt sammen med centrets leder, overlæge og professor Tor Biering-Sørensen, samt centrets øvrige ledelses- og nøglefunktioner. Du bliver et centralt bindeled mellem centerledelsen, medarbejderne, hospitalets administrative funktioner og centrets nationale og internationale samarbejdspartnere.

Du får ansvar for at skabe klare rammer, sikre hensigtsmæssig ressourceanvendelse og understøtte trivsel, udvikling og fremdrift på tværs af medarbejdergrupper og forskningsprojekter.

Personaleledelsen omfatter blandt andet rekruttering, onboarding, MUS, sygefraværsopfølgning, kompetenceudvikling, personalesager, offboarding samt løbende prioritering og fordeling af medarbejderressourcer.

Som Lead Clinical Trial Manager vil du samtidig have et selvstændigt og seniorfagligt ansvar for udvalgte kliniske forskningsprojekter. Du vil bidrage til forsøgsdesign, protokoludvikling, feasibility, budgettering, kontraktforhandling, regulatoriske processer og den overordnede planlægning og gennemførelse af nationale og internationale kliniske forsøg.

Stillingen omfatter både strategiske, ledelsesmæssige og operationelle opgaver og forudsætter, at du kan bevare overblikket i en organisation med mange samtidige projekter, medarbejdergrupper og eksterne samarbejdsflader.

Dine primære ledelses- og driftsopgaver:

  • Personaleledelse for ph.d.-studerende, forskningsårsstuderende, statistikere, datamanagere og Clinical Trial Managers
  • Daglig personaleadministration og opfølgning på medarbejdernes opgaver, trivsel og udvikling
  • Gennemførelse af MUS, sygefraværssamtaler og øvrige personalesamtaler
  • Rekruttering, ansættelse, onboarding og offboarding af medarbejdere
  • Håndtering af ansættelsesretlige og personalemæssige problemstillinger i samarbejde med centerledelsen og relevante HR-funktioner
  • Overordnet bemandings- og ressourceplanlægning på tværs af forskningsprojekter
  • Prioritering og fordeling af medarbejderressourcer i samarbejde med projektansvarlige og faglige nøglepersoner
  • Understøttelse af et stærkt, professionelt og tværfagligt arbejdsmiljø
  • Udvikling og implementering af organisatoriske arbejdsgange, procedurer og interne strukturer
  • Planlægning og koordinering af fælles møder, kompetenceudvikling og tværgående aktiviteter
  • Rådgivning af centerledelsen om bemanding, kapacitet, økonomi og organisatoriske forhold
  • Opfølgning på beslutninger, deadlines, risici og fremdrift på tværs af organisationen
  • Bidrag til centrets strategiske udvikling og fortsatte professionalisering                

Dine primære opgaver som Lead Clinical Trial Manager

  • Planlægning og koordinering af nationale og internationale kliniske forskningsprojekter
  • Bidrag til udvikling af forskningsspørgsmål, forsøgsdesign, protokoller og operationelle studieplaner
  • Feasibility-vurderinger og planlægning af studiernes organisation, ressourcer og tidslinjer
  • Overordnet projekt- og risikostyring, herunder opfølgning på milepæle, afhængigheder og leverancer
  • Udarbejdelse og forhandling af studiebudgetter og økonomiske aftaler
  • Deltagelse i kontraktforhandlinger med industri, samarbejdspartnere og leverandører
  • Kontakt og koordinering med sponsorer, CRO’er, myndigheder, hospitaler, sites og øvrige eksterne samarbejdspartnere
  • Koordinering af regulatoriske og etiske ansøgninger i samarbejde med relevante fagpersoner
  • Sikring af, at studier gennemføres i overensstemmelse med protokoller, SOP’er, ICH-GCP og gældende lovgivning
  • Udvikling og kvalitetssikring af forskningsprocedurer og arbejdsgange
  • Understøttelse og faglig sparring til Clinical Trial Managers, phd-studerende og øvrige projektmedarbejdere
  • Forberedelse og deltagelse i styregruppemøder, partnermøder og internationale samarbejder
  • Bidrag til rapportering, dokumentation og formidling af projekternes fremdrift

Om dig

  • Har en relevant akademisk kandidatuddannelse
  • Har solid erfaring med klinisk forskning og gennemførelse af kliniske eller registerbaserede studier
  • Har erfaring med personaleledelse, teamledelse eller dokumenteret ansvar for medarbejdere og tværfaglige teams
  • Har erfaring med projektledelse af komplekse forskningsprojekter med mange interessenter
  • Har grundig kendskab til regulatoriske krav, forskningsetik, databeskyttelse og ICH-GCP
  • Har erfaring med budgettering, økonomiopfølgning og kontraktforhandling
  • Kan skabe struktur, retning og fremdrift i en kompleks og dynamisk organisation
  • Er tydelig og tillidsbaseret i sin ledelsesstil og kan skabe følgeskab på tværs af faggrupper
  • Kan håndtere fortrolige og vanskelige personalesager professionelt og respektfuldt
  • Er god til at prioritere og træffe beslutninger - også når der er mange samtidige behov
  • Arbejder selvstændigt, løsningsorienteret og med høj ansvarlighed
  • Har stærke kommunikative og relationelle kompetencer
  • Behersker dansk og engelsk på et højt niveau i både skrift og tale
  • Har lyst til fortsat faglig og ledelsesmæssig udvikling

Det er en fordel, hvis du har erfaring fra et hospital, universitet, en forskningsinstitution, medicinalindustrien eller en anden organisation, der arbejder med klinisk forskning.

Vi tilbyder

  • En central ledelsesfunktion i en af landets mest aktive hjertemedicinske forskningsenheder
  • Et selvstændigt ledelsesmandat og mulighed for at præge centrets organisation og fortsatte udvikling
  • Personaleansvar for en stor og tværfaglig medarbejdergruppe
  • En kombineret rolle med både ledelse, strategi og ansvar for kliniske forskningsprojekter
  • Tæt samarbejde med centerledelsen og højt specialiserede fagpersoner
  • Et ambitiøst, internationalt og forskningsorienteret arbejdsmiljø
  • Betydelig indflydelse på organisering, prioritering og gennemførelse af centrets forskningsaktiviteter
  • Mulighed for deltagelse i relevante kurser, konferencer og lederudviklingsforløb
  • Et engageret og samarbejdsorienteret team med højt fagligt niveau

Om os

Center for Translationel Kardiologi og Pragmatiske Randomiserede Forsøg (CTCPR) er et forskningscenter, der forsker i årsager til kardiovaskulære sygdomme med henblik på at kunne forbygge disse i at opstå.

Forskningscentret er et samarbejde mellem Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet og Afdelingen for Hjertesygdomme, Herlev og Gentofte Hospital. Under Center for Translationel Kardiologi og Pragmatiske Randomiserede Forsøg (CTCPR) hører Videnscenter for Hjerteskanning placeret på Gentofte Hospital. Vi er verdenskendte for vores innovative forskning i ekkokardiografi og er i øjeblikket blandt de førende i verden indenfor området. Forskningscentret udfører derudover i stigende grad store randomiserede forsøg baseret på pragmatiske metoder og anvendelse af de nationale registre til at identificere og følge forsøgspersoner. Ved at kombinere forskellige videnskabelige undersøgelsesmetoder får vi en helt unik forskningsplatform, der gør, at vi kan leve op til vores vision om at sikre kortere vej fra forskning til patientbehandling. Vi præsenterer meget af vores forskning på de største ”late breaking clincal trials” sessioner på de største kardiologiske kongresser og har de seneste år publiceret vores forskning i de bedste internationale tidsskrifter som NEJM, Lancet, JAMA og Nature Medicin.

Du bliver en del af et hurtigt voksende forskningsmiljø med et stort internationalt netværk, hvor du vil komme til at arbejde med passionerede og engagerede forskere. Vi kan tilbyde et stærkt fagligt og socialt fællesskab. Dine nye kolleger kommer til at bestå af 19 ph.d.-studerende, 3 forskningsårsstuderende, 20+ timelønnede, 5 statistiker, 6 clinical trial managers, 9 projektsygeplejersker, 2 administrative ansatte, 1 oversygeplejerske.

Forskningscentret er startet i 2017 af læge og professor Tor Biering-Sørensen.

Du kan læse mere om os på www.gentoftehospital.dk/CTCPR

Ansættelsesvilkår

Du ansættes i henhold til overenskomst for akademikere ansat i regioner m.v.

Der er tale om en fast fuldtidsstilling, og vi forestiller os, at du ansættes som chefkonsulent, med personaleansvar.

Arbejdsstedet er Gentofte Hospital, Gentofte Hospitalsvej 8, 2900 Hellerup.

Der må forventes national og international rejseaktivitet i forbindelse med projekter, samarbejdsmøder og konferencer.

Ansøgningsprocedure

For yderligere information er du velkommen til at kontakte Tor Biering-Sørensen på mobil 28933590 eller på mail tor.biering-soerensen@regionh.dk

For ansøgning til stillingen sendes en motiveret ansøgning, dit CV samt uddannelsesbeviser til senest den 19.november 2026. Vi forventer at holde samtaler kort derefter.

Dette jobopslag fra Region Hovedstaden er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Region Hovedstaden? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29190623)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Region Hovedstaden
Søg på virksomhedens side