Sektionschef til Arbejdsskade og erstatning

Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser, Personelkommandoen

Fra Jobnet
Trives du med varierede opgaver, der stiller krav til, at du kan kombinere dine leder-egenskaber med at sikre effektiv drift inden for arbejdsskade- og veteranområdet? Så er du måske vores nye sektionschef.

Om stillingen
Som sektionschef for Arbejdsskade og erstatning bliver du leder for ca. 20 engagerede medarbejdere.

Sektionen behandler arbejdsskade- og erstatningssager for hele forsvaret. Den væsentligste opgave består således i konkret sagsbehandling. Derudover har vi en række generelle opgaver som fx udarbejdelse af notater, lovforberedende arbejde, besvarelse af folketingsspørgsmål, tilsyn med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og udadvendte undervisningsopgaver.

Vi er meget bevidste om, at vi har særlig forpligtelse over for de nuværende og tidligere ansatte i forsvaret, som er kommet til skade. Som sektionschef sikrer du, at der fastholdes et højt kvalitetsniveau, og du har aktivt fingeren på pulsen i forhold til sagstilgang, sagsbunker og vores samlede produktion. Du kan indgå i en reel dialog om juridiske udfordringer og træffe principielle beslutninger i fastlåste sager.

Sektionens medarbejdere strækker sig fra højt specialiserede erfarne konsulenter til relativt nyuddannede. Ledelsesopgaven kræver derfor, at du både kan udvise en høj grad af tillid, og ved at guide og understøtte kan få den enkelte medarbejder til at lykkes.

Dine primære opgaver bliver således blandt andet, at:

  • lede sektionens medarbejdere, så de trives og udvikles i det daglige arbejde,
  • skabe et endnu stærkere fokus på effektivitet i sagsbehandlingen, så vores veteraner og soldater får hurtigere svar fra os,
  • understøtte og fastholde det eksisterende høje faglige niveau i opgaveløsningen,
  • kigge på vores arbejdsgange og procesbeskrivelser med friske øjne,
  • have et stærkt og imødekommende blik på, hvad vores skadelidte veteraner og soldater har brug for fra os,
  • videreføre og styrke samarbejde og relationer til både interne og eksterne samarbejdspartnere
Du kommer til at indgå i centerets tværgående ledelsesteam, hvor vi er 7 andre sektionschefer og 3 centerchefer, som du kan sparre med, og vi hjælper dig hurtigt ind i jobbet. Du får samtidig et meget tæt partnerskab med centerchefen for området.

Om dig
Vi forventer, at du:

  • har en juridisk baggrund og kendskab til driftsledelse,
  • er særligt opmærksom på medarbejdernes trivsel, og anerkender, når medarbejdere yder en særlig indsats,
  • kan lide at tage ansvar og sætte retning,
  • gennem struktureret og proaktiv opfølgning sikrer en stabil fremdrift i den daglige sagsafvikling,
  • kan skabe gode relationer,
  • har lyst til at indgå aktivt i den tværgående ledelsesgruppe i centeret
Erfaring fra arbejdsskadeområdet er en stor fordel, men ikke en betingelse.

Om os
I Forsvarsministeriets koncern kommer du til et område med høj politisk og mediemæssig bevågenhed. Danmarks engagement i internationale kriser, materielindkøb i milliardklassen, tryghed for danskerne og et stadigt mere komplekst trusselsbillede er blot et lille udpluk af de dagsordener, som kendetegner området.

Personelkommandoen er ministerområdets faglige myndighed på HR-området, og er ansvarlig for HR-drift og strategisk udvikling af HR. Vi er mere end 700 ansatte fordelt på flere tjenestesteder rundt om i landet. Vi er organiseret med en direktion og syv faglige centre. Personelkommandoen er en arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på professionelle relationer til de kollegaer og myndigheder, som vi støtter.

Center for HR-jura og Arbejdsmiljø har ansvaret for ansættelsesretlige sager, generelle juridiske spørgsmål, arbejdsskadesager, erstatningsretlige sager, sygebarselssager samt arbejdsmiljøområdet. Centret består af ca. 110 medarbejdere, som er fordelt på otte sektioner.

I Center for HR-Jura og Arbejdsmiljø har en stor del af medarbejderne en juridisk baggrund og medarbejderne er generelt kendetegnet ved en høj faglighed og et godt kollegaskab. Vi lægger stor vægt på et stærkt internt og eksternt samarbejde. Du bliver en del af et kollegaskab med en humoristisk og uformel tone, hvor vi ofte deler et godt grin og har et stærkt sammenhold.

Vi har en meget fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet, mulighed for hjemmearbejde, fællesfaciliteter, kantine, motionsrum m.m.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten). Der er tale om en stilling som chefkonsulent med personaleledelse.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er placeret i Ballerup med gode parkeringsmuligheder og gode forbindelser med offentlig transport.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Susanne Meyersahm i Center for HR-jura og Arbejdsmiljø på telefon 2976 6756.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.

Ansøgningsfristen er den 22. november 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Personelkommandoen
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 25.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.

Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.

Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.

Dette jobopslag fra Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (16287180)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser
Søg på virksomhedens side