Læge søges til 1-årig uklassificeret stilling i Udgående Ældrepsykiatrisk Team, på Psykiatrisk Ambulatorium Frederiksberg-Vanløse, Psykiatrisk Center København

Region Hovedstaden

Imported from HR-Manager

Her er en mulighed for et attraktivt job til dig som gerne har noget forudgående psykiatrisk erfaring, og som har lyst til at prøve at arbejde indenfor det ældrepsykiatriske område.

Psykiatrisk ambulatorium Frederiksberg-Vanløse er beliggende i Nimbusparken 24, Frederiksberg 2000. Vi er i alt 5 teams i huset fordelt på 2 teams for psykose-lidelser, et team for ikke-psykotiske lidelser, et udgående ældrepsykiatrisk team og et team for bipolar lidelse.
 

Om stillingen
Du bliver en del af vores Udgående Ældrepsykiatriske team som arbejder delvist efter F-ACT modellen (se nedenfor) og som aktuelt behandler omkring 300 patienter bosiddende i Psykiatrisk ambulatorium Københavns optageområde.
Som lægekollegaer i teamet har du yderligere 3 speciallæger, i perioder kan der også være læge i hoveduddannelse. Derudover er der 9 sygeplejersker ansat i teamet. Der er et tæt samarbejde med Ældrepsykiatrisk sengeafdeling efter principperne for ”Bedre Behandling Under Indlæggelse”.

Arbejdsopgaverne vil blive indledende vurderinger og opfølgninger på patienter som er startet i forløb. Dette arbejde foregår i tæt samarbejde med sygeplejersker i teamet og i supervision af speciallæger. De fleste patientaftaler finder sted ude af ambulatoriet på f.eks. plejehjem eller i egen bolig, som regel sammen med sygeplejerske eller personale fra plejehjem.

Der vil være vagtforpligtelse som forvagt på Psykiatrisk Center Københavns akutmodtagelse efter forudgående introduktionsprogram og følgevagter.
 

Vi kan tilbyde:

  • En bred introduktion til det ældrepsykiatriske område med gode muligheder for supervision af erfarne speciallæger. Ældrepsykiatrien er et felt hvor intern-medicinsk og farmakologisk viden er vigtig og en stilling hos os vil også være en god erfaring med videre i andre specialer såsom Geriatri, Almen medicin og Intern medicin.
  • Også introduktion til almen-psykiatrien: Gennem vagter vil du også møde de almen-psykiatriske patienter og opnå erfaring med akut-psykiatrien. En stilling her vil således også kunne hjælpe dig til at afklare valg af psykiatri som speciale.
  • Tværfagligt samarbejde: Da teamet arbejder udgående vil mange af de opfølgende samtaler med patienten være med sygeplejerske, så arbejdet involverer et tæt tværfagligt samarbejde, der giver værdifuld erfaring som yngre læge.
  • Dygtige fagfæller: Ambulatoriet har 7 speciallæger, en 1. reservelæge, 2 specialpsykologer, og et varierende antal yngre læger og en SPU (specialpsykolog under uddannelse). Vi har et godt og tæt samarbejde på tværs af teams, således gode muligheder for sparring og læring. Vi har faste ugentlige lægemøder, fælles frokost og visitations- og udredningskonference.


Din rolle

  • Du kommer til at lave indledende vurderinger og iværksætte behandlingsplaner for nye patienter samt opfølge disse i tæt samarbejde med speciallæger og det øvrige team. Der vil være vagter på akutmodtagelsen i Psykiatrisk Center København.
  • Du vil gerne tage aktiv del i undervisning og supervision i huset og i teamet.

 

Vores forventninger til dig:
Du er læge, gerne, men ikke nødvendigvis med psykiatrisk erfaring, og kommer med lyst til og interesse for at lære det ældrepsykiatriske område nærmere at kende. Erfaring fra andre specialer, særligt med den ældre patientgruppe, er selvfølgelig også både relevant og velkomment.

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse sker den 1. december 2026 eller snarest herefter.

Der er tale om en 1-årig tidsbegrænset stilling, som uklassificeret læge.

Du ansættes i henhold til overenskomst for Underordnede læger - 33.06.1

Ambulatoriet har pt. åbent på hverdage i tidsrummet kl. 08.00–16.00. Din arbejdstid vil derfor primært ligge inden for dette tidsrum.

Regionen er et døgndækket område, og der vil efter konkret behov kunne planlægges vagter uden for ambulatoriets åbningstider i overensstemmelse med arbejdstidsreglerne i overenskomsten.

Som læge i Region Hovedstaden og ved Psykiatrisk Center København/Bispebjerg-Frederiksberg Hospital er du vagtforpligtet. Du vil som udgangspunkt have dine vagter på i forvagtslaget i dagtid og aftennat, både hverdage og weekender. Vagterne vil foregå på centerets akutmodtagelse og døgnafsnit.
 

Ansøgningsprocedure
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:

  • Ledende overlæge Brian Numelin Haagensen på tlf. 2022 3873 eller mail: brian.numelin.haagensen@regionh.dk
  • Cheflæge Rikke Hilker på tlf. 51322179 eller mail: rikke.hilker@regionh.dk

Ansøgningen bedes vedlagt CV samt dokumentation for formelle og faglige kompetencer, og uddannelses/autorisationsbeviser.

Søg stillingen via linket her på siden, senest fredag d. 6. november 2026

Vi afholder ansættelsessamtaler løbende.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning!
 

Hvad er F-ACT?
I psykiatrien hjælper vi størstedelen af vores patienter ambulant. I de psykiatriske ambulatorier, der arbejder efter F-ACT-modellen, hjælper vi nogle af de sygeste patienter.

F-ACT står for Flexible Assertive Community Treatment og har et stærkt fokus på høj faglighed i den psykiatriske behandling og recovery, som tilsammen hjælper den enkelte patient videre til en bedre hverdag. Patientens egne mål og ønsker indgår i en behandlingsplan, som det tværfaglige team samarbejder med patienten om at komme så tæt på som muligt.

Et centralt element i F-ACT-tilgangen er, at man hurtigt kan intensivere behandlingen, hvis patientens situation kræver det. Et vigtigt skridt på vejen mod et godt hverdagsliv er, at patienterne både kan få støtte til at fungere i deres vante rammer ved siden af behandlingsforløbet, og at de kan møde psykiatriens behandlere i eget hjem.
 

Fakta om Psykiatrisk Center København 
Psykiatrisk Center København er Danmarks største psykiatriske center med en lang række almene og specialiserede tilbud. Centret er kendt for at være i front med nye behandlingstilbud, som udspringer af den anerkendte forskning, der udføres i centret.

Centret har mere end 1300 ansatte og et optageområde på cirka 430.000 borgere, der dækker københavnerområderne Østerbro, Indre By, Nordvest, Nørrebro, Frederiksberg og Vanløse. Centeret er organisatorisk placeret i Bispebjerg-Frederiksberg Hospital, og geografisk placeret på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, samt i en række ambulante enheder i optageområdet.

Vi behandler affektive lidelser, skizofreni, andre psykoser, komplekse neuropsykiatriske lidelser samt personlighedsforstyrrelser. Centeret har en række specialområder såsom: Psykoterapi, angst, OCD, affektive lidelser, sexologi, neuropsykiatri, herunder psykiatrisk vurdering ved epilepsikirurgi, liaison, ældrepsykiatri og militærpsykiatri. Centret rummer Ambulatorium for Affektive lidelser og Ambulatorium for Selvmordsforebyggelse.  

Vi har et rigt undervisningsprogram med faglige eksperter, litteraturgennemgang af artikler eller bogkapitler samt samrating (Hamilton, PANSS, Youngs maniskala etc). Vi har professorstuegange, som kan ”bestilles” når man fx gerne vil have assistance diagnostisk, psykofarmakologisk mm.   

Læs mere om Psykiatrisk Center København her

 

This job ad from Region Hovedstaden was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for Region Hovedstaden? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • Verified CVR (29190623)
  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from Region Hovedstaden
Apply on company site