Kommunikationspartner til Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune

Fra Jobnet

Vil du være tæt på ledelsen, tæt på driften og tæt på de mennesker, kommunikation skal gøre en forskel for?

I Rudersdal Kommune søger vi en erfaren kommunikationspartner, som kan skabe stærke relationer, rådgive sikkert og omsætte komplekse dagsordener til kommunikation, der virker.

Du bliver kommunikationspartner for dagtilbudsområdet og sundheds- og ældreområdet. To områder med stor betydning for borgernes hverdag og med mange forskellige målgrupper, interessenter og fortællinger. Derfor søger vi en kollega, som både kan tænke strategisk, rådgive ledere og samtidig selv producere indhold og drive indsatser hele vejen fra idé til evaluering.

Du bliver en del af kommunikationsteamet under HR og Kommunikation, hvor vi arbejder tæt sammen på tværs af fagligheder. Her får du syv engagerede kolleger: tre kommunikationspartnere, en webmaster, en intranetansvarlig, en deltids kommunikationsmedarbejder og en studentermedhjælper.

Rollen

Som kommunikationspartner er du det naturlige bindeled mellem kommunikationsteamet og de områder, du understøtter. Du bliver den daglige sparringspartner for ledere og nøglemedarbejdere og hjælper dem med at prioritere, planlægge og gennemføre kommunikationsindsatser, der understøtter kerneopgaven.

Det betyder, at du den ene dag rådgiver om forandringskommunikation, interessenthåndtering eller en ny strategisk indsats, og den næste dag udarbejder du en kommunikationsplan, filmer en video på et plejehjem, skriver en nyhed til rudersdal.dk og versionerer den til vores Facebook-side. Kort sagt er du en medie- eller kanaldirigent, som ikke er i tvivl om, hvilket indhold og i hvilket format, der passer til målgruppen. Både i din planlægning, i din eksekvering og i din rådgivning.

Du får din daglige gang på rådhuset i Holte, men en vigtig del af partnerrollen er også at være tæt på virkeligheden. Derfor kommer du løbende til at arbejde ude hos de områder, du understøtter. Dit opgaveophav kommer både fra dine partnerområder og fra kommunikationsteamet, hvor vi løfter fælles projekter og tværgående kommunikationsopgaver for hele kommunen.

Du er...

En erfaren kommunikatør, som hviler i dit fag og trives med selvstændigt ansvar. Du ved, at god kommunikation starter med modtageren. Og du kan etablere stærke samarbejdsrelationer og skabe tillid hos både ledere, specialister og kolleger.

Vi lægger vægt på at du:

  • har solid erfaring med kommunikationsrådgivning af ledere og organisationer
  • er vant til at drive opgaver selvstændigt fra analyse og planlægning til produktion og evaluering
  • har stærke kompetencer inden for interessenthåndtering og relationsarbejde
  • skriver sikkert og varieret til forskellige målgrupper og kanaler
  • navigerer naturligt i en kompleks organisation med mange hensyn og dagsordener
  • trives med både driftsopgaver og udviklingsprojekter
  • er serviceminded uden at gå på kompromis med din faglighed.
  • Vi drømmer også om, at du har erfaring med kommunikationsevaluering og effektmåling. Du ser data som et værdifuldt beslutningsgrundlag og er vant til at omsætte analyser, målinger og brugerindsigter til konkrete anbefalinger for målgrupper, budskaber og kanaler.
  • Har du erfaring med rekruttering og employer branding er det ligeledes en fordel.
Vi er...

Et kommunikationsteam, der er ved at finde sin form og sit ståsted. For et halvt år siden blev vi lagt sammen med HR, og vi er stadig i gang med at udvikle vores fundament og strategiske indsatser sammen med resten af organisationen. Vi hjælper hinanden, sparrer på tværs og løser mange opgaver sammen, og vi tror også på, at de bedste resultater skabes, når den enkelte får ejerskab og frihed til at drive sine områder.

Derfor tilbyder vi dig:

  • stor selvstændighed og indflydelse på dine opgaver
  • mulighed for at arbejde tæt på ledere og centrale kommunale dagsordener
  • engagerede kolleger med forskellige kommunikationsfaglige specialer
  • fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet og mulighed for hjemmearbejde
  • en arbejdsplads med høje ambitioner og plads til humor
Om Kommunikation

Kommunikationsteamet er del af afdelingen HR og Kommunikation, der organisatorisk er placeret i området Personale og Digitalisering. Kommunikationsteamet består af syv kolleger og en faglig teamleder, og du refererer til afdelingschef Mette Albreckt Falther. Vi samarbejder tæt med det særskilte presseteam, som arbejder med medier og politisk interessevaretagelse.

Dit faste arbejdssted er på Rådhuset i Holte, hvor vi har et åbent, fleksibelt kontormiljø i kombination med hjemmearbejde og anvendelse af onlinemøder.

Kommunikationsteamet arbejder med borgerrettet kommunikation, intern kommunikation, web, intranet, sociale medier samt kommunikationsindsatser på tværs af kommunens mange projekter og fagområder. Kommunikationsteamet arbejder tæt sammen med presseteamet om at sikre klar, sammenhængende og tillidsvækkende kommunikation med et insisterende fokus på målgruppen og de rigtige formater til de rigtige kanaler.

Løn- og ansættelsesforhold

Løn- og ansættelsesvilkår aftales i henhold til gældende overenskomst, dine kvalifikationer og din erfaring.

Du ansættes på fuldtid, med ansættelsesstart den 1. februar 2027.

Ansøgning, samtale og kontakt

Du søger jobbet ved at klikke på knappen "Søg stilling" nedenfor.

Vi forventer at holde samtaler den 8. og 9. december og den 14. december 2026.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte kommunikationspartner Kirstine Udenby på tlf. 72681165 eller teamleder og kommunikationspartner Marie Louise Rolffes på tlf. 72681169.

Vi glæder os til at høre fra dig – og til at få dig med på holdet!

Om Rudersdal Kommune

I Rudersdal Kommune tror vi på, at vi kun lykkes i fællesskab. Derfor er det vores mål, at alle kommunens medarbejdere og ledere i alle opgaver - og i fællesskab - arbejder for at skabe bæredygtige løsninger, der giver værdi for borgerne, virksomheden og det samfund, vi er en del af. Se vores film om Rudersdal Kommunes strategi og værdier ”Vi lykkes kun i fællesskab” HER

Det er nemt at komme til Rådhuset i Holte, vi har S-tog og bus til døren, cykelsti og gratis parkering.

Læs mere om Rudersdal Kommune som arbejdsplads HER.

Dette jobopslag fra Rudersdal Kommune er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Rudersdal Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29188378)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Rudersdal Kommune
Søg på virksomhedens side