Vil du stå i spidsen for Hærens luftværn og Forsvarets mobile droneforsvar?

Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Fra Jobnet
Vil du lede den sektion, der anskaffer systemer til beskyttelse af danske styrker mod fly, missiler og droner? Krigen i Ukraine har vist, at soldater uden beskyttelse mod droner ikke kan overleve på kamppladsen. Derfor bygger vi nu Hærens luftværn og Forsvarets mobile droneforsvar op hurtigere end nogensinde.

Vi søger en civil leder med teknisk indsigt som sektionschef og kapacitetsmanager. Du skal lede en sektion af dygtige specialister, sætte retning i en voksende portefølje og omsætte operative behov til kapacitet hos soldaterne.

Om os

Kapacitetscenter Luftværn er en del af Forretningsområdet Luftforsvar i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Vi er 11 medarbejdere i to teams, der anskaffer, implementerer og drifter Hærens luftværn og mobilt droneforsvar. Vi arbejder tæt sammen med Hæren, Forsvarskommandoens anti-droneprogram, de øvrige kapacitetscentre i FMI, NATO-agenturer og nogle af Europas førende forsvarsvirksomheder.

Vi har en kultur med korte beslutningsveje: Teams og projektledere træffer beslutninger inden for klare rammer, og vi inddrager hinanden, når rammerne skal flyttes. Vi deler viden på tværs af sektionen og hjælper hinanden, når tempoet er højt.

Om stillingen

Som sektionschef og kapacitetsmanager (KCM) har du det samlede kapacitetsansvar for systemerne – gennem hele materiellets levetid, fra operativt behov over anskaffelse og implementering til drift, opdatering og udfasning. Du refererer til chefen for Forretningsområdet Luftforsvar og er rådgiver i tekniske, operative og kommercielle spørgsmål inden for området.

Porteføljen spænder fra kortrækkende luftværn og kommando- og kontrolsystemer over mobile droneforsvars køretøjer med interceptordroner og maskinkanoner til nye teknologier som laser.

Du kommer til at:

Lede sektionen

  • lede sektionens to teams med personaleansvar, kompetenceudvikling og rekruttering
  • uddelegere beslutningskompetence og ansvar til teams og projektledere inden for tydeligt definerede rammer og følge op på leverancerne
  • prioritere opgaver og ressourcer, når behovene er større end hænder
Bære kapacitetsansvaret

  • styre områdets økonomi, herunder budget, prioritering og omfordeling
  • være projektejer og seniorleverandør i anskaffelsesprojekter og følge dem fra operativt behov til drift
  • sikre, at nyt materiel kan driftes, forsynes og vedligeholdes fra dag et
  • stå på mål for materiel- og våbensikkerhed, konfigurationsstyring og teknisk dokumentation
  • sikre, at sensorer, effektorer og kommando- og kontrolsystemer virker sammen som et integreret forsvar mod lufttruslen
Rådgive og samarbejde

  • udarbejde beslutningsoplæg til FMI's ledelse og de kapacitetsansvarlige i Hæren og Forsvarskommandoen
  • skabe sammenhæng mellem operative behov og tekniske løsninger i tæt dialog med brugere, tekniske fagmiljøer og leverandører
  • repræsentere FMI i internationale samarbejder og over for NATO-agenturer og industrien
  • udvikle områdets strategi, organisation og arbejdsgange, så FMI kan levere hurtigere i takt med trusselsudviklingen
Du får en sektion, der er vokset markant de seneste år, en portefølje med høj politisk og operativ bevågenhed og et stort mandat til at præge udviklingen. Du skal påregne rejseaktivitet i ind- og udland.

Om dig

Du er en leder, der skaber ro og retning i et område med højt tempo og mange interessenter. Du giver dine medarbejdere ansvar og tillid, træffer beslutninger, når de skal træffes, og holder fokus på, at kapaciteten faktisk kommer ud til soldaterne.

Vi forventer, at du har:

  • en relevant uddannelse, gerne som ingeniør – men andre baggrunden er lige så velkomne
  • teknisk indsigt nok til at forstå løsningerne og til at udfordre og prioritere mellem specialisternes forslag – og evnen til hurtigt at sætte dig ind i luftværn og C-UAS
  • erfaring med ledelse, eks. som teamleder, projektleder eller daglig leder for specialister
  • erfaring med at drive anskaffelser af komplekst teknisk materiel, fra behov over kontrakt til, implementering og drift – gerne fra FMI eller forsvarsindustrien
  • erfaring fra en politisk styret organisation, gennemslagskraft og evnen til at formidle tekniske forhold klart til ledelsesniveau på dansk og engelsk
Det er en fordel, hvis du har kendskab til FMI's processer for kapacitetsansvar og anskaffelse, erfaring med udbud, risiko- og projektstyring (eks. PRINCE2), erfaring fra internationale samarbejder (NATO, EU eller bilaterale) eller har gennemført en lederuddannelse.

Som person er du handlekraftig, analytisk og helhedsorienteret. Du trives med ansvar, samarbejde og en uformel omgangstone.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Anders Derby Kragh på telefon 4081 2102.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Nordbeck Carlsson på telefon 3266 5716.

Ansøgningsfristen er den 29. november 2026. Ansættelsestidspunktet er hurtigst muligt.

Du søger stillingen via linket i opslaget. Vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er Danmarks centrale myndighed for forsvarets og beredskabets materiel, it og cybersikkerhed i fred, krise og krig. Vi arbejder for at sikre, at det samlede forsvar er udstyret, opdateret og operativt — i en tid, hvor kravene til hastighed og kampkraft aldrig har været større. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og resten af Forsvarsministeriets koncern. Det er vores it-medarbejdere, der dagligt er med til at afværge de cyberangreb, koncernen udsættes for. Vi er en mangfoldig organisation med ca. 2.500 medarbejdere — civile og militære — fordelt ud over hele Kongeriget.

Dette jobopslag fra Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (16287180)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser
Søg på virksomhedens side