Studentermedhjælper til Digital – Data, AI & Commerce Operations

Lomax A/S

Fra Easycruit

Er du nysgerrig på AI, automatisering og digitale løsninger? Og har du lyst til at bruge din viden fra studiet til at gøre hverdagen lettere for både kunder og kolleger? Så er du måske vores nye kollega! 

Hos Lomax søger vi en engageret og struktureret studentermedhjælper til vores Data, AI & Commerce Operations-team. Her får du mulighed for at arbejde med AI, automatisering og optimering af søgeoplevelsen på lomax.dk og lomax.se. 

 

Om os 

Vi er en af Danmarks førende totalleverandører af alt til arbejdspladsen og hjælper hver dag virksomheder med at få en nemmere arbejdsdag. Vi er 250 medarbejdere fordelt på Frederikssund, Odense, Jylland og Sverige. Hos os får du mulighed for at omsætte din teoretiske viden til konkrete løsninger i en virksomhed, hvor vi er nysgerrige på nye teknologier og ikke er bange for at prøve nye idéer af. 

 

Om stillingen 

Du bliver en del af afdelingen, Digital, i Frederikssund og vores Data, AI & Commerce Operations-team, der består af seks kolleger. Teamet arbejder med at bruge data, AI og digitale løsninger til at udvikle vores e-handel og skabe værdi på tværs af organisationen. 

Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores digitale forretningsudvikler, som har ansvaret for AI, automatisering og søgning på vores webshops. 

Du får en alsidig rolle, hvor du både kommer til at arbejde med tekniske værktøjer, analysere data og samarbejde med kolleger fra forskellige afdelinger.  

Vi ved, at dit studie kommer først. Derfor tilbyder vi fleksible arbejdstider på 10–15 timer om ugen med mulighed for flere timer efter aftale og færre timer i eksamensperioder. Du har også mulighed for at arbejde hjemmefra en del af tiden, men vi forventer, at du er på kontoret mindst én dag om ugen. 

Dine primære arbejdsopgaver: 

  • Optimere søgeoplevelsen på sitet i Constructor ved blandt andet at oprette synonymer og redirects, følge søgeperformance og finde forbedringsmuligheder ved søgninger uden resultater. 

  • Bygge og vedligeholde automatiserede workflows, blandt andet i n8n, samt hjælpe med at udvikle og teste AI-agenter. 

  • Afprøve og kvalitetssikre nye AI-værktøjer og digitale løsninger, inden de bliver taget i brug. 

  • Hjælpe kolleger med at anvende AI gennem guides, retningslinjer, spørgeskemaer og løbende support. 

  • Interviewe kolleger, indsamle data og kortlægge arbejdsgange for at identificere muligheder for forbedringer og automatisering. 

AI er allerede en integreret del af hverdagen hos Lomax. Vi har AI-ambassadører på tværs af organisationen, som er med til at afprøve nye muligheder og udvikle værktøjer, der gør arbejdsdagen nemmere. Du får mulighed for at bidrage aktivt til den udvikling og være med til at omsætte gode idéer til løsninger, der skaber værdi. 

 

Vi tilbyder udviklingsmuligheder og et godt arbejdsmiljø 

Det er vigtigt for os, at du trives og udvikler dig i jobbet. Derfor får du ansvar og gode muligheder for at bruge dine kompetencer fra studiet i praksis. Du får tæt sparring med vores digitale forretningsudvikler og mulighed for at udvikle dig inden for teknologi, data og digital forretningsforståelse. 

Du behøver hverken kunne kode eller have erfaring med Constructor, n8n eller andre automatiseringsværktøjer på forhånd. Vi sørger for, at du får den nødvendige oplæring, så du kan vokse med opgaverne. 

Hos Lomax lægger vi stor vægt på det kollegiale fællesskab. Vi har en uhøjtidelig omgangstone, hvor der er plads til gode idéer, sparring og et godt grin. Vores aktive personaleforening arrangerer blandt andet sociale aktiviteter, fredagsbarer og fællesspisning, så du også får mulighed for at lære dine kolleger at kende uden for de daglige arbejdsopgaver. 

 

Hvem er du? 

Vi forestiller os, at du er i gang med din bacheloruddannelse eller er i starten af din kandidatuddannelse og har mindst ét år tilbage af studiet. 

Du læser måske HA(it), digital ledelse, informationsvidenskab eller en anden uddannelse, hvor teknologi og forretning mødes. Det vigtigste er dog ikke din specifikke uddannelse, men at du interesserer dig for digitale løsninger og har lyst til at lære nyt. 

Vi ser gerne, at du har en god forståelse for, hvordan en virksomhed fungerer, og hvordan teknologi kan være med til at forbedre arbejdsgange og skabe værdi. Du har teknisk flair, er fortrolig med at arbejde med data og kan kommunikere klart på dansk, både skriftligt og mundtligt. Derudover er du komfortabel med engelsk. 

Dine personlige egenskaber er også vigtige – vi lægger vægt på: 

  • Du er nysgerrig og lærevillig. Du interesserer dig for AI og nye teknologier og har lyst til at udforske, hvordan de kan gøre en forskel i praksis. 

  • Du arbejder struktureret og har sans for detaljer. Du kan holde overblik over dine opgaver, arbejder grundigt og følger dine opgaver til dørs. 

  • Du er analytisk og løsningsorienteret. Du kan se muligheder i data og arbejdsgange og motiveres af at finde smartere måder at gøre tingene på. 

  • Du er god til at samarbejde og kommunikere. Du er nysgerrig på dine kollegers behov, stiller spørgsmål og lytter, så I sammen kan finde de bedste løsninger. 

  • Du har gåpåmod og tør tage initiativ. Du kommer gerne med nye idéer, tager ansvar for dine opgaver og er ikke bange for at prøve noget nyt. 

 

Kan du se dig selv hos os? 

Så send dit CV i PDF-format til os senest 22. November 2026.  

Hos Lomax lægger vi stor vægt på en uformel tone og på at skabe en passioneret og nytænkende arbejdsplads. Derfor efterspørger vi ikke en klassisk ansøgning, men beder dig i stedet besvare nogle spørgsmål, der giver os et bedre indblik i, hvem du er, og hvorfor du er et godt match til stillingen. 

Vi forventer at afholde første - og anden samtalerunde i uge 48. 

Der er tale om en studenterstilling på 10–15 timer om ugen med fleksible arbejdstider. Vi ønsker stillingen besat fra den 1. december. 

Dit arbejdssted bliver Lomax’ hovedkontor på Elsenbakken 37 i Frederikssund, med mulighed for delvist hjemmearbejde. 

Lønnen aftales på baggrund af dine kvalifikationer og kompetencer. 

 

Vil du vide mere om stillingen? 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Caitlin Graham på LinkedIn, mail caitlin.pedersen@lomax.dk eller tlf.nr. 24224220. 

 

Vi glæder os til at høre fra dig! 

 

Hos Lomax tror vi på, at forskellighed skaber de bedste arbejdspladser. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede kandidater uanset køn, alder, seksualitet, etnicitet, handicap eller baggrund til at søge stillingen. 

Dette jobopslag fra Lomax A/S er hentet fra Easycruit. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Lomax A/S? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (14749292)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Lomax A/S
Søg på virksomhedens side