Forretningskonsulent til ESDH med fokus på support og brugerservice

Aarhus Universitet, Data og Digitalisering

Fra Jobnet
Er du skarp til IT-support, god til mennesker og motiveret af at finde løsninger? Har du erfaring med ESDH og gerne WorkZone? Så er du måske vores nye kollega i AU HR.

Vi søger en serviceminded og struktureret forretningskonsulent til ESDH-teamet i HR Data og Digitalisering. Du får en central rolle i den daglige support og drift af Aarhus Universitets ESDH-system, hvor du hjælper brugere og superbrugere med at få en velfungerende hverdag.

Du trives med at løse problemer, har god systemforståelse og kan omsætte tekniske udfordringer til konkrete løsninger og forståelig vejledning.


Om jobbet


Du bliver en del af et engageret team, hvor vi samarbejder om drift, vedligeholdelse og udvikling af ESDH-systemet.

Dine opgaver bliver blandt andet at:
  • Rådgive superbrugere og udarbejde brugervejledninger og dokumentation.
  • Arbejde med administration, opsætning og vedligeholdelse af WorkZone samt understøtte DCR.
  • Håndtere supportsager, herunder analysere fejl, følge op og koordinere med leverandøren.
  • Yde daglig support, fejlsøgning og problemløsning for brugere og superbrugere.
  • Bidrage til test, kvalitetssikring og forbedring af systemet og vores supportprocesser.


Din profil


Du har erfaring med ESDH og trives i tæt dialog med brugerne omkring problemløsning og daglig support. Du arbejder selvstændigt og struktureret, tager ansvar for dine opgaver og bevarer overblikket – også når der er travlt.

Vi lægger vægt på, at du:
  • Har erfaring med ESDH, gerne fra en større eller offentlig organisation.
  • Har god teknisk forståelse og arbejder analytisk med fejlsøgning.
  • Er serviceminded, tålmodig og god til at kommunikere med forskellige brugere.
  • Er samarbejdsorienteret, nysgerrig og motiveret for at lære nyt.

Det er en stor fordel, hvis du:
  • Har praktisk erfaring med administration og support af WorkZone.
  • Er WorkZone-certificeret eller har gennemført relevante kurser.
  • Har erfaring med DCR, herunder opsætning og fejlsøgning.
  • Har kendskab til journalisering og dokumenthåndtering i den offentlige sektor.

Vi tilbyder et fleksibelt job i et fagligt stærkt og uformelt team, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og sammen skaber gode løsninger for universitetets brugere.


Om Os


Du bliver en del af HR Data og Digitalisering, som er en del af Aarhus Universitets HR-funktion. I HR Data og Digitalisering er vi 17 medarbejdere fordelt på funktioner som forretningskonsulenter, systemkonsulenter og datakonsulenter. Tilsammen er vi den digitale drivkraft for HR på Aarhus Universitet. Vi lægger vægt på et godt kollegialt fællesskab og samarbejder ud fra respekt, åbenhed og tillid. Vi sørger for at udvikle os både sammen som enhed, som teams og individuelt. Vi har fleksible arbejdstider og er gode til at tilrettelægge arbejdet, så det hænger sammen med vores øvrige liv. Som forretningskonsulent i ESDH-teamet bliver du en del af et selvstyrende og fagligt nysgerrigt team, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og arbejder sammen om at finde de bedste løsninger.


Ansættelsesvilkår


Stillingen er på 37 timer pr. uge. Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten for Akademikere i Staten (se overenskomsten her). Du ansættes som fuldmægtig i basisløntrin 4-8 med rådighedstillæg.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.500 studerende inklusive ph.d.-studerende og har 9.000 medarbejdere opgjort i årsværk samt en årlig omsætning på 8,9 mia. kr. Læs mere på au.dk

 

Dette jobopslag fra Aarhus Universitet er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Aarhus Universitet? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (31119103)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Aarhus Universitet
Søg på virksomhedens side