Ansvarlig for persondatabeskyttelse (Studentermedhjælper)
Vi leder efter dig, der er nysgerrig på GDPR, databeskyttelse og håndtering af persondata, og som vil være med til at beskytte Clevers data.
Din rolle
Som studentermedhjælper inden for persondatabeskyttelse bliver du en vigtig del af Clevers arbejde med GDPR og ansvarlig håndtering af persondata. Du kommer til at arbejde med de processer og opgaver, der sikrer, at vi overholder reglerne i praksis og passer godt på de oplysninger, som kunder, samarbejdspartnere og kollegaer betror os.
Du vil prøve kræfter med både juridiske, administrative og procesrelaterede opgaver. Noget af arbejdet handler om faste driftsopgaver, mens andre opgaver kræver, at du undersøger en problemstilling, skaber overblik og finder den rigtige løsning. Kort sagt får du mulighed for at få hænderne ned i det praktiske GDPR-arbejde og blive klogere på, hvordan databeskyttelse fungerer i en virksomhed med mange kunder, systemer og processer.
Stillingen er på 15-20 timer ugentligt. Vi ved godt, at studielivet kan kræve stabilitet, så det forsøger vi at imødekomme, så du kan få din hverdag med arbejde og studie til at hænge fornuftigt sammen. Det er en studentermedhjælperstilling, og derfor er det nødvendigt, at du er indskrevet på en videregående uddannelse.
Hos os har vi ikke klassiske titler. Vi har profiler. Når vi kalder rollen ”studentermedhjælper”, er det, så du og resten af verden ved, hvem vi leder efter. Men når du starter hos os, bliver din profil ”Ansvarlig for persondatabeskyttelse” – for det er netop det, du er.
Din hverdag
Din hverdag vil være fyldt med persondata. Mere konkret betyder det:
- Håndtering af henvendelser fra registrerede
- Håndtering og dokumentation af hændelser
- Opdatering og vedligeholdelse af dokumentation for behandlingsaktiviteter
- Gennemførelse af basale tilsyn med databehandlere
- Kvalitetssikring af processer og dokumentation
Hvem er du?
Når vi drømmer om vores nye kollega, ser vi dig, der:
- Er i gang med en uddannelse, der giver dig juridiske kompetencer
- Har en nysgerrig, analytisk og løsningsorienteret tilgang til dine opgaver
- Har sans for detaljen og trives med at skabe overblik
- Kan formulere dig klart og tydeligt på skrift
- Arbejder selvstændigt og tager ansvar for dine opgaver
Vi bliver ekstra begejstrede, hvis du:
- Har kendskab til persondataret
- Har arbejdet med eller kender til Risma
- Har interesse for samspillet mellem processer, systemer og databeskyttelse
Dit team
Du bliver en del af team Forretningsudvikling og Jura, hvor vi er 10 kollegaer med fagligheder inden for blandt andet strategi, ESG, forretningsudvikling og jura.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med Clevers ansvarlige for GDPR, som bliver din nærmeste sparringspartner. Samtidig får du kontakt med mange forskellige dele af organisationen, fordi databeskyttelse er noget, vi arbejder med på tværs af hele Clever.
Medledelseskomeptencer (vi er nemlig organiseret anderledes)
• Du holder dit ego i skak og ved, at succes handler om at løfte i flok mod fælles mål
• Du tager naturligt ansvar for både dig selv og dine kollegaer, med omsorg og nærvær
• Du er en holdspiller, der ser arbejde som et samarbejde, ikke en konkurrence
Oveni din rolle vil du også blive en del af en større fusion, da vi er i gang med at skabe et nyt selskab sammen med Andel Energi og Watts. Det betyder, at du skal være klar på en hverdag, hvor der sker forandringer både organisatorisk og fagligt. Til gengæld håber vi, at du er nysgerrig på de muligheder, der opstår, når noget nyt bliver bygget op.
Har du sat mentale flueben hele vejen igennem?
Så vil vi meget gerne høre fra dig. Finder vi det rette match, kan vi finde på at lukke opslaget før fristen. Så hvis du tænker, at det her job er det rigtige for dig, så send din ansøgning allerede i dag, så du er sikker på at komme i betragtning.
Vi håber, at vi gennem din ansøgning kan lære dig at kende og se, hvad du kan bidrage med. Det er fint, hvis du bruger AI-værktøjer til inspiration – men husk at personliggøre din ansøgning, da vi leder efter hele mennesker.
Er du nysgerrig på vores rekrutteringsproces, kan du læse mere her: Rekrutteringsprocessen i Clever
Vi glæder os til at høre fra dig!
Dette jobopslag fra Clever er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.
Om denne arbejdsgiver
- Verificeret CVR (32468349)
- Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu