Erfaren udbudsjurist

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Fra HR-Manager

Vil du arbejde for gode og effektive udbud i staten? Vi søger en erfaren udbudsjurist (cand.jur. eller cand.merc.jur.) til Rådgivningsenheden i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Her får du en central rolle i forhold til at sikre velfungerende udbud, kontrakter og indkøb i forskellige ministerier og statslige styrelser.

Arbejdsopgaver og faglige muligheder
I Rådgivningsenheden, som vi driver i fællesskab med Økonomistyrelsen, hjælper vi andre statslige myndigheder med udbudsretlige spørgsmål. Vi rådgiver om store og små anskaffelser af alt fra konsulentkøb til store IT-anskaffelser. Det giver os en afvekslende arbejdsuge, hvor vi møder og samarbejder med mange statslige kollegaer. Derudover besvarer vi udbudsretlige spørgsmål over telefonen, bistår i at føre klagesager ved Klagenævnet for Udbud og underviser i udbudsret og indkøb. Dine opgaver som erfaren jurist i enheden vil særligt være at: 

  • Sparre med kolleger om udbudsretlige- og strategiske emner
  • Drøfte og igangsætte samarbejder med andre statslige enheder
  • Bistå statslige enheder ved gennemførelse af konkrete udbud sammen med en eller flere kollegaer
  • Undervise på Rådgivningsenhedens kurser og i netværk
  • Kvalitetssikre internt og eksternt udbudsmateriale
  • Rådgive om udbudsretlige spørgsmål telefonisk og skriftligt

Du får selvstændigt ansvar for dine opgaver og kommer tæt på de myndigheder, du rådgiver. Du bliver også en del af et stærkt fagligt miljø og får gode muligheder for at bringe din erfaring i spil og udvikle dig som udbudsjurist.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig myndighed for udbudsreglerne i Danmark, og vi lægger stor vægt på at udnytte de faglige muligheder, som det giver at arbejde med alle dele af udbudsretten. Fra konkret, individuel rådgivning af statslige myndigheder, analyse af udbudsdata og til udarbejdelse af nye regler i Danmark og EU. Det giver alsidige og unikke muligheder for faglig specialisering i et retsområde, der spiller en stor og stigende rolle i samfundet.

I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbyder vi forskellige karriereveje, herunder muligheden for at blive specialist eller ekspert i fx udbudsret.

OM OS

Stillingen er placeret i Center for Offentlig Konkurrence, som er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udbudskontor. Her kan du være tæt på alle dele af udbudsretten; fra tilblivelsen af nye regler i Danmark og EU, opfølgning på reglernes effekt gennem analyser og undersøgelser og til arbejdet i Rådgivningsenheden, hvor reglerne anvendes i praksis.

Vi er ca. 18 medarbejdere, hvoraf flertallet er jurister med forskellige specialer inden for udbudsretten. Vi lægger stor vægt på at skabe et fagligt miljø, hvor faglig sparring og udvikling er prioriteret og værdsat. Vi tilstræber en hverdag præget af humor, en uformel omgangstone og respektfuldt samarbejde, hvor vi får mulighed for at udvikle os fagligt og personligt. Derudover har vi en aktiv og kreativ personaleforening, som løbende står for både underholdende og lærerige arrangementer.

OM DIG

Vi forestiller os, at du er cand.jur. eller cand.merc.jur. og har en del erfaring med udbudsret og offentlige kontrakter. Du kan eksempelvis have erfaring fra en offentlig myndighed, et advokatkontor eller en anden rådgivningsvirksomhed.

Vi ser gerne, at du:

  • Har et solidt kendskab til udbudsretten og gerne også erfaring med kontraktretlige problemstillinger.
  • Har erfaring med selvstændig gennemførelse af udbudsprocesser.
  • Trives med at arbejde med komplekse juridiske spørgsmål, hvor der ikke altid findes et enkelt svar.
  • Kan omsætte juridiske problemstillinger til klare og anvendelige løsninger, der tager højde for de konkrete behov.
  • Er god til at formidle din juridiske viden – både skriftligt og mundtligt – og kan kommunikere med såvel juridiske som ikke-juridiske samarbejdspartnere.
  • Har lyst til at samarbejde, dele din viden og bidrage aktivt til et stærkt fagligt fællesskab.

Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med gennemførelse af IT-udbud.

Hvis du vil høre lidt mere om stillingen kan du kontakte faglig teamleder Katja Als på tlf. 4171 5314 eller kaal@kfst.dk.

GENERELT
Du vil blive ansat som specialkonsulent eller chefkonsulent efter kompetencer og gældende AC-overenskomst.

Du søger stillingen enten via "Søg Stillingen" eller vores elektroniske ansøgningsmodul her. Din ansøgning med CV og eksamensbevis skal være modtaget senest 02. December 2026. Samtaler forventes afholdt i uge 50 og 51. Starttidspunkt kan aftales nærmere. 

Dette jobopslag fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (10294819)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Søg på virksomhedens side