Arbejdsmiljørådgiver til opgaver på jernbanen

Banedanmark, Carsten Niebuhrs Gade 43, Banedanmark

Fra HR-Manager

Vil du arbejde med at forebygge arbejdsulykker ved jernbanen og være tæt på den lokale arbejdsmiljøorganisation?

Som arbejdsmiljørådgiver får du en central rolle i arbejdet med at skabe gode løsninger for de medarbejdere, der færdes og arbejder ude ved jernbanen. I HR Arbejdsmiljø arbejder vi med fysisk og psykisk arbejdsmiljø, opfølgning på arbejdsulykker og nærved-arbejdsulykker, arbejdspladsvurdering (APV), vejledning af arbejdsmiljøorganisation, bygherrens arbejdsmiljøkoordinering, rapportering mm. Vi arbejder også med udviklingsopgaver, f.eks. kampagner, udvikling af værktøjer samt andre indsatser, der igangsættes løbende. Fokus er både på egne ansatte og de mange entreprenører/leverandører, som arbejder for Banedanmark.

Du bliver en del af et team der arbejder på tværs og understøtter divisionerne i Banedanmark.

Din nye arbejdsplads vil være i Ringsted tæt ved stationen eller i København ved Dybbølsbro.

Tæt opfølgning på arbejdsulykker og hændelser i jernbanen

Du vil være tæt på Banedanmarks arbejde med at vedligeholde jernbanen og følge op på hændelser og de arbejdsmiljøudfordringer, som de udførende medarbejdere møder i deres arbejde.

Du vil primært skulle arbejde med opgaver indenfor:

  • analyse, opfølgning og læring af arbejdsulykker og andre hændelser
  • vurdere trends i hændelser og komme med forslag til indsatser
  • understøtte arbejdsmiljøindsatser i forbindelse med vedligeholdelse af jernbaneinfrastrukturen
  • vejledning og rådgivning af arbejdsmiljøorganisationen.

Herudover vil du skulle arbejde i vores interne systemer, primært SafetyNet, som dagligt anvendes til mange af vores opgaver indenfor arbejdsmiljø. Vi vil sørge for, at du oplæres i dette og har mulighed for sparring og support, når der er brug for det.

Du skal være indstillet på at bidrage bredt til i teamets opgaver og træde til med hjælp og sparring, når der er brug for det.

En medarbejder med praktisk arbejdsmiljøerfaring

Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, men vi forestiller os at du har praktisk erfaring med arbejdsmiljø og sikkerhed i et bygge, anlæg, service eller produktionsmiljø.

Vi forestiller os, at du:

  • har en solid viden om fysisk arbejdsmiljø og erfaring med arbejdsmiljøarbejde
  • har erfaring med analyse og opfølgning på ulykker/hændelser samt erfaring med gennemførelse af arbejdspladsvurderinger
  • kan kombinere høj faglighed med struktur.

For at løse dine opgaver vil du være i kontakt med mange kollegaer rundt omkring i organisationen og skal evne at sikre en god dialog og samarbejde med dine kollegaer og samarbejdspartnere. Du skal kunne trives med en bred kontaktflade i en kompleks organisation såvel som med eksterne samarbejdspartnere og myndigheder.

En arbejdsplads med mulighed for personlig udvikling

Du får i dagligdagen mulighed for faglig sparring og vidensdeling med dine 9 nære kollegaer i teamet, der samlet set repræsenterer en stor bredde i arbejdsmiljøfaglighed. Lige nu er vi bl.a. optaget af at forbedre vores læring af arbejdsulykker og nærved-arbejdsulykker, udvikle kampagner og indsatser om arbejdsulykker og en bedre sikkerhedskultur.

Vi sætter pris på alles input og supplerer hinandens færdigheder i hverdagen. Tonen er uformel, og du vil opleve en oprigtig interesse i at sørge for, at du kommer godt ind i fællesskabet og opgaverne.

Vi tilbyder et arbejdsmiljø, hvor du får stor frihed til at forme din hverdag.

Hos os kan du:

  • arbejde i et godt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og deler viden på tværs
  • udnytte fleksible arbejdsforhold – vi har både flextid og mulighed for hjemmearbejde
  • udvikle dig fagligt og personligt med spændende opgaver.

Derudover bliver du en del af en arbejdsplads, hvor der er plads til faglige input, samarbejde og sparring i hverdagen.

Løn og ansættelsesvilkår

Hvis du er akademiker, ansættes du efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten.

Du indplaceres på baggrund af akademisk anciennitet og erfaring som fuldmægtig på basistrin jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.

Ellers ansættes du efter den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Stillingen er som udgangspunkt indplaceret i løngruppe 3, sats 3 provins eller hovedstad jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil til den samlede løn være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 16 %.

Ansøgning og kontakt

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til sektionschef Uffe Halldorsson på mobil +45 20 12 69 49.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte vores HR-konsulenter på mail banedanmarkpersonale@BANE.dk.

For at søge stillingen skal du klikke på linket ‘Søg stilling’ og følge instrukserne.

Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.

Forskellige perspektiver gør os stærkere. Derfor værdsætter Banedanmark mangfoldighed og opfordrer alle interesserede kandidater, uanset personlig baggrund, til at søge.

Dette jobopslag fra Banedanmark, Carsten Niebuhrs Gade 43 er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Banedanmark, Carsten Niebuhrs Gade 43? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (18632276)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Banedanmark, Carsten Niebuhrs Gade 43
Søg på virksomhedens side