Projektleder til borgerdreven omstilling i København med særlig fokus på projektstyring og sagsbehandling

Københavns Kommune

Fra Jobnet
Københavns Kommune har ambitiøse mål for klima, grøn omstilling og et godt hverdagsliv for københavnerne. Det kan du være med til at gøre til virkelighed og være med til at skabe en bæredygtig metropol, der er attraktiv at bo og leve i for københavnerne.  

Om jobbet 
Vi søger en projektleder til to indsatser i en tidsbegrænset stilling på ét år. Den ene indsats handler om at forme og udvikle koncept for byliv på Christianshavns Torv, hvor du bliver en del af en projektgruppe, som også består af en projektleder, en torvemester og en række eksterne samarbejdspartnere. Den anden indsats handler om at understøtte Københavns boligforeninger i at blive klar til lavtemperaturfjernvarme. Du bliver en del af en projektgruppe og vil sammen med samarbejdspartnere indgå i det daglige arbejde i Energiteamet.

For begge indsatser gælder, at de indgår i en større portefølje af blandt andet EU-støttede projekter, og du vil i den forbindelse også blive en del af vores fundraisings arbejde.

Særligt om Christianshavn Torv
Christianshavns Torv er et særligt sted i byen, som tiltrækker mange og meget forskellige mennesker. Det er også et torv med mange funktioner – fx metro og bus, butikker og lokale handlende, samt ophold for udsatte borgere. Her er kommunen gået i kompagniskab med lokale aktører, fonde og universiteter om at udvikle torvet og dets gode byliv. Din opgave bliver at facilitere det gode samarbejde på tværs af aktører og særligt den gode dialog mellem myndigheder, politikere og samarbejdspartnere.

Din rolle i projektet vil være at facilitere dialogen mellem fonde, forskere og lokalsamfund samt bidrage til udviklingen af partnerskaber. En del af arbejdet vil bestå i betjening af det politiske niveau og udarbejde faglige notater. Der vil være et særligt fokus på de mere strategiske dimensioner i projektet, hvor vi vil arbejde for at udbrede projektets resultater til andre pladser og steder i byen, som også er under pres. Arbejdet vil i øvrigt omhandle fundraising og projektudvikling, hvor kendskab til EU-programmer vil være en fordel.

Særligt om lavtemperaturfjernvarme
Vi ser ind i en fremtid, hvor byens boligforeninger skal være klar til at modtage lavere fjernvarmetemperaturer, uden at det går ud over komforten og sunde boliger. Vi søger derfor en projektleder, der kan understøtte projektlederen i den daglige administration og sagsbehandling af Varmekælderpuljen, indgå i tværfaglige samarbejder med partnere og implementere opsøgende indsatser målrettet boligforeninger.

Derudover vil du indgå i det daglige arbejde i Energiteamet, hvor vi arbejder med at opbygge viden, kompetencer og handlekraft i boligforeninger ift. fx energirenovering, solceller, energifællesskaber, batterier og fleksibilitet. Det gør vi bl.a. ved forvaltningen af puljer, databehandling, kommunikationsindsatser og borgerdialog. Vi skal styrke vores arbejde med EU-fundraising for at styrke vores muligheder for at indgå i konstruktive samarbejder og dele vores viden samt lære af vores europæiske partnere.

Om dig

  • Vi søger en kollega med en stærk interesse for den retfærdige grønne omstilling af Københavns boligforeninger og bæredygtig udvikling af København.
  • Du trives med at arbejde projektbaseret og at håndtere såvel administrative formkrav som den faglige kompleksitet i at arbejde på tværs af beslægtede projekter.
  • Du trives med både udviklings- og administrative opgaver
  • Du evner at skabe gode samarbejder og kan kommunikere med både borgere og professionelle samarbejdspartnere internt i kommunen, såvel som eksternt.
  • Du kommer sandsynligvis fra en stilling i en kommune eller projektkontor, hvor du er vandt til mange bolde i luften
  • Du har flair for at navigere i en politisk styret organisation
  • Kendskab til fjernvarmesystemet er en fordel
  • Erfaring med EU-fundraising er en fordel
  • Vi kender ikke din uddannelse, men du kan komme fra CBS, RUC, AAU eller KU. Det vigtige er ikke dit eksamensbevis, men dit CV, din vilje og mod.
Vi tilbyder et alsidigt job i en spændende og udviklingsorienteret organisation med gode kolleger, der har forskellige faglige baggrunde. Du vil få stor indflydelse på tilrettelæggelsen af eget arbejde, mulighed for fleksible arbejdstider og have god kollegial sparring og ledelsesmæssig opbakning. Vores værdier i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen er, at vi gør det ordentlig, vi gør det sammen og, vi gør det for København.

Du bliver en del af Energiteamet i enheden Bygningsfornyelse i Afdelingen for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold (MKB) under Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Vi arbejder tværfagligt, og er ca. 40 ansatte med forskellige uddannelser og kompetencer. Vi arbejder med renovering og grøn omstilling af byens ældre etageboligejendomme samt særlige byrumsprojekter af tværgående karakter – ofte i udsatte byområder.

Vi arbejder for at kombinere grøn omstilling med bevaring og fremtidssikring af Københavns hverdagsarkitektur, samt at alle københavnere bor i sunde og sikre boliger. Det gør vi gennem en række puljer, som kan søges af københavnerne, udviklingsprojekter og myndighedsopgaver via Boligkommissionen.

I MKB har vores kontorer aktivitetsbaseret indretning. Det betyder, at vores fysiske arbejdsplads er inddelt i forskellige zoner (fx aktivzoner og fokuszoner), som i højere grad understøtter opgaveløsningen i løbet af en arbejdsdag. Det giver en mere fleksibel indretning, hvor man som medarbejder aktivt, vælger de omgivelser, der passer bedst til de opgaver, man skal løse i løbet af en dag. Som medarbejder i MKB vil du få et tilhørsforhold til en hjemmezone, hvor du og dine kolleger deles om skrivebordene i stedet for at have faste skriveborde.

Løn- og ansættelsesforhold
Der er tale om en tidsbegrænset stilling på et år med gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer inkl. frokostpause. Der er mulighed for deltid.

Stillingen ønskes besat pr. 1 januar 2027 eller hurtigst muligt. 

Arbejdsstedet er Islands Brygge 37, 2300 København S.   

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Anja Bollerup på 21 78 12 32, chefkonsulent Øystein Leonardsen på 2054 6919 eller enhedschef Kristine Dose Bertelsen på 51 84 30 93. 

Søg via linket senest torsdag den 26. november 2026
Vi holder samtaler løbende og forventeligt i uge 48 og 49.

Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.



Dette jobopslag fra Københavns Kommune er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Københavns Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (64942212)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Københavns Kommune
Søg på virksomhedens side