Technical Manager, Industry
Har du en stærk teknisk forståelse og lyst til at arbejde med kundetilpassede løsninger til internationale industriprojekter?
Kingspan LOGSTOR er især kendt for vores præisolerede rørsystemer til fjernvarme. Men vores løsninger anvendes også inden for en lang række industrielle områder – herunder procesanlæg, olie- og gastransport, industriel køling, dampanlæg og højtemperaturinstallationer.
Det er netop inden for dette område, at vi søger en Technical Manager, Industry, som kan kombinere teknisk ekspertise med kommerciel forståelse og være med til at udvikle de rette løsninger til vores kunder.
Du får en central rolle som teknisk sparringspartner for vores salgsorganisation og kunder. Du bliver involveret i projekterne fra de indledende tekniske drøftelser og valg af løsninger til tilbudsgivning og klargøring til implementering.
Vi forventer ikke, at du kender vores produkter fra første dag. Du får en grundig introduktion og oplæring i vores løsninger. Det vigtigste er, at du har et solidt teknisk fundament og lyst til at udvikle dig i krydsfeltet mellem teknik og salg.
Arbejdssted: Løgstør (Danmark), Hamborg (Tyskland) eller Schlesien (Polen). Vi søger én medarbejder, som kan have base på en af de tre lokationer.
Din rolle og dine ansvarsområder
Som Technical Manager, Industry får du en vigtig rolle i at omsætte teknisk viden til konkrete, kundetilpassede løsninger. Du arbejder tæt sammen med vores salgsorganisation, kunder og interne specialister og bidrager med teknisk rådgivning gennem hele projektforløbet.
Dine primære arbejdsopgaver vil være at:
- Understøtte salgsorganisationen gennem hele salgsprocessen – fra de første tekniske drøftelser til udarbejdelse af løsninger, tilbud og ordreindgåelse.
- Deltage i tekniske møder med kunder, rådgivere og entreprenører.
- Udarbejde tekniske beregninger, herunder termiske og hydrauliske beregninger, dimensionering og tryktabsberegninger.
- Udvikle og kvalitetssikre tekniske løsninger, specifikationer og tegninger.
- Rådgive om valg af materialer og systemkonfigurationer med udgangspunkt i kundernes behov.
- Udvikle tekniske løsningskoncepter til blandt andet industriel køling, procesanlæg, olie- og gasinstallationer samt damp- og højtemperatursystemer.
- Koordinere tekniske forhold med vores Engineering-, R&D-, Sourcing- og produktionsafdelinger.
- Bidrage med teknisk support under projekternes gennemførelse samt videndeling og løbende forbedring af vores løsninger.
Dine kvalifikationer
Vi forestiller os, at du har en teknisk uddannelse som eksempelvis maskiningeniør, energiingeniør, procesingeniør eller en tilsvarende teknisk baggrund.
Du har en god teknisk forståelse og gerne erfaring med rørsystemer, industrielle installationer eller lignende tekniske løsninger. Du behøver ikke at have erfaring fra vores branche, men du skal have lyst til at lære vores produkter og deres anvendelsesmuligheder at kende.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har kendskab til tekniske beregninger inden for eksempelvis hydraulik, varmeisolering, dimensionering og tryktab.
- Kan læse og arbejde med tekniske tegninger, specifikationer og dokumentation.
- Har erfaring med Microsoft 365 og gerne CAD-software eller andre tekniske beregningsværktøjer.
- Arbejder analytisk, struktureret og løsningsorienteret.
- Trives med selvstændigt ansvar og samarbejde på tværs af fagområder.
- Er en stærk kommunikator, der kan omsætte tekniske problemstillinger til konkrete løsninger i dialogen med kunder og kolleger.
- Behersker engelsk på et godt niveau, både skriftligt og mundtligt.
Det er en fordel, hvis du taler tysk eller et skandinavisk sprog.
Stillingen indebærer rejseaktivitet på minimum 30 dage om året.
Vi tilbyder
Hos Kingspan LOGSTOR bliver du en del af en international virksomhed med stærke tekniske kompetencer og gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Du får en alsidig rolle med stor kontaktflade og mulighed for at arbejde med spændende internationale projekter, hvor du kan bringe din tekniske viden i spil og være med til at udvikle løsninger, der skaber værdi for vores kunder.
Du bliver samtidig en del af et samarbejdsorienteret arbejdsmiljø, hvor vi deler viden, tager ansvar og arbejder sammen om at finde de bedste løsninger.
Er du vores nye kollega?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores Sales Director, Industry, Morten Engelsen, på telefon +45 99661171.
Send din ansøgning via linket hurtigst muligt. Vi afholder samtaler løbende og ser frem til at høre fra dig.
Dette jobopslag fra LOGSTOR DENMARK HOLDING ApS er hentet fra Varbi. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.
Rekrutterer du for LOGSTOR DENMARK HOLDING ApS? Slå job op gratis på jajob.dk.
Om denne arbejdsgiver
- Verificeret CVR (35375627)
- Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
