Implementerings- og forvaltningskonsulent til Fællesoffentlig Behandlingsplatform

Region Syddanmark

Fra HR-Manager

Motiveres du af at skabe struktur, få processer til at fungere i praksis og være med til at bygge en ny forvaltning op?

Center for Digital Psykiatri søger en implementerings- og forvaltningskonsulent til Fællesoffentlig Behandlingsplatform (FOB). FOB skal understøtte digital behandling på tværs af regioner og kommuner, og skal bringe sundhedsvæsnet i stand til at levere sundhedsydelser tættere på borgerne.

Vi står foran en vigtig fase, hvor løsningen skal afprøves med de første anvendere, samtidig med at fundamentet for den fremtidige forvaltning skal etableres.

Vi søger dig, der har nogle års erfaring fra en drifts- eller forvaltningsorganisation, og som ved, hvor stor forskel tydelige processer, gode instrukser og systematisk opfølgning gør i hverdagen.

Du behøver ikke være ekspert i systemforvaltning fra dag ét. Det vigtigste er, at du er struktureret, serviceminded og skriftligt stærk, og at du motiveres af at være med til at bygge noget op og få det til at fungere i praksis.

Om stillingen og dine arbejdsopgaver

Du bliver en del af FOB-projektet på et tidspunkt, hvor løsningen skal bevæge sig fra udvikling til konkret anvendelse og senere forvaltning.

En af dine centrale opgaver bliver at understøtte opbygningen af FOB's forvaltning. Sammen med projektgruppen skal du være med til at omsætte den overordnede governance til konkrete processer, instrukser, retningslinjer og arbejdsgange. Målet er at skabe en forvaltning, hvor ansvar og arbejdsformer er tydeligt beskrevet.

Du får samtidig en vigtig rolle i gennemførelsen af pilotafprøvningen af FOB. Her skal du hjælpe med at koordinere aktiviteter, understøtte den første anvender og sikre, at erfaringerne bliver samlet op og omsat til bedre processer og arbejdsgange.

Du vil arbejde tæt sammen med FOB's projektleder, Product Owner og øvrige projektteam, og får samtidig selvstændigt ansvar for dele af forvaltnings- og implementeringsopgaven.

Dine vigtigste opgaver vil blandt andet være at:

  • Bidrage til opbygningen af FOB's forvaltning. Du hjælper med at beskrive roller, ansvar, processer og samarbejdsformer og med at omsætte governancemodellen til noget, der fungerer i den daglige drift.
  • Udarbejde instrukser og dokumentation. Du skriver og vedligeholder blandt andet vejledninger, procesbeskrivelser, instrukser og retningslinjer for anvendelse og forvaltning af FOB.
  • Understøtte gennemførelsen af piloten. Du koordinerer aktiviteter, følger op på aftaler og hjælper med at samle erfaringer fra de første organisationer, der tager løsningen i brug.
  • Hjælpe nye anvendere godt i gang. Du understøtter onboarding og implementering og bliver en vigtig kontaktperson for organisationer og medarbejdere, der skal lære FOB at kende.
  • Skabe struktur og fremdrift. Du holder overblik over opgaver, beslutninger og udeståender og sikrer, at der bliver fulgt op og dokumenteret.
  • Understøtte samarbejdet omkring FOB. Du får en bred kontaktflade og skal bidrage til gode samarbejder mellem fagpersoner, ledere, projektorganisation, kommunale og regionale aktører og øvrige samarbejdspartnere.

Vores forventninger til dig

Din konkrete uddannelsesbaggrund er mindre vigtig for os end din erfaring og din måde at arbejde på.

Vi forestiller os, at du har nogle års erhvervserfaring og kender til hverdagen i en drifts- eller forvaltningsorganisation. Du kan eksempelvis have erfaring fra sundhedsvæsenet, offentlig administration, systemforvaltning, implementering eller digitalisering.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • har erfaring med drift, forvaltning, implementering eller lignende
  • arbejder struktureret, kan skabe overblik og følger opgaver helt til dørs
  • forstår værdien af gode processer, klare ansvarsfordelinger og velbeskrevne arbejdsgange
  • skriver klart, præcist og modtagerorienteret
  • er god til at samarbejde, er serviceminded og trives med at hjælpe andre godt videre
  • kan navigere i en kompleks og politisk styret organisation
  • har lyst til at være med til at bygge en forvaltning op, hvor ikke alle svar er givet på forhånd.

Det er en fordel, hvis du har erfaring fra sundhedsområdet eller en anden driftsorganisation, hvor digitale løsninger indgår som en del af den daglige opgaveløsning. Kendskab til digital behandling, systemforvaltning, MDR eller usability-test er også en fordel, men ikke et krav.

Du behøver ikke have en teknisk baggrund. Det vigtigste er, at du kan skabe struktur, formulere dig tydeligt og forstå, hvad der skal til for, at processer og løsninger fungerer for de mennesker, der skal bruge dem.

Om Center for Digital Psykiatri

Vi skaber nye veje til bedre mental sundhed. I Center for Digital Psykiatri arbejder vi for, at mennesker med psykiske vanskeligheder får den rette hjælp, når de har brug for den – tidligt, trygt og tilgængeligt.

Vi udvikler og driver digitale tilbud, der spænder fra viden og selvhjælp til psykologisk behandling. Blandt vores tilbud er Mindhelper, Bedre trivsel på sundhed.dk og Internetpsykiatrien. Vi udvikler også digitale redskaber til fagpersoner og arbejder for, at digitale løsninger bliver en del af den samlede hjælp til mental sundhed.

Vi samler mange forskellige fagligheder om en fælles opgave. Psykologer og forskere arbejder tæt sammen med kolleger inden for teknologi, udvikling, administration og drift. Sammen sørger vi for, at digitale løsninger bliver udviklet, taget i brug og fungerer i praksis.

For selv den bedste idé gør først en forskel, når den bliver til noget, mennesker faktisk kan bruge.

Sådan søger du

Vi ønsker ikke en traditionel ansøgning.

I stedet beder vi dig sende dit CV og besvare tre korte spørgsmål. Du må gerne fremhæve dine konkrete erfaringer, refleksioner og måde at arbejde på i besvarelsen.

1. Erfaring med drift og struktur
Beskriv en konkret situation, hvor du har været med til at skabe struktur i en drift, forvaltning eller administrativ proces. Hvad var udfordringen, hvad gjorde du, og hvad blev resultatet?
Maks. 200 ord.

2. Hvordan vil du gribe opgaven an?
Du bliver en del af et projekt, hvor en ny digital løsning skal i pilotdrift. Roller, arbejdsgange og instrukser er kun delvist beskrevet. Hvad vil du prioritere i de første 4-6 uger?
Maks. 150 ord.

3. Hvad motiverer dig?
Hvad tiltaler dig ved opgaven om at bygge en ny forvaltning op – og hvad skal der være i dit arbejdsliv, for at du trives og gør dit bedste arbejde?
Maks. 100 ord.

Dit CV og dine besvarelser er din ansøgning til stillingen. Du skal derfor ikke sende en traditionel motiveret ansøgning.

Du er velkommen til at kontakte funktionsleder Thomas Lambertsen Binzer på 23 60 65 96 eller thlb@rsyd.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.

 

Arbejdssted: Center for Digital Psykiatri, Hospitalsringen 90, 5260 Odense S (Nyt OUH)

Ansættelse: Stillingen er på 37 timer ugentligt og er tidsbegrænset til 1 år med mulighed for forlængelse. Ansættelse sker efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist: søndag den 6. december 2026

Samtaler: forventes afholdt onsdag den 11. december 2026

Opstart: 1. februar 2027 eller hurtigst muligt.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension under Administrations- og IT-personale m.fl. - overenskomst 32.01.1 - løn pr. 01.10.2026

Vi er åbne for andre faggrupper.

Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.

Se startløn for stillingen: Startløn for stillinger i Region Syddanmark

Dette jobopslag fra Region Syddanmark er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Region Syddanmark? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29190909)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Region Syddanmark
Søg på virksomhedens side