Vil du tæt på praksis eller tæt på behandlingsopgaven sammen med dine PPR-kollegaer i Dagtilbud og Skole?
PPR Egedal søger psykologer eller kandidater i pædagogisk psykologi til et arbejdsliv helt tæt på praksis.
En hverdag helt tæt på
Den ene dag er du måske med på stuen, hvor en børnegruppe bygger en hule. Du bemærker at nogle børn hurtigt finder en vej ind i legen, mens andre ikke får samme mulighed for at være med. En anden dag sidder du måske over for en ung eller står overfor en gruppe forældre i et behandlingsforløb. Her er opgaven en anden, men nysgerrigheden den samme.
Hvad er vigtigt for børnegruppen eller den unge? Hvad sker der i de sammenhænge, de er en del af? Hvad kan familien, den unge, børnene i børnegruppen og de professionelle omkring dem få øje på sammen, og hvordan kan det, vi får øje på, være med til at åbne nye muligheder for kompetent deltagelse?
I Egedal PPR kan din hverdag rumme begge dele. Du kan samarbejde helt tæt på praksis i dagtilbud og skole, være en del af den tidlige behandling i vores lettilgængelige behandlingstilbud – eller arbejde med begge dele.
Du bruger din faglighed til at udvide mulighederne for deltagelse
I PPR Egedal undersøger og udvikler vi sammen med børn, familier og professionelle de relationer, der opstår mellem aktiviteter, rammer, forventninger og mennesker. Vi undersøger de relationer og betingelser i miljøet, der former, hvordan fællesskaberne bliver til, og hvilke muligheder de skaber for deltagelse, faglig udvikling, socialisering og spejling.
Det blik tager du med ind i samarbejdet med de voksne omkring børnene og de unge. Med observationer, spørgsmål og faglig viden bidrager du til, at I sammen får øje på, hvad der konkret kan ændres i praksis for at udvide børnenes og de unges muligheder for deltagelse. I omsætter det til handlinger og følger nysgerrigt og systematisk op på, hvilken forskel de gør.
Fælles om opgaven
I PPR Egedal bliver du en del af et arbejdsfællesskab på tværs af Dagtilbud og Skole, hvor opgaven samler os, og forskellige faglige perspektiver hjælper os til at finde flere handlemuligheder. Her får du plads til at bruge din faglige dømmekraft og tage ansvar for opgaven sammen med dine kolleger.
Mulighed for en tydelig behandlingsprofil
Hvis du er optaget af behandlingsarbejde, kan det lettilgængelige behandlingstilbud udgøre en væsentlig del af din opgaveportefølje. Omfanget tilrettelægges med blik for dine kompetencer og interesser for de opgaver, vi sammen skal lykkes med.
I Egedal omfatter behandlingsarbejdet både individuelle samtaleforløb og gruppeforløb. Arbejdet tager afsæt i barnets og familiens hverdag og tænkes sammen med øvrige kommunale indsatser og, når det er relevant, samarbejdet med børne- og ungdomspsykiatrien.
Det får du hos os
· Kontinuerlig intern og ekstern supervision, så der er rum til faglig refleksion, udvikling og nye handlemuligheder.
· En mentor de første tre måneder, så du får en ordentlig vej ind i opgaverne, samarbejderne og organisationen.
· Et arbejdsfællesskab, hvor sparring, tvivl og faglig uenighed forventes at blive bragt i spil som en del af den fælles opgaveløsning.
· Fleksibilitet og indflydelse på tilrettelæggelsen af din arbejdsdag.
- For psykologer er der god mulighed for at indgå i et uddannelsesforløb relateret til praksisuddannelsen efter særskilt aftale.
Vi vil gerne høre fra dig
Fortæl os, hvad du er fagligt optaget af, og hvordan du bruger din viden sammen med andre. Gerne med et konkret eksempel på et samarbejde, der åbnede nye handlemuligheder, og hvad du selv blev klogere på undervejs.
Der er ingen forventninger om at du skal komme med alle svarene. Men du skal have lyst til at undersøge spørgsmålene, tage ansvar og være med til at udvikle vores fælles praksis.
Det praktiske
Stillingerne er på fuld tid med tiltrædelse Januar 2027 eller efter aftale. Løn og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst.
Du bliver en del af PPR i Dagtilbud og Skole på Egedal Rådhus ved Egedal Station. Her mødes vi ofte over frokosten, en snak i køkkenet, i strikkeklubben eller gennem den årlige skridttællerkonkurrence.
Send gerne din ansøgning allerede nu. Vi indkalder løbende og holder bl.a. samtaler den 24. november.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.
Vil du høre mere om opgaverne, samarbejdet eller mulighederne i PPR Egedal, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Camilla Wegersleff Jensen på 23 11 20 28 eller psykolog og TR Katrine Schrøder på 72 59 65 46.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Dette jobopslag fra Egedal Kommune er hentet fra Emply. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.
Rekrutterer du for Egedal Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.
Om denne arbejdsgiver
- Verificeret CVR (29188386)
- Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
