AI Compliance Officer til Københavns Universitet

Københavns Universitet, KU - FA - Kbh K

Fra Jobnet
Vil du være med til at skabe rammerne for ansvarlig anvendelse af AI på et af Europas førende universiteter?

Kontoret for Forskningscompliance ved Københavns Universitet søger en AI Compliance Officer, der vil spille en central rolle i udviklingen af universitetets AI-governance og implementeringen af regulatoriske krav.

Du bliver en del af et tæt samarbejde mellem Compliance-kontoret og KU's nyetablerede AI-kontor, som arbejder med at understøtte ansvarlig, sikker og værdiskabende anvendelse af AI på tværs af forskning, uddannelse og administration.

Du får en central rolle i udviklingen af KU's samlede AI-governance og skal bidrage til, at universitetets anvendelse af AI sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, etiske principper og krav til forskningsintegritet, sikkerhed og databeskyttelse.


Dine opgaver

  • I samarbejde med AI-kontoret, DPO, CISO, og KU IT medvirker du til udvikling af politikker, standarder og vejledninger for ansvarlig AI-anvendelse.
  • Etablere og videreudvikle processer for vurdering, godkendelse og løbende governance af AI-løsninger.
  • Bidrage til risikovurderinger af AI-systemer med fokus på databeskyttelse, informationssikkerhed, forskningsintegritet og etiske hensyn.
  • Rådgive viceprorektor for AI og KU’s forskere om compliancekrav og etiske hensyn i anvendelse af AI-modeller og -løsninger, samt rådgive relevante fora på universitet, herunder Styregruppen for AI i universitetsadministrationen.
  • Overvåge udviklingen inden for AI-regulering og omsætte nye krav til praksis, retningslinjer og anbefalinger på KU.


Vi forventer, at du

  • har en relevant videregående uddannelse, fx inden for jura, IT eller informationssikkerhed.
  • kan navigere sikkert i krydsfeltet mellem teknologi, jura, informationssikkerhed og organisation.
  • har erfaring med AI og de regulatoriske og etiske problemstillinger, AI rejser
  • kan analysere komplekse problemstillinger og har erfaring med at oversætte komplekse compliancekrav til politikker, retningslinjer og kontrolforanstaltninger i en kompleks, politisk-styret organisation med mange interessenter
  • kan skabe struktur, fremdrift og overblik i opgaver med mange interessenter.
Det er en klar fordel, hvis du har erfaring med GDPR og AI Act samt informationssikkerhed og risikostyring.

Personligt er du

  • nysgerrig på teknologi og dens betydning for organisationer og samfund
  • god til at trives i et tværgående samarbejde med forskellige fagligheder og interessenter.
  • selvstændig, struktureret og løsningsorienteret
  • god til at kommunikere på både dansk og engelsk

Derfor skal du vælge os

Du får mulighed for at være med til at definere, hvordan ansvarlig AI skal omsættes til praksis på et internationalt forskningsuniversitet.

Samtidig bliver du en del af et stærkt fagligt miljø, hvor samarbejde, videndeling og høj kvalitet er centrale værdier. Du får en arbejdsplads i historiske omgivelser i centrum af København.



Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen forventes besat som special- eller chefkonsulent i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC. Der vil være mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer. Stillingen er 37 timer om ugen.

Arbejdssted: Compliance-kontoret, KU FORSK, Nørregade 10, 1165 København K.

Startdato: 15. januar eller snarest muligt derefter.

Når du skal tilknyttes Københavns Universitet, eller på anden måde have adgang til Københavns Universitets forskning, kan det være påkrævet at gennemgå en baggrundsscreening. Formålet er at værne om Københavns Universitets sikkerhed og forskningsintegritet.

Københavns Universitet har etableret en ny fælles administrativ organisering, som fortsat implementeres. Det indebærer løbende forandringer og udvikling af bl.a. arbejdsgange og samarbejdsflader.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Kim Brinckmann, Forskning og informationssikkerhed, +45 2913 2610, kim.brinckmann@adm.ku.dk.

Søg stillingen

Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med bilag via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget) senest 25. november 2026.

Ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 49 & 50.

Københavns Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen uanset personlig baggrund.





Dette jobopslag fra Københavns Universitet er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Københavns Universitet? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29979812)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Københavns Universitet
Søg på virksomhedens side