Nattevagt til forsorgshjemmet Solvang
Trives du med natarbejde og motiveres du af at skabe tryghed og stabilitet for vores beboere? Så er du måske vores nye nattevagt på Solvang i Glostrup. Stillingen er som vågen nattevagt, og du vil altid være på vagt sammen med en kollega.
På Solvang arbejder vi hver dag for at skabe muligheder for forandring for mennesker i udsatte livssituationer. Vores opgave er at skabe et trygt og roligt sted at være, hvor beboerne kan finde fodfæste og få støtte til at komme videre mod en mere permanent bolig og et liv med større trivsel.
Hvem er vi?
Solvang er et §110-tilbud under Center for Forsorg og Behandling, som er en del af Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden. Vi har plads til 28 beboere.
Vi tilbyder midlertidigt ophold til voksne mennesker, som er hjemløse eller ikke har mulighed for at opholde sig i egen bolig. Beboerne har ofte forskellige sociale udfordringer og kan samtidig have psykiske udfordringer og/eller et problematisk brug af rusmidler.
Vi er 19 engagerede medarbejdere med forskellige socialfaglige baggrunde. Vi bruger vores forskellige fagligheder aktivt og lægger vægt på at hjælpe hinanden og skabe en god hverdag for både beboere og kollegaer.
Vi arbejder ud fra Housing First og Recovery, hvor kontakten til den enkelte beboer er vigtig. Vi tror på, at mennesker kan udvikle sig, og at vi gennem en respektfuld, nysgerrig og anerkendende tilgang kan være med til at understøtte den enkelte i at komme videre.
Vi har en række samarbejdspartnere, blandt andet psykiatrien, jobkonsulenter, kommuner og vores eget §85a-støttekorps.
Dine opgaver
Du vil blandt andet skulle:
- Skabe tryghed og ro for beboerne i aften- og nattetimerne
- Være tilgængelig for støtte og vejledning ved behov
- Dokumentere relevante informationer og indsatser
- Bidrage til en god overgang mellem aften-, nat- og dagvagt
- Varetage praktiske driftsopgaver, som er med til at få huset til at fungere, herunder lettere rengøring og andre praktiske opgaver.
Nattevagtens primære opgave er at sikre ro, tryghed og stabilitet for beboerne. Du vil være til stede, hvis en beboer har brug for en snak eller støtte, og du skal kunne håndtere situationer, der opstår, på en rolig og professionel måde.
Vi forestiller os, at du
- Har erfaring med og/eller lyst til natarbejde
- Gerne har en socialpædagogisk eller socialfaglig erfaring
- Har interesse for mennesker i udsatte positioner og gerne erfaring med målgruppen
- Har lyst til at arbejde relationelt og pædagogisk med mennesker med forskellige behov
- Kan møde beboerne med respekt, rummelighed, tydelighed og et positivt menneskesyn
- Kan være nærværende og skabe ro – også når en situation bliver svær
- Har fagligt engagement og en professionel tilgang til beboere og kollegaer
- Har gode skriftlige færdigheder og kan dokumentere relevante observationer
- Har overblik og kan handle selvstændigt
- Kan tage ansvar for både pædagogiske og praktiske opgaver
- Trives med, at nattevagten også indeholder forskellige drifts- og praktiske opgaver
Det er en fordel, hvis du har erfaring med NADA, Recovery, MI (Motiverende Samtale), men det er ikke et krav.
Vi lægger vægt på, at du kan reflektere over egen praksis og kan vurdere, hvornår du selv skal handle, og hvornår en situation skal gives videre til kollegaer eller samarbejdspartnere.
Vi tilbyder:
- Et spændende og meningsfuldt arbejde, hvor du kan gøre en forskel for mennesker i en svær livssituation
- En arbejdsplads, hvor kontakt, nærvær og pædagogik er en vigtig del af hverdagen
- Ansvar for egne opgaver og mulighed for at være med til at præge, hvordan vi løser dem
- En kollegagruppe med stor viden og erfaring på det sociale område
- En organisation med fokus på faglighed, udvikling og læring
- Et godt kollegialt fællesskab med plads til åben dialog, humor og forskellige perspektiver
- En arbejdsplads, hvor vi hjælper hinanden og har fokus på både beboerne og arbejdsmiljøet
Center for Forsorg og Behandling
Vi består af:
- Hjemløseindsats, hvor vi har tre §110-tilbud: Skansegården, Solvang og et ungetilbud i Birkerød. Vi har i alt 120 pladser til borgere ramt af hjemløshed. Derudover har vi §85a-støtteforløb, hvor vi arbejder med CTI og ICM med borgere, der flytter i egen bolig
- Behandling, hvor vi tilbyder ambulant rusmiddelbehandling til borgere med stof- og alkoholafhængighed. Vi har to ambulatorier, der ligger i henholdsvis Hillerød og Hørsholm
- ANT-kurser – Alkohol, Narko og Trafik – for borgere, der har fået kørselsforbud eller en betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet
- Kursusvirksomheden, hvor vi tilbyder kurser målrettet det socialfaglige og pædagogiske felt, herunder uddannelser i den kognitive og narrative metode samt kurser i MI (Motiverende Samtale)
Vi har fokus på flere forskellige faglige perspektiver på det liv, den enkelte borger står i. Vi arbejder både med rusmiddelbehandling, socialpædagogiske indsatser og støtte til borgere, der er ramt af hjemløshed. Vi tror på værdien af et tæt samarbejde på tværs af fagligheder og med kommuner, psykiatri, hospitaler og andre samarbejdspartnere. På den måde kan vi være med til at skabe en mere helhedsorienteret indsats omkring den enkelte borger.
Du kan læse mere om Center for Forsorg og Behandling på www.densocialevirksomhed.dk/cfb
Praktiske oplysninger
Arbejdstiden er 31,5 timer i gennemsnit om ugen i tidsrummet kl. 22.30 – 07.30. Der arbejdes i en 7/7 ordning, hvor der enten arbejdes i lige eller ulige uger.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst på baggrund af evt. uddannelse.
- Tilsynsførende assistenter for forsorgshjem - overenskomst 32.35.1
Tiltrædelse:
Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2027 eller snarest muligt.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 19. november 2026.
Samtaler forventes afholdt onsdag den 25. november 2026.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, eller vil du gerne høre mere om hverdagen på Solvang, er du meget velkommen til at kontakte souschef Henriette Nielsen tlf. 21769017. Vi glæder os til at høre fra dig.
Bemærk: Vi er en røgfri arbejdsplads. Ansættelsen er betinget af tilfredsstillende straffeattest og referencer.
Dette jobopslag fra Region Hovedstaden er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.
Rekrutterer du for Region Hovedstaden? Slå job op gratis på jajob.dk.
Om denne arbejdsgiver
- Verificeret CVR (29190623)
- Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
