Vil du være med til at forme fremtidens prøver?

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, København, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Fra HR-Manager

Prøver og eksamener er vigtige milepæle i elevernes uddannelse. I en tid, hvor kunstig intelligens og nye digitale muligheder forandrer rammerne for prøver og eksamener, er det vigtigere end nogensinde at sikre høj kvalitet og en professionel afvikling. Det kræver både sikker drift, blik for detaljen og evnen til at håndtere udfordringer, når de opstår.

 

Har du lyst til at tage ansvar for, at prøver og eksamener i folkeskolen og på gymnasierne fungerer i praksis, og samtidig bidrage til udviklingen af fremtidens prøver? Så er du måske en af vores nye kollegaer i Kontor for Prøver, Eksamen og Test.

 

 

Om arbejdsopgaverne

Prøve- og eksamensområdet har stor opmærksomhed både fra politikere, institutioner og elever. Vi arbejder aktivt med at udvikle prøveafholdelsen, så vi kan imødekomme de ønsker og krav, der stilles til os. Vi har travlt med store udviklingsopgaver og vigtige driftsopgaver, og derfor søger vi to nye kolleger, der kan bidrage i vores kontor.   

 

Den ene stilling vil primært knytte sig til prøver på gymnasierne og bl.a. have følgende opgaver:

  • projektledelse af censormødet, hvor de skriftlige censorer mødes og voterer opgavebesvarelserne
  • ansvar for prøverne i udvalgte fag, herunder koordinering på tværs internt i styrelsen
  • dialog med opgavekommissionerne med henblik på produktion af de skriftlige opgaver
  • bidrage til prøveafholdelse i prøveterminerne
  • bidrage til udviklingsopgaver på det gymnasiale område, herunder i relation til AI i prøver.

 

Den anden stilling vil primært knytte sig til prøver i folkeskolen og bl.a. have følgende opgaver:

  • udvikling af folkeskolens prøver, herunder i sammenhæng med fagplanerne
  • bidrage til afvikling og udvikling af de årlige prøver i folkeskolen i samarbejde med opgavekommissioner og skoler
  • strukturere og drive større udviklingsprojekter.

 

Fælles for stillingerne er, at du også vil komme til at: 

  • bidrage til effektiv og målrettet vejledning af skoler og censorer
  • bidrage til struktureret implementering af politiske aftaler
  • medvirke til minister- og ledelsesbetjening af vores direktion, herunder bidrage til effektiv betjening på de store igangværende politiske dagsordener
  • bidrage til besvarelse af spørgsmål fra Folketinget og pressen
  • samarbejde med vores øvrige koncern, herunder Undervisningsministeriets departement og Styrelsen for It og Læring samt øvrige samarbejdspartnere og forsknings- og videnspersoner på prøve- og undervisningsområdet.

 

I kontoret arbejder vi tværgående med prøver, eksamen og test, så du skal forvente, at du kommer til at få opgaver, der også knytter sig til andre uddannelsesområder end henholdsvis gymnasier og folkeskole. Du vil blive en del af et team, men du kan forvente, at du i forbindelse med nogle opgaver, vil komme til at arbejde på tværs af teams.  

 

Vi sætter en ære i at sikre, at alle elever og kursister får prøver af høj kvalitet, og at prøverne gennemføres sikkert og professionelt. Det er et fokus for os, at vi udvikler vores opgavevaretagelse, så den er effektiv, og vi arbejder derfor aktivt med procesoptimering. 

 

Om dig

Vi søger to AC-medarbejdere, der har en relevant videregående uddannelse, fx cand.scient.pol.

Vi forventer, at du:

  • er struktureret og systematisk
  • formår at arbejde selvstændigt
  • er proaktiv og har fokus på procesoptimering, så du kan bidrage aktivt til smidigere arbejdsgange
  • er en dygtig og grundig kommunikator på skrift, da vi er et meget skriftligt kontor
  • har lyst til at arbejde med prøver.

 

Om Kontor for Prøver, Eksamen og Test

Du bliver ansat i Kontor for Prøver, Eksamen og Test, som har det samlede ansvar for prøver, eksamen og test på alle uddannelsesområder under Undervisningsministeriet, dvs. folkeskolen, gymnasier, erhvervsuddannelser, voksenuddannelser og FGU.

 

Vores kontor er organiseret i tre teams, men vi løser opgaver på tværs af teams og i tæt samarbejde internt i kontoret. Vi består af ca. 30 medarbejdere med forskellige fagligheder, og vi arbejder med værktøjer og processer, som understøtter prøve- og eksamensafholdelse, herunder flere forskellige it-systemer. Vi arbejder tæt sammen med de andre kontorer i styrelsen om at sikre sammenhæng mellem prøver og undervisning. Vi har et tæt samarbejde med Styrelsen for It og Læring (STIL) ift. it-løsninger på prøveområdet og om at afholde prøver.

 

Vi har et godt samarbejde i kontoret og en uformel omgangstone – det skal være både fagligt givende og sjovt at gå på arbejde. Vi lægger vægt på at være ordentlige og hjælpsomme over for hinanden i et socialt kollegaskab, internt i kontoret såvel som i vores brede samarbejde i hele koncernen. Samtidig prioriterer vi et stærkt fagligt samarbejde med løbende sparring, hvor vi hjælper hinanden og engagerer os i at gøre en forskel for uddannelsessektoren.

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Du ansættes som udgangspunkt som fuldmægtig efter gældende overenskomst for akademikere i staten . Med de rette kvalifikationer kan indplaceringen ske som specialkonsulent.

 

Forventet tiltrædelse er 1. januar 2027 eller hurtigst muligt.

 

Ansættelsessted: Kalvebod Brygge 47, 1560 København V.

 

Lyder det som noget for dig?

Send din ansøgning, cv og eksamensbevis hurtigst muligt og senest onsdag d. 18. november 2026.

 

Du søger stillingen via linket i annoncen.

 

Vi holder samtaler løbende og opfordrer til, at du søger hurtigt. Der kan indgå case i ansættelsesforløbet. Vi forventer at afholde to samtalerunder.

 

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til, er du velkommen til at kontakte konstitueret teamleder Mads Viskum på telefon 22 40 18 43 eller kontorchef Anders Broholm på telefon 51 72 98 32. Send gerne SMS, så ringer vi dig op.

 

Du kan også læse mere om prøver på gymnasierne her og prøverne i folkeskolen her.

Dette jobopslag fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, København er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, København? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29634750)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, København
Søg på virksomhedens side