Afdelingsleder til Anlægslogistik Øst

Vejdirektoratet – Skanderborg, Vejdirektoratet

Fra HR-Manager

Har du fokus på bygbarhed og flair for lederrollen? Så er du måske vores nye afdelingsleder for en nyoprettet afdeling, Anlægslogistik Øst.

Hos Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje. 

I vores opgaveløsning arbejder vi for at skabe bygbare projekter med fokus på sikkerheden for både de udførende medarbejdere på byggepladsen, ved vejarbejdet og for trafikanterne på vejene. Uanset om vi anlægger nye veje, drifter og vedligeholder, eller sætter rammerne for at andre skal udføre opgaver på statsvejene.

Som afdelingsleder får du ansvaret for 16 faglige medarbejdere, og sammen skal I understøtte, at Vejdirektoratets gennemførelse af anlægs-, drift- og vedligeholdelsesopgaver sker med fokus på såvel et godt og sikkert arbejdsmiljø som fremkommelighed og trafiksikkerhed.

Dine opgaver

”Dette er en stilling i en nyoprettet afdeling, hvor vi ønsker at samle faglighederne indenfor trafikafvikling og arbejdsmiljø. I vores opgaveløsning er der behov for et større fokus på bygbarhed i projekterne, hvorfor arbejdsmiljø og trafikafvikling samles i en ny afdeling,” fortæller områdechef for Entreprisestyring og Myndighed Søren Andersen.

Du vil bl.a. få ansvaret for at:

  • lede 16 medarbejdere, som omfatter ingeniører og specialister
  • løfte faglige problemstillinger og gå i dialog med lederkollegaer og øvrige myndigheder, som Politi og Arbejdstilsynet
  • understøtte både den enkelte medarbejder og løsningen af teamets opgaver
  • understøtte udviklingen af anlægslogistik som et fælles fagområde
  • indgå i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med den samlede ledelsesgruppe for Entreprisestyring og Myndighed i udvikling af området

Din profil

Der kan være flere indgange til jobbet. Men vi forestiller os, at du har en relevant teknisk/akademisk baggrund.

Vi ser derudover gerne, at du:

  • har erfaring med gennemførelse af anlægsprojekter
  • har viden om arbejdsmiljøledelse og gerne erfaring med arbejdsmiljølovgivning, bygherre- og projekteringsansvar
  • har viden om trafikafvikling
  • har en udpræget procesforståelse og erfaring med at agere i en politisk styret organisation
  • er lyttende og samlende
  • har empati og overblik 

Du bliver en del af Vejdirektoratets ledergruppe og du vil referere til Søren Andersen, områdechef i Entreprisestyring og Myndighed. Ledelse i Vejdirektoratet kan karakteriseres ved en uhøjtidelig samarbejdsform, hvor åben dialog, tillid og engagement præger dagligdagen.

Velkommen til Entreprisestyring og Myndighed

Din afdeling, Anlægslogistik Øst, hører under området Entreprisestyring og Myndighed, som står for styring af vores anlægs-, drifts- og vedligeholdelsesentrepriser samt udstedelsen af grave- og rådighedstilladelser på statsvejnettet.   

Du bliver en del af en organisation, hvor fleksibilitet, kompetenceudvikling og arbejdsliv i balance står højt på dagsordenen, og du kommer til at arbejde i en dynamisk matrixorganisation med mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af fagligheden.

Den nyoprettede afdeling for Anlægslogistik Øst består af ca. 16 medarbejdere fordelt på Vejdirektoratets kontorer i Hedehusene og Næstved. 

Løn og ansættelsesvilkår

Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende statslig overenskomst.

Som akademiker ansættes du efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (AC-overenskomst.)

Du lønindplaceres som chefkonsulent med personaleansvar med en basisløn på 769.248 kr. årligt inkl. 18,07% i pension. Du kan se basisløn på side 31 i Statens lønoversigt.

Udover basislønnen er der tilknyttet et fast funktionstillæg til stilling pt. på 77.969,89 kr. inkl. pension årligt. Derudover er mulighed for at forhandle et individuelt kvalifikationstillæg afhængigt af erfaring og kvalifikationer.

Hvis du er kvalificeret til stillingen, men ikke har en akademisk uddannelse, der giver mulighed for ansættelse efter AC-overenskomsten, ansættes og aflønnes du efter den overenskomst og løngruppe, der gælder for din baggrund og uddannelse.

Du vil være omfattet af chefstidsaftalen, hvilket betyder at du modtager 9 ekstra fridage årligt, og at arbejdstiden gennemsnitligt er sat til 38,5 time ugentligt.

Kontakt HR på rekruttering@vd.dk, hvis du har spørgsmål til lønindplacering. Vi gør opmærksom på, at vi kun oplyser startløn/basisløn for stillingen, og at eventuelle tillæg først forhandles i forbindelse med et konkret løntilbud.

Du ansættes med titel som afdelingsleder.

Vejdirektoratet er en styrelse under By-, Land- og Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være By-, Land- og Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil blive ansat i Vejdirektoratet på adressen Guldalderen 12, 2640 Hedehusene.

Hvis du vil vide mere om stillingen…

… er du velkommen til at kontakte områdechef Søren Andersen på 22941968 eller på soan@vd.dk.

Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk under Job og karriere. 

Er du interesseret?

Send din ansøgning senest onsdag d. 22. november 2026. Vi forventer at afholde to samtalerunder og en logik- og personlighedsanalyse. Samtalerne forventes afholdt d. 26. og 27. november samt 8. og 9. december 2026.

Forventet opstartsdato er den 1. februar 2027 eller hurtigst muligt.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv og andre relevante dokumenter. Der vil blive indhentet referencer i ansættelsesprocessen. 

Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.  

Dette jobopslag fra Vejdirektoratet – Skanderborg er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Vejdirektoratet – Skanderborg? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (60729018)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Vejdirektoratet – Skanderborg
Søg på virksomhedens side