Nyoprettet konsulentstilling til understøttelse af lederteamet i Familie- og Handicapafdelingen, Hjørring kommune.

Hjørring Kommune, Administrationscenter Hjørring

Fra Jobnet
Vi etablerer pr. 1. januar 2027 en ny stilling som socialfaglig konsulent, der har det primære formål at understøtte ledelsesteamet i deres opgaveløsning. Konsulenten skal varetage mange af de fagligt-administrative opgaver, som i dag ligger hos vores teamledere. Vi forventer derfor, at du har en socialrådgiver uddannelse, og muligvis også en kandidat i socialt arbejde eller lignende. Du har et indgående kendskab til myndighedsarbejdet i børne- og ungesager – herunder i særdeleshed med indstillinger til børne- og ungeudvalget. Disse erfaringer har du formodentligt fra en konsulent- eller lederstilling på børne- og familieområdet, hvilket er afgørende, da vi har brug for en konsulent, der allerede fra sin opstart kan være med til at gøre en forskel for lederteamet og afdelingen som helhed.

Mange af de opgaver, der skal løses af den nye konsulent, kræver en høj socialfaglighed, en god evne for systematik og overblik, en indgående erfaring med at planlægge, skrive og kvalitetssikre indstillinger til børne- og ungeudvalget, samt gode skriftlige kompetencer og planlægningsevner. Du skal kunne arbejde selvstændigt og indgå i tæt samarbejde med afdelingens lederteam. Derudover skal du samarbejde med afdelingen i øvrigt samt med eksterne parter såsom jurister, DUBU-konsulent, forvaltningens AC-konsulenter mfl.

Du skal dermed kunne trives med en blanding af løbende administrative opgaver, drifts- og udviklings- opgaver, procesfacilitering, samt med at yde faglig sparring til rådgivere og ledere. Alt sammen inden for rammerne af Barnets Lov.


Konkrete opgaver og forventninger til erfaringsniveau:
Vores kommende konsulent skal kunne løse nedenstående opgaver og besidde flg. kompetencer:

  • Have indgående erfaring med at planlægge rådgivers skriveproces for udarbejdelse af indstillinger til Børne- og ungeudvalget, samt gennemlæse og kvalitetssikre det socialfaglige indhold i indstillingerne inden fremsendelse til teamleder og jurister, og yde faglig sparring til rådgivere under hele processen.
  • Have erfaring med at besvare/udfærdige refusionsanmodninger fra/til andre kommuner.
  • Udarbejde klagebesvarelser.
  • Foretage afdelingens ledelsestilsyn og give tilbagemelding herpå i form af faglig sparring til rådgivere samt lederteamet. Vi forventer, at du allerede nu har erfaring med at gennemføre ledelsestilsyn på børne- og familieområdet og kan vurdere, hvilke faglige tiltag, der skal iværksættes på baggrund af tilsynene.
  • Have erfaring med forhandling af kontrakter med eksterne leverandører af hjemmebaserede indsatser.
  • Skal kunne repræsentere lederteamet og afdelingen i div. tværgående udvalg og fora – fx ift. vurdering af specialskoletilbud til anbragte børn, eller som mødeleder for vores samråd for læge, psykiatri og kommune.
  • Varetage div. personale-/administrative arbejdsgange, som fx sikring af feriekoordinering, planlægning af supervision og andre administrative opgaver fra lederteamet.
Teamet og afdelingen:
Du vil blive en del af Tværgående Team, hvor dine 3 kolleger arbejder med forskellige tværgående opgaver, projektledelse, faglig sparring, faglig analyse og koordinering på hver deres specifikke område.

Familie- og Handicapafdelingen består af flg. teams: Spæd- og småbørnsteamet, 2 Børneteams, Ungeteamet, Handicap- og Underretningsteamet, Familieplejespecialet samt Tværgående Team. Derudover har vi 5 teamledere samt en afdelingsleder, som den socialfaglige konsulent refererer til.

I Familie- og Handicapafdelingen har vi et stærkt arbejdsfællesskab kendetegnet ved tillid, dialog og arbejdsglæde, og vi er en afdeling med dygtige medarbejdere og ledere, der gerne yder en ekstra indsats for hinanden og for opgaven.


Du kan forvente, at:

  • Du får en grundig introduktion til konsulentrollen og opgaverne heri.
  • Du bliver en del af et mindre team, og får et meget tæt samarbejde med ledelsesteamet.
  • Du får gode kollegaer med et godt sammenhold, og at vi er fagligt engagerede og trives på vores arbejdsplads.
  • Vi giver dig tæt sparring, støtte og opbakning.
  • Vi tilbyder en høj grad af frihed under ansvar - fx i forhold til fleksibel arbejdstilrettelæggelse og hjemmearbejde, så arbejdsliv og privatliv kan hænge sammen, så længe det er foreneligt med kerneopgaveløsningen.
  • Du får et meningsfuldt arbejde med høj grad af ansvar og medindflydelse.
  • Du får en afvekslende og udfordrende arbejdsdag med mulighed for faglig og personlig udvikling.
  • Du får gode muligheder for tværfaglige og tværgående samarbejdsrelationer på tværs af sektorer.
  • Du får en arbejdsplads, hvor faglighed og et godt arbejdsmiljø altid er i højsædet.
  • Gode muligheder for at præge udviklingen af stillingen.
Da stillingen er nyetableret, må du forvente, at du sammen med lederteamet løbende justerer stillingens indhold og opgaveløsning. Derudover forventes det, at du og en anden af vores socialfaglige konsulenter på sigt skal kunne varetage hinandens opgaver, så begge konsulenter fx kan lave ledelsestilsyn, kvalitetssikre indstillinger til Børne- og ungeudvalget, kan facilitere workshops og udarbejde administrationsgrundlag mv., så disse to stillingers samlede opgaveportefølje kan løses af begge konsulenter tilsammen.



Værdier, kerneopgave og retning:
I Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har vi en fælles defineret kerneopgave; ”Sammen skaber vi udvikling, læring og trivsel for børn, unge og familier”.

Vi har ligeledes et fælles værdigrundlag; Vi gør det – sammen!

Og på vores Børne- og familieområde arbejder vi ud fra en grundfortælling, der guider os som et kompas, når vi sammen med vores samarbejdspartnere, barnet, den unge og familierne bevæger os imod et mere fællesskabende børne- og familieområde: Læs mere her.

Vi arbejder (selvfølgelig) med høj grad af inddragelse af barnet, familien, netværket og ikke mindst de professionelle fagpersoner omkring barnet ud fra den løsningsfokuserede metode Signs of Safety samt ud fra Laura Lundys inddragelsesmodel. Vi anvender ICS (Integrated Children's System) som socialfaglig metode, og vores IT-fagsystem er DUBU, som det vil være en fordel, at du har kendskab til.


Links:

  • Hjørring Kommunes Børne-, Unge- og Familiepolitik: Læs mere her
  • Fælles Børn – Fælles Indsats: Læs mere her
  • Forebyggelses- og indsatspolitikken: Læs mere her
  • Ungegarantien: Læs mere her
  • Hjørring Kommune har røgfri arbejdstid. Det betyder, at medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden - hverken inde eller ude. Læs mere her: Røgfri arbejdstid


Praktiske oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Hvis du er interesseret i at vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Gitte Schimmell på tlf.: 4122 3534. Du er velkomen til at sende en sms mhp. at aftale tidspunkt for en telefonsamtale.

Forud for endelig ansættelse i stillingen indhentes børne- og straffeattest samt reference ved tidligere arbejdsgiver.

Ansøgningsfrist den 16. november 2026.
Samtaler afholdes d. 30. november 2026. Der forventes at blive indkaldt til samtale via mail d. 19. november 2026.


Send ansøgning online
Du sender din ansøgning, CV og relevante bilag via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen ved at trykke på knappen "Søg stillingen".

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Dette jobopslag fra Hjørring Kommune er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Hjørring Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29189382)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Hjørring Kommune
Søg på virksomhedens side