Engageret vagt- og servicemedarbejder til Retten i Glostrup

Danmarks Domstole

Fra HR-Manager

Vi søger en dygtig og ansvarsbevidst vagt- og servicemedarbejder til vores administrationsafdeling ved Retten i Glostrup. Du bliver en del af en velfungerende afdeling med 18 engagerede kollegaer og en del af Danmarks næststørste byret.

Retten i Glostrup har permanent adgangskontrol, og vi lægger stor vægt på at skabe trygge rammer og yde en professionel og imødekommende service for rettens brugere, besøgende og ansatte.

Stillingen forudsætter, at du trives med en varieret hverdag, hvor du tager ansvar og bidrager aktivt til opgaveløsningen.

Opgaverne er alsidige og din primære opgave er at varetage sikkerhedskontrollen ved rettens indgang samt klargøring i retssale og mødelokaler

Derudover er der følgende opgaver:

  • Vagtfunktion i forbindelse med retssager og retsmøder
  • Rundering i og omkring rettens bygninger
  • Håndtere vidner og sikre ro og tryghed for alle
  • Varetage håndværksmæssige opgaver
  • Indkøb af kontorartikler og diverse
  • Bygningsvedligeholdelse
  • Forskellige praktiske opgaver, herunder oprydning af depoter og andre småreparationer
  • Lettere kontorarbejde
  • Sammen med dine nærmeste kolleger på skift dække vagtfunktionen ved grundlovsforhør i weekender og på helligdage

Vi tilbyder:

  • Et spændende og afvekslende job med mulighed for at udvikle sig
  • Daglig kontakt til rettens brugere
  • Kompetenceudvikling, herunder tilbud om kurser
  • Tæt samarbejde med kollegaer og eksterne samarbejdspartnere
  • Flekstidsordning, massageordning, samt kaffe og frugtordning

Retten i Glostrup har ca. 140 medarbejdere. Vi ligger 5 minutters gang fra Glostrup Station og har gode parkeringsforhold, hvis du er i bil. Hvis du cykler, har vi gode badeforhold. Vi har en velfungerende personaleforening, der arrangerer aktiviteter efter arbejdstid i løbet af året.

Vi forventer, at du:

  • Er proaktiv
  • Har gode samarbejdsevner og et højt humør
  • Er vant til at yde en god service
  • Kan arbejde selvstændigt og ansvarsbevidst
  • Har en rolig og venlig udstråling samt fremtræder med autoritet
  • Har erfaring med vagt- og serviceopgaver

Vær opmærksom på at rød-grøn farveblindhed er en hindring for at kunne betjene vores røntgenskanner.

Løn og ansættelsesvilkår:

Jobbet er med tiltrædelse 1. januar 2027.  Arbejdstiden er 37 timer om ugen med flekstidsordning.

Stillingen er på fuld tid og forventes besat i henhold til OAO-S-fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og OAO (Offentlige Ansattes Organisationer) samt organisationsaftalen for vagtfunktionærer i staten. Aflønning vil ske efter løngruppe 3 som er kr. 28.138,42 pr. måned eksl. pension. Der vil eventuelt være mulighed for at forhandle et mindre personligt tillæg afhængig af dine faglige kvalifikationer og forudgående erfaring.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde din sikkerhedsgodkendelse under hele din ansættelse.

Yderligere oplysninger:

Vi skal have modtaget din ansøgning i rekrutteringssystemet senest den 17. november 2026 kl. 12. Vi skal som minimum have din motiverede ansøgning og dit CV, men vi vil også gerne læse udtalelser og relevante eksamenspapirer m.v.

Ansættelsessamtaler bliver afholdt i uge 48.

Hvis du vil vide mere om stillingen kan du kontakte vagtkoordinator Philip Jensen på tlf. 43231429.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold m.v.

Du kan se mere på www.domstol.dk/glostrup

Danmarks Domstole er den tredje statsmagt og dermed uafhængig af politiske interesser. Vi værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed. Domstolene pålægger straf og afgør tvister mellem personer, virksomheder og myndigheder. Det er også domstolene, der afgør fogedsager og skiftesager samt står for tinglysning af rettigheder. Danmarks Domstole består af Højesteret, to landsretter, Sø‐og Handelsretten, Tinglysningsretten og 24 byretter. Hertil kommer retsvæsenet på Færøerne og i Grønland, Procesbevillingsnævnet, Ungdomskriminalitetsnævnet og Domstolsstyrelsen. Vi beskæftiger i alt ca. 2.600 medarbejdere. Vores værdier er ansvarlighed, respektfuld behandling, troværdighed samt åbenhed og lydhørhed.

Dette jobopslag fra Danmarks Domstole er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Danmarks Domstole? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Danmarks Domstole
Søg på virksomhedens side