Erfarne jurister med interesse for offentlig gældsinddrivelse og forvaltningsret

Skatteforvaltningen

Fra HR-Manager

Er du erfaren jurist og har et godt kendskab til offentlig ret og forvaltningsret? Vil du arbejde med og rådgive om komplekse juridiske problemstillinger i et stærkt fagligt miljø, hvor retssikkerhed og myndighedsrollen er i centrum? Så er det måske dig, vi søger!

Juraen bag gældsinddrivelsen
I stabskontoret Jura, virksomheder håndterer vi de juridiske spørgsmål, der opstår, når Gældsstyrelsen inddriver gæld. Det indebærer fx afklaringer i forhold til gældsinddrivelsesloven og samspillet med den lovgivning, der regulerer de mange forskellige offentlige fordringshavere, Gældsstyrelsen inddriver gæld for. Derudover er forvaltningsretten fundamentet for vores virke som offentlig myndighed, og den spiller derfor en central rolle i alle vores leverancer.

Som vores nye kollega får du en nøglerolle i at finde svar på de juridiske spørgsmål, der opstår, når gældsinddrivelsesloven og anden relevant lovgivning skal anvendes i praksis. Samtidig bliver du en vigtig sparringspartner for vores direktion og fagområder i spørgsmål om myndighedsudøvelse, ny lovgivning og udvikling af it-løsninger.

Din hverdag vil byde på spændende juridiske vurderinger, og du vil være med, når nye regler, løsninger og arbejdsgange skal finde deres form. Opgaverne er komplekse og giver dig rig mulighed for faglig udvikling.

Du kommer bl.a. til at:

  • udarbejde juridiske vurderinger og beslutningsoplæg,
  • yde juridisk sparring og rådgivning til fagområder og direktionen om inddrivelsesfaglige og strategiske problemstillinger,
  • bidrage til lovhøringer og lovgivningsarbejde,
  • udarbejde besvarelser til departementet, bl.a. til brug for spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg og øvrige udvalg,
  • rådgive om juridiske spørgsmål i forbindelse med udvikling af it-systemer,
  • kvalitetssikre Den juridiske vejledning, der indeholder Skatteforvaltningens opfattelse af gældende ret,
  • behandle anmodninger om aktindsigt efter offentlighedsloven.

Opgaverne varierer, og du får mulighed for både at fordybe dig i principielle juridiske problemstillinger og anvende din faglighed i samarbejde med kolleger på tværs af Gældsstyrelsen og Skatteforvaltningen.

Vi søger en erfaren jurist
Du er cand.jur. eller cand.merc.jur. og har flere års erfaring som jurist, gerne fra en offentlig myndighed eller et advokatkontor. Du har et solidt kendskab til offentlig ret og forvaltningsret. Har du derudover erfaring med obligationsret og aktindsigt efter offentlighedsloven, er det en fordel – men ikke et krav.

Vi forestiller os også, at du:

  • har en stærk juridisk metode og kan gå i dybden med komplekse problemstillinger uden at miste overblikket,
  • kan omsætte jura til klare anbefalinger og beslutningsgrundlag,
  • kan drive egne opgaver fremad og navigere i en stor organisation med flere faglige og organisatoriske hensyn,
  • kommunikerer klart og præcist og trives i en rådgivende rolle med et bredt samarbejde.

Du behøver ikke at have arbejdet med gældsinddrivelse før. Det vigtigste er, at du har lyst til at sætte dig ind i et nyt, specialiseret område og bruge din juridiske erfaring på nye problemstillinger.

Din nye arbejdsplads
I Jura, virksomheder får du 13 fantastiske kolleger. Vi arbejder i mindre teams med faglig specialisering indenfor insolvensret, fogedretlige spørgsmål og offentlig gældsinddrivelsesret. Erfarings- og baggrundsmæssigt spænder vi over hele skalaen; lige fra den nyuddannede og til kollegaen med mange års på arbejdsmarkedet, og fra juristen med deponeret advokatbestalling til juristen, der har oparbejdet sin erfaring internt i Skatteforvaltningen.

Vi vægter samarbejde og sparring højt, både i de enkelte teams og i kontoret. Vi har en uformel omgangstone, hvor vi finder humoren i hverdagen. Vi markerer hinandens fødselsdage, fejrer de små og store succeser, og der er altid plads til at høre om weekendens oplevelser over frokosten.

Vi har fokus på grundighed, høj faglighed og effektivitet i vores leverancer, og vi forventer det samme af dig. Vi sikrer i fællesskab, at leverancerne fra kontoret lever op til de høje forventninger, der er hertil.

Sammen om en vigtig opgave
Gældsstyrelsen har ansvaret for at inddrive gæld til det offentlige. Det er en opgave, der har stor betydning for samfundet. Vi lægger stor vægt på, at du kan se dig selv i en kultur, hvor værdier som ordentlighed og ansvarlighed fungerer som rettesnor for alt, hvad vi gør. Vi er en arbejdsplads, hvor vi løfter sammen og understøtter hinanden – både i det daglige arbejde i kontoret og på tværs af styrelsen.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Upload din ansøgning, dit CV og eksamenspapirer via linket ”Søg stillingen” senest den onsdag den 18. november 2026.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at sende en sms til souschef Daniel Thumilaire-Muhs på tlf. 7237 2342, hvorefter du vil blive ringet op.

Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 48 og 2. samtaler i uge 49.

Der vil indgå en logiktest og en personligheds- og adfærdsanalyse som dialogværktøj på 2. samtaler. Derudover kan der forekomme en case. Du skal opgive mindst to referencer, ligesom vi forud for ansættelsen indhenter straffeattest og foretager restancetjek for så vidt angår restancer til det offentlige.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC).

Startdato og arbejdssted
Forventet ansættelse er den 1. februar 2027 eller efter aftale.

Ansættelsesområdet er Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil foreløbigt være Teglgårdsparken i Middelfart. Det kan eventuelt aftales, at det faste arbejdssted er på en af Gældsstyrelsens øvrige lokationer i Thisted, Randers, Grenå, Ringkøbing, Tønder, Roskilde eller Frederiksberg. Dette vil dog afhænge af de konkrete pladsforhold på lokationen og en vurdering af hensigtsmæssigheden heraf i forhold til din profil og de fagområder, der er repræsenteret på lokationen. Du skal dog forvente rejseaktivitet til Middelfart.

Skatte- og Vækstministeriet lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.

Dette jobopslag fra Skatteforvaltningen er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Skatteforvaltningen? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Skatteforvaltningen
Søg på virksomhedens side