Politisk konsulent til Dansk Vegetarisk Forening (DVF)

Dansk Vegetarisk Forening (DVF)

Fra Jobnet

Drømmer du om et meningsfuldt job indenfor en af verdens vigtigste politiske dagsordener?
Og trives du med politisk og public affairs-arbejde, hvor du udvikler gode menneskelige relationer, samtidig med at du går i dybden med den faglige substans – og laver masser af hands-on-arbejde – indenfor politik, der fremmer plantebaserede fødevarer i Danmark?

Så har du chancen nu. Den plantebaserede omstilling er en af det 21. århundredes vigtigste dagsordener og med et ambitiøst regeringsgrundlag - hvor der bl.a. skal udarbejdes en fødevarestrategi samt implementeres nulmoms på frugt og grønt, sideløbende med at trepartsforligskredsen skal finde finansiering til permanentgørelsen af Plantefonden fra 2030 - er der masser at tage fat på.  

Som den centrale plantebaserede aktør i Danmark har Dansk Vegetarisk Forening brug for dig til at sikre, at ambitionen og implementeringen i retning af flere plantebaserede fødevarer fastholdes.

Politisk arbejde, som fremmer grøn mad på tallerkenen og i landbruget
Du vil samarbejde tæt med DVF’s generalsekretær, programchef og andre medarbejdere indenfor det politiske område.

Dine arbejdsopgaver vil først og fremmest være:

− Udarbejde skriftlige oplæg af høj kvalitet, som kan anvendes af politikere fra alle Folketingets partier

− Forberede, deltage og følge op på møder med politikere, embedsværk, politiske rådgivere og myndigheder

− Assistere DVF’s generalsekretær og programchef med opgaver indenfor politisk interessevaretagelse, herunder mødebookinger, planlægning af politiske events, Folkemødet m.v.

− Ledelse af et projekt med fokus på at få afsat flere midler til forskning og udvikling indenfor plantebaserede fødevarer i Danmark

− Opsøgende public affairs-arbejde der fremmer viden om plantebaserede fødevarer blandt, og styrker DVF’s relationer til, andre interesseorganisationer og relevante samfundsaktører, f.eks. fagbevægelsen, finanssektoren, de store grønne fonde, m.v.

− Udarbejdelse af høringssvar og indspil til paragraf 20-spørgsmål

− Tovholder på valgundersøgelser

− Bidrage til at udvikle nye politiske fokusområder

− Andre forefaldende opgaver, som der måtte være behov for at løse

 

Har du erfaring med politisk arbejde?
Vi forventer, at du:

− Føler dig godt tilpas med at skabe og udvikle sociale relationer indenfor politik eller blandt professionelle i interesseorganisationer

− Har en grundlæggende forståelse for, hvordan man balancerer idealistiske budskaber, der inspirerer andre, samtidig med at man er pragmatisk og fokuserer på konkrete resultater

− Er uddannet indenfor statskundskab eller et lignende fag; eller at du har professionel erfaring med varetagelse af politisk arbejde, meget gerne fra et af de etablerede partier på Christiansborg, et ministerium eller en organisation, der arbejder med at varetage politiske interesser

− Har en høj grad af selvstændighed

− Har en grundlæggende viden om vegetarisk/vegansk levevis og madpræferencer i samfundet generelt samt en fornemmelse for og interesse i bæredygtighed, sundhed og dyreetik

− Kan se dig selv i DVF’s værdier, men også i de værdier, som vores tætteste samarbejdspartnere står for, heriblandt især Økologisk Landsforening og Plantebranchen

− Kan kommunikere korrekt, skarpt og gennemtænkt til modtagere med forskellige ideologiske baggrunde og forskellige niveauer af kødforbrug

− Trives med konkret hands-on-arbejde, herunder baggrundsresearch samt opsætning af dokumenter og valgundersøgelser o.l.

− Trives med den løn, vi kan tilbyde, fordi du ved, at den grønne omstilling kræver, at der er nogen, der går foran.


Du får en hverdag med fleksible rammer
Din hverdag vil finde sted på vores sekretariat beliggende på Vester Voldgade 2. 2 tv. Her sidder vi på nuværende tidspunkt 38 kollegaer, hvoraf 5 arbejder fra hhv. Jylland og Fyn. Vi har fokus på at tilrettelægge arbejdet efter den enkeltes behov, og derfor praktiserer vi f.eks. ugentlige hjemmearbejdsdage og fleksible arbejdstider. Vi har et rart socialt miljø og vægter godt kollegaskab højt.

Startdato, timetal og løn

Vi søger en kollega, der kan starte snarest muligt. Vi kan tilbyde en stilling på 37 timer om ugen til en månedsløn, der fra 1. januar 2027 er på 37.415 kr. – eller ned til 30 timer om ugen med en tilsvarende reduktion i lønnen. Lønnen er ikke til forhandling, da vi har en meget flad lønstruktur. 

Derudover tilbyder vi en arbejdsgiverbetalt pension på 11 % og 6 ugers ferie.

Frokostpausen er ulønnet, til gengæld har vi en rigtig god og delvist arbejdsgiverbetalt frokostordning med 100 % plantebaseret mad, og vi har fri adgang til økologisk kaffe-, the-, frugt- og nøddeordning.

Interesseret?

Send din motiverede ansøgning, CV, anbefalinger/referencer og andet materiale, du evt. finder relevant, til job@vegetarisk.dk hurtigst muligt og senest 20. november. Vi afholder samtaler mellem d. 23. til 27. november. Skriv ”Ansøgning Politisk konsulent” i emnefeltet.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores programchef Louise Johansen på louisejohansen@vegetarisk.dk


Dansk Vegetarisk Forening blev grundlagt i 1896 og er i dag den centrale danske aktør i den plantebaserede omstilling fra jord til bord. Vi har ca. 4.000 medlemmer og arbejder indenfor seks programområder: Politisk, Erhverv, Uddannelse, Inspiration & Oplysning, Samarbejde og Internationalt. Læs mere om os på vegetarisk.dk.

Dette jobopslag fra Dansk Vegetarisk Forening (DVF) er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Dansk Vegetarisk Forening (DVF)? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (34640122)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Dansk Vegetarisk Forening (DVF)
Søg på virksomhedens side