Klinisk diætist søges til spændende ernæringsindsats for ældre og syge borgere i Hvidovre Kommune - Barselsvikariat
Vil du bruge din diætetiske faglighed til at gøre en forskel for ældre og alvorligt syge borgere? Og trives du med selvstændigt arbejde, komplekse ernæringsproblematikker og tæt tværfagligt samarbejde? Så er du måske vores nye kollega i Hvidovre Sundhedscenter.
En fagligt spændende hverdag med borgeren i centrum
I Hvidovre Sundhedscenter koordinerer vi indsatsen for ældre underernærede og ernæringstruede borgere med et helhedsorienteret blik på den enkelte. Målet er at styrke borgernes ernæringstilstand, livskvalitet og muligheder for at blive i eget hjem samt forebygge (gen) indlæggelser.
Som klinisk diætist får du primært ansvar for individuel ernæringsvejledning og -behandling af småtspisende og ernæringstruede ældre samt alvorligt syge borgere og deres pårørende. Du arbejder oftest i borgernes egne hjem, hvor du møder forskellige og komplekse ernæringsmæssige problemstillinger.
En vigtig del af opgaven er også at vejlede og understøtte plejepersonale på plejecentre, i hjemmeplejen og på aflastningspladser. Du bliver derfor en central faglig sparringspartner, der hjælper med at omsætte ernæringsfaglig viden til praksis i hverdagen.
Sundhedscentrets kliniske diætister arbejder også med diætbehandling af borgere med blandt andet KOL, diabetes, kræft og overvægt samt med formidlingsopgaver i sundhedscentret og andre kommunale institutioner.
Bliv en del af et lille team med stærkt samarbejde
Du bliver en del af et team på tre kliniske diætister, hvor vi sparrer med hinanden, deler viden og hjælper hinanden med at løse den samlede opgaveportefølje.
Vi er en arbejdsplads med mange fagligheder og forskellige opgaver, der bidrager til et dynamisk arbejdsmiljø. Vi prioriterer høj trivsel, en uformel omgangstone og plads til både faglig fordybelse og et godt grin.
Hos os får du gode muligheder for faglig udvikling og indflydelse på din egen arbejdsdag. Vi arbejder selvstændigt, men sørger for løbende at koordinere, prioritere og sparre med hinanden, så vi lykkes med opgaverne i fællesskab.
Vi stiller cykel til rådighed, når du skal ud til borgere og samarbejdspartnere uden for sundhedscentret.
Vi søger dig, der
- er uddannet klinisk diætist og har erfaring med ernæringsterapi, gerne inden for geriatri og sondeernæring
- trives med individuel diætbehandling af komplekse ernæringsproblematikker og kan tilpasse din vejledning til den enkelte borger
- arbejder evidensbaseret og holder dig opdateret på den nyeste viden inden for ernæringsområdet
- har lyst til at undervise og formidle ernæringsfaglig viden til både borgere og kolleger
- motiveres af tværfagligt samarbejde og kan understøtte andre faggrupper i deres arbejde med ernæring
- trives med selvstændigt ansvar og samtidig prioriterer den løbende dialog og sparring med kolleger
- har lyst til at bidrage til den fortsatte udvikling af det kommunale ernæringsområde.
Yderligere information om stillingen:
Det er et barselsvikariat på 37 timer pr. uge, som vi ønsker besat 1. februar, 2027. Der kan forekomme aftenarbejde i begrænset omfang.
Ring gerne og hør mere om stillingen hos diætisterne Sarah Bohl Jensen (tlf. 61971624) og Louise Thunbo (61971617) eller Souschef i Sundhed og forebyggelse Maria Bleiback Clausen (tlf. 41850380)
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst med udgangspunkt i Ny Løn, i forhold til kvalifikationer og funktioner.
Ansøgning med autorisations id og relevante bilag sendes via rekrutteringsportal.
Ansøgningsfrist: 24. november 2026
Ansættelsessamtaler forventer vi at afholde onsdag den 2. december 2026
Dette jobopslag fra Hvidovre Kommune, Center for Økonomi og Personale er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.
Rekrutterer du for Hvidovre Kommune, Center for Økonomi og Personale? Slå job op gratis på jajob.dk.
Om denne arbejdsgiver
- Verificeret CVR (55606617)
- Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
