Spændende stilling i det voksenspecialiserede område. Center for Mestring Syd søger pr. 1. januar 2027 to mestringsvejledere til vores Specialteam

Aarhus Kommune

Fra HR-Manager

Om jobbet:
Specialteamet er en indsats, der dækker hele Aarhus Kommune, teamet er organisatorisk placeret i Center for Mestring Syd. Indsatsen er § 85 specialiseret støtte til voksne, der på grund af betydeligt nedsat funktionsniveau har behov for mestringsvejledning.

Arbejdstiden er placeret alle ugens dage fra kl. 8.00 – 22.00, og der forekommer weekendarbejde ca. hver 4. weekend. Man er ansat under døgnoverenskomsten og arbejdstiden planlægges, så den er kendt fire uger i forvejen.

Vi mener, at et sundt arbejdsmiljø er afgørende for, at vi sammen med borgeren kan arbejde med kerneopgaven. Vi tager afsæt i en kultur, hvor vi har fokus på faglighed, at vi har mod til at dele viden og erfaringer med hinanden, og hvor feedback er nødvendigt for, at vi sammen kan lykkes med kerneopgaven.

Stillingen er på 37 timer ugentlig og arbejdstiden planlægges inden for rammen. Vi kan ikke imødekomme ønsker om arbejdstid på mindre end 37 timer.

Målgruppen er voksne med betydeligt nedsat funktionsniveau. I Center for Mestring Syd samarbejder vi også med borgere i en ordinær § 85 ramme, hvor vi er organiseret i teams, der samarbejder med borgere, der har ADHD, social udsathed og psykiatri, der bor i Aarhus syd.

Specialteamet dækker opgaver i hele Aarhus Kommune, og du forventes derfor at kunne stille bil til rådighed for tjenesten. Der afregnes til høj kilometertakst.

Samarbejdet med borgerne bygger på en Recovery-orienteret tilgang til borgeren, hvor fokus er rettet med borgerens ressourcer og udviklingsmuligheder. Læs mere om planen for en styrket Recovery-orientering på Aarhus Kommunes hjemmeside under publikationer.

Samarbejdet kan indeholde;

  • At støtte borgeren i muligheder for at komme sig.
  • Yde pædagogisk, praktisk støtte og vejledning, hjælp til selvhjælp.
  • Støtte borgeren i at udvikle sociale færdigheder.
  • Yde støtte til fastholdelse og etablering af sociale netværk.
  • At støtte borgeren i fastholdelse af bolig, og øge mestring af eget liv.
  • At støtte borgeren i at komme i meningsfulde sociale sammenhænge.
  • Fokus på job som vigtigt for at kunne udfolde et godt liv.

Din profil:

Du har en socialfaglig grunduddannelse f.eks.: Social og Sundhedsassistent, Sygeplejerske, Socialrådgiver, Pædagog eller Ergoterapeut. Vi forventer, at du er indstillet på, at læring foregår i den daglige udøvelse af jobbet, og at du stiller dine erfaringer, viden og refleksioner til rådighed for organisationen i de møde- og læringsfora som findes.                                                                                                                                                            

  • at du har viden om og erfaring i arbejdet med målgruppen,     
  • at du er bevidst om dit personlige og faglige ståsted, og kan reflektere over egen praksis,
  • at du kan omsætte faglig viden og personlig erfaring til praksis,
  • at du arbejder systematisk og metodisk,
  • at du kan indgå i en udviklende dialog med team-kollegaer og samarbejdspartnere,
  • at du er ansvarlig og kan arbejde selvstændigt,
  • at du er fleksibel, rummelig og grænsesættende,
  • at du er stærk i den reflekterende og perspektiverende samtale,
  • at du er god til skriftlig dokumentation.

Derfor skal du vælge os:

  • Du har indflydelse på udvikling af metoder i socialt arbejde på en tværfaglig arbejdsplads i et samspil med kolleger i eget team og hele Center for Mestring.
  • Vi tilbyder en robust organisationskultur.

Du bliver en del af et team på 13 kolleger i alt. Teamet har et gensidigt ansvar for at støtte og udvikle hinanden i varetagelsen af arbejdet. Du skal være indstillet på at deltage i teamtræning, sparring og supervision i dit team. Der vil omkring især de ressourcetunge opgaver være arbejdsfællesskaber, hvor du vil indgå i et tættere samarbejde i et mindre opgavefokuseret team.

Vi sætter værdierne på dagsorden

Troværdighed – Respekt – Engagement - Sammenhæng

Der er i Aarhus Kommune særligt fokus på at vedligeholde og opbygge social kapital, som en måde at styrke og udvikle kerneopgaven. I fremtidens MSB, der er den nye organisering der trådte i kraft i år, har vi stadigt et særligt fokus på Aarhus Kompasset der handler om større fokus på borgeren og borgens bidrag til at samskabe løsninger og mindre system. Center for Mestring er en del af forvaltningsområdet, Job, Udsatte og Socialpsykiatri. Vi har et særligt vigtigt samarbejde med Center for Forebyggelse Rådgivning og Visitation, da vores samarbejder med borgerne visiteres fra dette Center. Vi oplever evnen til samarbejde som en væsentlig kvalitet, og noget der har stor værdi for at kunne lykkes med opgaven. Vi har særligt fokus på at øge de dialogiske kompetencer hos den enkelte og i organisationen, alle medarbejdere i Center for Mestring forventes at deltage i inspirationskursus i Åben Dialog.

Center for Mestring har de grundlæggende værdier:

Mod – Fleksibilitet - Samarbejde

I forhold til samarbejdet med borgerne og hinanden:

  • at være lydhøre,
  • at have respekt for den enkeltes personlige integritet,
  • at have øje for den enkeltes ønsker om personlig udvikling,
  • at være åben og ærlig i kontakten,
  • at se nutiden og fremtiden som noget man har indflydelse på,
  • at det er i samspillet med andre, at udviklingen formes og livet bekræftes,
  • at kunne arbejde proces, projekt og relations orienteret,
  • at være stærke i dialogen og fastholde samtalen, også når det er svært.      

I forhold til kvaliteten af vores indsats:

  • at have fokus på den aktive borger,
  • at være kvalitetsbevidste,
  • at være udviklingsorienterede at arbejde med dokumentation og synliggørelse af vores faglighed.       

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.

Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende offentlig straffeattest og en anmærkningsfri børneattest.

Ansøgning
Stillinger i Aarhus Kommune søges elektronisk. Klik på 'Søg stillingen' for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

Relevante eksamensbeviser og udtalelser bedes medsendt.

Ansøgningsfrist er fredag den 20. november 2026.

Udvælgelse af kandidater sker mandag den 23. november 2026, du vil derfor tidligst høre fra os der.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler tirsdag den 24. november 2026.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsledere Henrik Lyngklip Kjeldgaard på 2928 9368 eller Lisa Andersen på 4185 5630.

Dette jobopslag fra Aarhus Kommune er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Aarhus Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (55133018)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Aarhus Kommune
Søg på virksomhedens side