Teamleder til sundheds- og omsorgspladser og akutsygepleje i Odsherred Kommune

Odsherred Kommune

Fra Jobnet

Vil du lede udviklingen af fremtidens nære sundhed?

Odsherred Kommune står midt i en historisk udvikling af det nære sundhedsvæsen. Som følge af sundhedsreformen etableres Sundheds- og Omsorgspladser Odsherred (SOP-pladser), og vi søger nu en ambitiøs og fagligt stærk teamleder, der vil stå i spidsen for opbygningen og den fortsatte udvikling af både vores nye tilbud samt akutsygeplejen, som vi ligeledes skal drive på vegne af regionen.

Dette er en unik mulighed for dig, der ønsker at kombinere strategisk ledelse, faglig udvikling og sikker drift i en stilling med stor indflydelse og høj samfundsmæssig betydning.

En central lederrolle med stort ansvar

Fra 1. januar 2027 overgår 26 af Odsherred Kommunes nuværende midlertidige pladser til sundheds- og omsorgspladser. Tilbuddet etableres som en del af sundhedsreformen, og Odsherred Kommune skal drive pladserne på vegne af Region Østdanmark i et tæt samarbejde med regionen og Holbæk Sygehus.

Som teamleder får du det samlede ledelsesansvar for SOP-pladserne og akutsygeplejen. Du får ansvar for medarbejdere, økonomi, drift, kvalitet, patientsikkerhed og faglig udvikling, samtidig med at du bliver en nøglespiller i udviklingen af fremtidens nære sundhedsvæsen.

Du bliver organisatorisk en del af sundhedsafdelingen og refererer til afdelingslederen. Udover SOP-pladser og akutsygepleje, omfatter afdelingen også kommunens træningsteam og rehabiliteringskonsulenter samt sundhedsrådgivningen, som blandt andet løfter opgaver inden for den borger- og patientrettede forebyggelse, forebyggende hjemmebesøg og inkontinens- og kompressionsbehandling.

Ledelse af et stærkt tværfagligt fællesskab

Du bliver leder for en engageret og tværfaglig medarbejdergruppe, der arbejder med afsæt i et helhedsorienteret menneskesyn og ICF-rammen. Medarbejderne samarbejder tæt med terapeuter, visitationen, det rehabiliterende team, hjerneskadekoordinator, hjemme- og sygeplejen samt borgernes pårørende.

På sundheds- og omsorgspladserne vil der være tilknyttet lægefaglige kompetencer og diætist, ligesom vi arbejder målrettet på at skabe et stærkt uddannelsesmiljø for sygeplejestuderende og social- og sundhedselever.

Som teamleder af sundheds- og omsorgspladserne og akutsygeplejen bliver du således en del af et fagligt stærkt og bredt fællesskab.

Du skal sætte retning og skabe resultater

Dine vigtigste opgaver bliver at sikre, at borgerne oplever sammenhængende, trygge og fagligt velfunderede forløb.

Du skal skabe rammerne for høj kvalitet i opgaveløsningen og understøtte et stærkt tværfagligt samarbejde omkring den enkelte borger.

Dine ansvarsområder omfatter blandt andet:

  • Personaleledelse, herunder trivsel, kompetenceudvikling og rekruttering
  • Økonomistyring og ansvar for afdelingens ressourcer
  • Sikker og effektiv drift med fokus på kvalitet og patientsikkerhed
  • Implementering og udvikling af sundheds- og omsorgspladserne som nyt tilbud
  • Udvikling og implementering af faglige standarder, arbejdsgange og kvalitetsinitiativer
  • Styrkelse af samarbejdet med region, sygehuse, almen praksis og kommunale samarbejdspartnere
  • Bidrag til den strategiske udvikling af det nære sundhedsvæsen i Odsherred Kommune

De 26 sundheds- og omsorgspladser etableres i to nærtliggende enheder med henholdsvis 14 og 12 pladser. Enhederne har historisk arbejdet med forskellige målgrupper. En del af opgaven som leder af pladserne bliver derfor at stå i spidsen for fusionen af enhederne og sikre at de bliver en samlet enhed med et ens tilbud på tværs af hele den nye enhed.

Den ene enhed har et særligt rehabiliterende fokus, hvor borgernes funktionsevne, mestring og muligheder for at vende tilbage til eget liv og hverdag er centrale omdrejningspunkter, mens den anden enhed har haft et særligt fokus på palliation. Fra 2027 skal indsatsen på alle pladser tage afsæt i Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandard for sundheds- og omsorgspladser (link).

Vores ønsker til en leder

Du har sandsynligvis en sundhedsfaglig baggrund kombineret med ledelseserfaring og motiveres af at skabe resultater gennem andre.

Vi forestiller os, at du:

  • har en relevant sundhedsfaglig uddannelse – gerne på professionsbachelorniveau eller tilsvarende
  • har erfaring med personaleledelse og drift af komplekse sundhedsfaglige tilbud
  • kan skabe tydelig retning, følgeskab og engagement
  • har stærke kompetencer inden for faglig kvalitetsudvikling og patientsikkerhed
  • er en synlig og nærværende leder, der prioriterer samarbejde og dialog
  • kan omsætte strategier og ambitioner til konkret praksis
  • trives i en organisation under udvikling og ser muligheder frem for begrænsninger
  • har interesse for tværsektorielt samarbejde og udviklingen af det nære sundhedsvæsen

Du behøver ikke have alle svarene på forhånd. Det vigtigste er, at du har modet til at træffe beslutninger, evnen til at samle mennesker om fælles mål og lysten til at skabe noget nyt sammen med medarbejdere og samarbejdspartnere.

Derfor skal du vælge os

Hos os får du:

  • En sjælden mulighed for at stå i spidsen for etableringen af et nyt sundhedstilbud
  • Stor ledelsesmæssig indflydelse og handlefrihed
  • Et stærkt fagligt miljø med engagerede medarbejdere
  • Mulighed for at præge både kultur, organisering og faglig udvikling
  • Tæt samarbejde med både kommune, region og sygehus
  • En arbejdsplads med høje ambitioner på borgernes vegne

Vil du være med til at forme fremtidens sundhedstilbud?

Vi søger ikke bare en leder. Vi søger den person, der kan samle mennesker, sætte retning og gøre visioner til virkelighed. Hvis det lyder som dig og du samtidig motiveres af at skabe resultater gennem stærk ledelse og være med til at forme og udvikle et nyt og vigtigt sundhedstilbud, glæder vi os til at høre fra dig.

Arbejdssted

Sundheds- og Omsorgspladser Odsherred
Højbygårdsvej 14
4573 Højby

Vil du vide mere?

Kontakt afdelingsleder Pia Thøgersen på telefon: 30329102 / mail: Piath@odsherred.dk eller teamleder Susanne Carlsen på telefon: 31943379 / mail: sucar@odsherred.dk

Det praktiske

Der er ansøgningsfrist den 19. november 2026 klokken 12.00. Vi forventer at afholde 1. samtale den 23. november 2026 og 2. samtale den 26. november 2026 og håber, at den rette kandidat kan tiltræde den 1. januar 2027.

Der skal ved ansættelse fremvises en tilfredsstillende straffeattest. Stillingen er en fuldtidsstilling uden øvre arbejdstid. Du ansættes på jobløn, hvilket betyder, at din arbejdstid tilpasses opgaverne og afdelingens behov. Du har stor tillid og frihed til selv at strukturere din hverdag og din kalender, så der er plads til både spidsbelastninger og fleksibilitet.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles i henhold til gældende overenskomst for ledere på området.

Dette jobopslag fra Odsherred Kommune er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Odsherred Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29188459)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Odsherred Kommune
Søg på virksomhedens side