Er du senior med hjertet på rette sted - og lyst til at gøre en forskel?

Region Syddanmark

Fra HR-Manager

Bliv timelønnet seniormedarbejder på Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart

Har du mange års erfaring fra sundhedsvæsenet, og er du gået på pension eller efterløn? Måske savner du indimellem kollegafællesskabet, den faglige sparring og følelsen af at gøre en forskel for andre.

Eller måske har du stadig lyst til at bruge din faglighed, men ønsker ikke længere en fast arbejdsuge med faste vagter og forpligtelser.

Så har vi måske det helt rigtige tilbud til dig!

På Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart søger vi seniorer til timelønnet arbejde, som har lyst til fortsat at være en del af et fagligt og kollegialt fællesskab. Vi har brug for erfarne medarbejdere, der har lyst til at hjælpe os med at dække vagter – primært i weekenderne eller efter aftale.

Hos os får du mulighed for at bruge din erfaring, bevare kontakten til dit fag og gøre en forskel for mennesker, der har brug for professionel pleje, omsorg og behandling. Samtidig får du fleksibilitet til selv at aftale vagter ud fra dine ønsker og afdelingens behov.

Vi søger ikke en medarbejder til en fast stilling, men dig, der har lyst til at tage vagter, når det passer ind i dit liv.

Vi forestiller os, at du …

  • Har en sundhedsfaglig uddannelse og gerne erfaring fra psykiatrien.
  • Er gået på pension eller efterløn, men stadig har lyst til at bruge dine faglige kompetencer.
  • Har opbygget erfaring og menneskelig indsigt gennem et langt arbejdsliv.
  • Har ro i sjælen, is i maven og evnen til at bevare overblikket, når situationer bliver udfordrende.
  • Møder mennesker med respekt, nysgerrighed og en fordomsfri tilgang.
  • Kan bidrage til at skabe tryghed og nedtrappe konflikter gennem din kommunikation og adfærd.
  • Sætter pris på et godt kollegialt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og har en ordentlig omgangstone.
  • Har lyst til fortsat at være fagligt aktiv - uden nødvendigvis at arbejde så meget som tidligere.

Du behøver ikke at ønske en masse vagter. Måske har du lyst til at arbejde en weekend indimellem, måske lidt oftere. Det vigtigste er, at du har lyst til at bidrage og være en del af vores fællesskab.

Hvem er vi?

Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart varetager den retspsykiatriske funktion for hele Region Syddanmark. Vi arbejder med mennesker med komplekse psykiatriske problemstillinger, som har brug for professionel pleje, behandling og støtte.

Retspsykiatrien er et spændende speciale, hvor faglighed, relationer og evnen til at bevare roen har stor betydning. Hverdagen kan være uforudsigelig, og det stiller krav til vores medarbejdere. Til gengæld får du mulighed for at arbejde med en meningsfuld opgave sammen med engagerede kolleger.

Vi vægter faglighed, ordentlighed og respekt højt. Vi ønsker at være en arbejdsplads, hvor vi passer på hinanden, står sammen om opgaverne og værdsætter de forskellige erfaringer og perspektiver, som medarbejderne bidrager med.

Vi tror på, at erfaring har stor værdi - og at man sagtens kan have lyst til at gøre en forskel, selvom man er færdig med arbejdslivet på fuld tid.

Hvad kan vi tilbyde dig?

  • Frihed og fleksibilitet: Du ansættes timelønnet uden et fast ugentligt timetal og aftaler vagter efter dine ønsker og afdelingens behov.
  • Et meningsfuldt arbejde: Du får mulighed for fortsat at bruge din faglighed og gøre en forskel for mennesker i en sårbar situation.
  • Et kollegialt fællesskab: Du bliver en del af en personalegruppe, hvor vi hjælper hinanden og sætter pris på gode kolleger.
  • En god introduktion: Vi sørger for, at du bliver introduceret til afdelingen, patientgruppen og de opgaver, du skal varetage.
  • Faglig tryghed: Du tilbydes konflikthåndteringskursus i forbindelse med din introduktion.

Vi forventer ikke, at du skal starte forfra eller bevise alt det, du allerede kan. Vi vil gerne give dig mulighed for at bringe dine erfaringer i spil i nye rammer og i et omfang, der passer til dig.

Praktisk information

Ansættelsesform: Timelønnet ansættelse uden fast ugentligt timetal.

Arbejdstid: Vagter efter aftale og afdelingens behov. Der er mulighed for dag-, aften- og nattevagter, typisk af 8 timers varighed. Vi har især brug for hjælp til weekendvagter.

Kvalifikationer: Vi søger som udgangspunkt medarbejdere med en sundhedsfaglig uddannelse og gerne erfaring fra psykiatrien.

Løn- og ansættelsesvilkår for stillingen følger enten Overenskomst for Social- og sundhedspersonales område 32.03.1 eller for sygeplejersker Overenskomst for Sundhedskartellet, nr. 32.17.1. Udover startlønnen kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer. Startlønnen for stillingen kan findes via følgende link: Se startløn for stillinger i Region Syddanmark

Afdelingen ansætter kun medarbejdere med tilfredsstillende straffeattest. Med dit samtykke indhenter vi en offentlig straffeattest med oplysninger 10 år tilbage i tiden.

Kunne det være noget for dig?

Måske har du savnet kontakten til kollegerne. Måske vil du gerne bruge din erfaring lidt endnu. Eller måske tiltaler det dig at kunne tage en vagt indimellem og fortsat være med til at gøre en forskel – uden at binde dig til en fast arbejdsuge.

Uanset hvad, vil vi meget gerne høre fra dig.

Du er velkommen til at kontakte oversygeplejerske Christina Andersen Stier, hvis du vil høre mere om mulighederne på tlf. 2380 6365 eller mail: cas1@rsyd.dk
- alternativt oversygeplejerskerne Ditte Dall Skovborg på tlf. 2165 3959 & Maria Ringberg Sørensen på tlf. 2367 9214

Vi glæder os til at møde dig og høre, hvad du kan bidrage med!

Send din ansøgning snarest og senest den 30. november 2026.

Vi indkalder til samtaler løbende. Fortvivl ikke, hvis du ikke hører fra os inden 30. november - dit lod i puljen kan sagtens stadig være i spil.
Alle ansøgere vil få besked uanset udfald senest den 10. december 2026.

Dette jobopslag fra Region Syddanmark er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Region Syddanmark? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29190909)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Region Syddanmark
Søg på virksomhedens side