Ønsker du en hverdag med spændende og udfordrende opgaver inden for bygnings- og etablissementsdrift? Så har vi den perfekte stilling som elektriker til dig, ved Etablissement- og Terrænkommandoen.
Om os: Vi har hovedkontor i Hjørring, men har medarbejdere på tjenestesteder i hele landet. Vi leverer og udvikler de fysiske rammer for de militære operative enheder og de øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet.
Vi sikrer varme, ventilation og vand, udfører bygningsvedligeholdelse og mindre reparationer, herunder akutte opgaver ude på arealerne og meget, meget mere.
Mange af opgaverne løses af vores 29 etablissementspartnerelementer, der er fordelt på de største tjenestesteder i hele landet. Her håndteres alt fra brugerhenvendelser og indkøb til arrangementsstøtte og bygningsvedligehold.
Du vil blive en del af en spændende opgave med opbygning af et helt nyt partnerelement og Flyvestation i Tirstrup ud fra en helhedsplan for det store område med masser af nyt byggeri. Du vil få stor indflydelse på dine daglige opgaver og tilrettelægning af disse.
Om stillingen:
Dine opgaver vil bestå i samarbejde med dine kollegaer og de lokale enheder og brugere – såvel militære som civile - at udføre praktiske drifts- og vedligeholdelsesopgaver, tilsyn, registrering, kvalitetssikring, varemodtagelse, mv. på etablissementet, og at være villig til, at være med til at udføre opgaver som falder uden for dit fag, på lige fod med vores ejendomsserviceteknikere.
Dine konkrete opgaver omfatter blandt andet udskiftning af defekt belysning, kontakter og gennemgang af elinstallationer generelt. Du bliver en del af genopbygningen af en hel ny flyvestation i Tirstrup herunder udskiftning, af alt infrastruktur udført af eksterne håndværkere. Du vil indgå i et tæt samarbejde med medarbejdere ved Aarhus Lufthavn.
Du skal således forvente, og kunne trives i, en dynamisk hverdag med et bredt spænd i samarbejdsflader, hvilket inkluderer en tæt dialog med de lokale brugere, kollegaer, eksterne leverandører, projektledere og faglige netværk
Om dig:
Du er uddannet med svendebevis som elektriker eller indenfor lignende fagområde. Vi ser gerne at du har erfaring inden for vedligehold af bygninger og tekniske installationer, transformerstationer, vandværk, brand installationer mv. Kendskab til CTS. anlæg og banelys vil være en fordel.
Du er vant til at bruge IT-værktøjer og mail systemer. Du formulerer dig godt på dansk, både i skrift og tale, og har nemt ved at omgås andre mennesker. Du er udadvendt, har et godt humør og en god situationsfornemmelse.
Som person er du først og fremmest en god kollega, som værdsætter et godt samarbejde med dine kollegaer og bidrager naturligt til fællesskabet.
Du arbejder selvstændigt og har et stort servicegen. Derudover er du proaktiv, tager ansvar for opgaverne og så går du gerne en ekstra mil for at finde løsningen på et problem eller en udfordring.
Du skal være indstillet på, at der i opstartsperioden kan være mange forhold, der skal afklares og endnu ikke er helt på plads i forbindelse med opbygningen af en helt ny militær Flyvestation i Tirstrup. Det kan derfor blive nødvendigt med ekstra fleksibilitet og omstillingsparathed fra dig i denne periode.
Det er et krav, at du har kørekort B.
Ansættelsesvilkår:
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for håndværkere og teknikere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Tistrup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du høre mere om stillingen eller arbejdsopgaverne, er du velkommen til at kontakte Kasernemester Per Nymann på tlf. 2141 7338.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent June Bastholm på telefon 3266 5470.
Ansøgningsfristen er d. 11. november 2026. Samtaler afholdes løbende. Stillingen ønskes til besættelse pr. d. 1. december 2026, eller snarest herefter.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM ETABLISSEMENT- OG TERRÆNKOMMANDOEN
Om Etablissement- og Terrænkommandoen støtter og servicerer militære operative enheder og øvrige myndigheder under forsvarsministeriet. vi er ansvarlig for at levere og udvikle de fysiske rammer, som er nødvendige for deres virke. vores ansvarsområde omfatter nybyggeri, vedligehold og facility management i form af bl.a. rengøring, teknisk drift, kantine og arealpleje. desuden varetager vi miljø- og energiopgaver og naturpleje af forsvarets terræner.
Etablissement- og Terrænkommandoen har hovedkontor i Hjørring, men vi har medarbejdere på tjenestesteder over hele landet. ejendomsstyrelsen er en mangfoldig arbejdsplads, der er båret af stærke fag- og videns fællesskaber.
Du kan læse mere på www.ejendomsstyrelsen.dk