Pædagogisk leder til dobbeltledelse i Børnehuset Land og By på Nørrebro – bliv en del af en daginstitution i en spændende forandring

Københavns Kommune

Fra HR-Manager

Vil du være med til at præge udviklingen og den pædagogiske praksis i tæt samarbejde med en erfaren lederkollega? I Land og By søger vi lige nu en leder, der brænder særligt for det gode børnehaveliv og vil skabe god ledelse i fællesskab.

Vi søger en ekstra leder til vores dejlige børnehus, som består af Byhuset på Nørrebro og Udflytteren i Mikkelborg. Lige nu har vi én leder af hele huset – men vores leder drømmer om en medleder, der vil indgå i et tæt samarbejde om hele husets drift og udvikling.

Land og By har det seneste år været igennem en kulturforandring, hvor vi har genbesøgt og fornyet vores børnesyn, vores læringsmiljøer og vores pædagogiske praksis ud fra et børneperspektiv. Den udvikling er fortsat i gang, og du skal være med til at sikre, at perspektivet kommer helt ud i den pædagogiske praksis. Det kræver synlig, nærværende og praksisnær ledelse.

Vi leder efter dig, som brænder særligt for børnehavepædagogik og har visioner for, hvordan vi skaber en rigtig god hverdag både i bybørnehaven og udflytterbørnehaven. I den forbindelse skal du også være til stede i vores udflytterbørnehave, når der er behov for det.

Du lykkes, når medarbejderne lykkes
Som ledere sætter vi rammerne og guider medarbejderne, så de kan lykkes i deres arbejde med børnene. Det ledelsessyn håber vi, du deler.

Vi kalder den nye ledelseskonstellation for duoledelse. Det betyder, at du og din lederkollega er fælles om ledelsen af hele institutionen. Vi ønsker ikke mere opdeling, men har tvært imod brug for samling på tværs af matriklerne. Det kræver fælles ledelse og et tæt samarbejde.

Du skal have lyst til at indgå i et tæt samarbejde, hvor vi finder de bedste veje i fællesskab, bringer forskellige perspektiver i spil og er åbne over for hinandens erfaringer og idéer. Visionerne og retningen skaber vi sammen, og vi fordeler opgaverne mellem jer, så vi begge får mere tid til den praksisnære og faglige ledelse.

Personaleledelsen deler I ligeledes mellem jer, så I hver især får ansvar for halvdelen af medarbejderne i både vuggestuen og børnehaven.

Vores ønsker til dig

  • Du er uddannet pædagog og har erfaring fra vuggestue og børnehave
  • Du behøver ikke have formel ledelseserfaring, men det er en fordel, hvis du har haft berøring med ledelsesopgaver
  • Du er struktureret og vedholdende, kan sikre, at vi overholder aftalerne og har et blik for kontinuitet og implementering
  • Du deler vores børne- og menneskesyn, hvor både børn, forældre og medarbejdere gør det godt, hvis de kan – og når nogen ikke kan, støtter du dem i at lykkes
  • Du kan gå foran, bagved og ved siden af personalet og er ikke bange for at gå i dialog og vise, hvordan god pædagogik ser ud i praksis

Om Land og By
Vi er en integreret daginstitution, som ligger på Nørrebro. Her har vi tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper – i alt 108 børn. Børnehavegrupperne er på skift i vores byhus og i vores landhus i Mikkelborg. Begge vores huse har gode faciliteter og masser af charme og sjæl.

Vores legeplads ligger på en ekstern matrikel på Nørrebro, hvor vi har et lille hus med de nødvendige faciliteter. Det betyder, at børn og medarbejdere i hverdagen er spredt på tre forskellige matrikler. Du deler kontor med din lederkollega i byen på Nørrebro.

Vi er en del af Klynge B i Område Nord, som består af fem daginstitutioner, der samarbejder om både administrative og faglige opgaver. Du bliver en del af et ledelsesteam med både erfarne og nyere lederkollegaer, som glæder sig til at byde dig velkommen i klyngen og sikre, at du kommer godt ind i dine nye opgaver.

Du kan læse meget mere om Land og By på vores hjemmeside.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst. Inden ansættelse indhenter vi straffe- og børneattest og referencer.

Stillingen er på fuld tid, og vi håber, du kan starte den 1. januar 2027.

Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte pædagogisk leder Juliana Rodrigues-Andersen på 40 49 74 27 eller klyngeleder Mark Burvad på 29 32 54 23. 

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest mandag den 9. november 2026
Vi forventer at holde 1. samtale den 23. november og 2. samtale den 25. november 2026.

Dette jobopslag fra Københavns Kommune er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Københavns Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (64942212)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Københavns Kommune
Søg på virksomhedens side