Sygeplejerske med klinisk overblik og fagligt ansvar til dagvagt

Gladsaxe Kommune, Rosenlund Plejeboliger

Fra Jobnet
Rosenlund Plejeboliger søger en sygeplejerske pr. 1. januar 2027 eller efter aftale.

Vil du bruge din sygeplejefaglighed bredt, arbejde med komplekse sundhedsfaglige problemstillinger og være med til at sikre kvaliteten i hverdagen?

I Tulipanhuset og på Syrenstien søger vi en sygeplejerske, der tager fagligt ansvar, bevarer overblikket og ser, hvor der er brug for en sundhedsfaglig indsats – også før opgaven bliver efterspurgt.

Hvem er vi?
Tulipanhuset er en somatisk plejeboligenhed med 28 pladser. Her får du en særlig sygeplejefaglig rolle, hvor dit fokus er at skabe overblik, vurderer sundhedsfaglige behov og sikre, at relevante indsatser bliver planlagt, effektueret og evalueret. Du møder komplekse somatiske problemstillinger, herunder palliative forløb, som kræver høj klinisk faglighed, selvstændige vurderinger og blik for både den enkelte situation og helheden.

En del af Tulipanhuset er Syrenstien, hvor vi har aflastningspladser. Vi har aktuelt fire pladser og arbejder frem mod at udvide til 10 pladser i løbet af 2027. Her vil der være behov for stærke kliniske kompetencer og erfaring med behandlingskrævende forløb, hvor der stilles krav til observation, vurdering og handling. Du får mulighed for at bidrage til udviklingen af Syrenstien og være med til at skabe de faglige rammer og arbejdsgange omkring aflastningspladserne.

Din funktion rækker samtidig ud over Tulipanhuset. Du bliver en del af det samlede sygeplejefaglige fællesskab i Rosenlund, som også omfatter Unikahuset, Rosenstien og Lærkehuset. Her skal du kunne træde til ved akutte og komplekse forløb, foretage kliniske vurderinger og understøtte kollegerne, når der opstår behov for sygeplejefaglig indsats. Det kræver, at du kan prioritere, bevare overblikket og handle selvstændigt i forskellige situationer.

Dine opgaver
Du får en central rolle i den daglige sygeplejefaglige indsats og skal blandt andet:
  • Varetage og koordinere sygeplejen omkring beboerne
  • Foretage kliniske observationer og sygeplejefaglige vurderinger
  • Bidrage til forebyggelse af indlæggelser og skabe sammenhængende beboerforløb
  • Håndtere komplekse og palliative forløb i samarbejde med læger, terapeuter og pårørende
  • Være faglig sparringspartner og vejleder for SOSU-kolleger
  • Bidrage til høj kvalitet i dokumentation og medicinhåndtering
  • Deltage aktivt i udvikling af faglighed og arbejdsgange i huset

Vi forventer, at du
  • Er en erfaren sygeplejerske og har stærke kliniske kompetencer og arbejder professionelt og selvstændigt
  • Trives med både komplekse sygeplejefaglige opgaver og tæt beboerkontakt
  • Har lyst til tværfagligt samarbejde og faglig sparring
  • Er rolig, tydelig og tillidsvækkende i mødet med beboere, pårørende og kolleger
  • Bidrager positivt til arbejdsmiljøet og fællesskabet i huset

Om Rosenlund Plejeboliger
Rosenlund Plejeboliger rummer 140 boliger fordelt på fem enheder med forskellige profiler:

Somatiske boliger, demensboliger samt boliger for yngre psykisk og socialt udsatte borgere.

Rosenlund Plejeboliger er et musikplejecenter, hvor musik er en naturlig del af hverdagen.

Der er ansat tre musikterapeuter, som bidrager til trivsel, relationer og livskvalitet for beboerne.

Løn- og ansættelsesvilkår
  • Du ansættes efter gældende overenskomst med DSR og principperne om Ny Løn.
  • Du arbejder primært på hverdage. Vi har faste sygeplejersker til at dække aften og weekend.
  • Stillingen er på 37 timer, men vi kan sagtens lave individuelle aftaler både om deltid og også faste fridage.
  • Din mødetid er fleksibel og tilrettelægges i samarbejde med dig.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere, kan du kontakte daglig leder Pernille Kapp Rosenkjær på telefon 21 47 32 90 mellem 09:00-11:00.

Ansøgningsfrist
Den 10. november 2026 - samtaler afholdes løbende.

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Dette jobopslag fra Gladsaxe Kommune er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Gladsaxe Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (62761113)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Gladsaxe Kommune
Søg på virksomhedens side