DET NYE PANDRUP PLEJECENTER ANNO 2027

Jammerbugt Kommune, Pandrup Plejecenter

Fra Jobnet
Vi bygger nye hold. Vi tænker nyt. Vi mangler dig.

Kære nye kollega
Hvad nu, hvis du kunne starte et sted, hvor du ikke bare skulle finde din plads på et eksisterende hold – men faktisk være med til at skabe det nye hold?

Det kan du hos os.

2027 bliver et helt særligt år på Pandrup Plejecenter.

Som en del af den nye sundhedsstruktur samler vi alle Jammerbugt Kommunes kommunale midlertidige pladser hos os. Samtidig fortsætter vi selvfølgelig med vores almene plejeboliger.

Det betyder større faglig bredde, flere kompetencer og mange forskellige borgerforløb – og derfor skal vi bygge nye teams.

Vi søger derfor nye kollegaer, som er uddannet social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske til særligt vores kommunale midlertidige pladser, men også til vores somatiske afdelinger.

Og måske er én af pladserne din?

Her får du ikke bare et job
De midlertidige pladser er for borgere, som har brug for afklaring, observation, rehabilitering eller en periode med ekstra støtte. Nogle kommer direkte fra sygehuset, andre hjemmefra.

Forløbene kan være korte, komplekse og hurtigt foranderlige.

Du får derfor mulighed for at bruge hele din faglighed og kommer blandt andet til at arbejde med:
  • Komplekse somatiske problemstillinger
  • Kliniske observationer og vurderinger
  • Medicinske behandlinger og medicinhåndtering
  • Rehabilitering og palliation
  • Psykiatriske problemstillinger
  • Personcentreret helhedspleje med blik for den enkelte borgers behov og ressourcer
  • Demensfaglige problemstillinger
  • Koordinering og tværfagligt samarbejde
Vi holder dagligt triage sammen med vores centersygepleje og arbejder tæt sammen om at sikre, at borgerne får den rette indsats på det rette tidspunkt.

Samtidig har vi vores 30 beboere i de almene somatiske plejeboliger, som skal opleve noget helt andet:

Et hjem.

Et sted med tryghed, kontinuitet og nærvær, hvor vi tager udgangspunkt i det enkelte menneskes liv, vaner, ønsker og behov. Hvor selvbestemmelse, personcentreret omsorg og demensfaglighed er en naturlig del af hverdagen.

Nu skal vi bygge de nye hold
Vi søger:

Social- og sundhedsassistenter eller sygeplejersker:
- Primært aftenvagt på de midlertidige pladser.
- Primært nattevagt på hele Pandrup Plejecenter.
- Primært dagvagt på enten de midlertidige pladser eller de almene plejeboliger.

Du må meget gerne søge flere af stillingerne.

Når du søger, vil vi gerne have, at du tydeligt skriver:
  • hvilken/hvilke stillinger du søger
  • hvilken vagtform du ønsker
  • hvilken funktion du primært ønsker, hvis du søger flere.

Men hvem er vi egentlig?
Vi er et mellemstort plejecenter i Jammerbugt Kommune.

Vi er store nok til at have faglig bredde og mange forskellige kompetencer – men små nok til, at vi kender hinanden.

Hos os er der ikke langt fra medarbejder til leder, eller fra en god idé til handling.

Vi tror på, at høj faglighed og omsorg går hånd i hånd. At vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske, respekterer den enkeltes selvbestemmelse og arbejder personcentreret med blik for både ressourcer, behov og livskvalitet.

Vi tror ikke på, at fordi noget altid er blevet gjort på én måde, så er det nødvendigvis den bedste måde.

Vi vil gerne tænke nyt – og vi vil gerne gøre det sammen med dig.

Er du vores nye kollega?
Vi håber, du:
  • har en høj faglighed og er nysgerrig på at udvikle den
  • kan arbejde selvstændigt og bevare overblikket
  • tør spørge, når du er i tvivl
  • arbejder personcentreret og respekterer borgerne og deres selvbestemmelsesret
  • har interesse for demensfaglighed, og for at skabe tryghed og livskvalitet for mennesker som lever med demens
  • møder borgere, beboere og pårørende med respekt og ordentlighed
  • kan samarbejde på tværs af faggrupper
  • har blik for hele mennesket
  • har lyst til at tænke nyt
  • tager ansvar for både kerneopgaven og arbejdsmiljøet
  • har humor og lyst til at være en del af fællesskabet
Du behøver ikke kunne det hele. Men du skal have lyst til at lære.

Hos os får du

Nærværende ledelse
En leder, der gerne vil kende dig – ikke kun din funktion.

Indflydelse
Vi har blandt andet MED-udvalg, teamsmøder, faggruppemøder og personalemøder, hvor dine perspektiver skal i spil.

Faglig udvikling
Temadage, kurser, intern undervisning og Kvalicare er blandt vores muligheder for faglig udvikling.

Psykologisk tryghed
Du skal kunne spørge, bede om hjælp og sige højt, når noget kan gøres bedre.

Plads til dig
Vi er forskellige mennesker med forskellige behov, styrker og liv. Det skal der være plads til.

Et stærkt kollegaskab
Vi hjælper hinanden, spørger hinanden og griner sammen.

Vagt og arbejdstid
Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer om ugen, men andet timetal kan aftales.

Vi forsøger at skabe vagtplaner, hvor der er plads til mennesket bag medarbejderen, og hvor individuelle ønsker så vidt muligt tænkes ind.

Kendskab til Nexus er en fordel, men ikke et krav. Vi lærer dig det, du har brug for at kunne.

Har du lyst til at være med fra begyndelsen?

Så vil vi rigtig gerne høre fra dig.

Fortæl os gerne:

Hvad brænder du for?
Hvad er du god til?
Hvad har du lyst til at lære?

Og hvis du søger flere funktioner, så fortæl os gerne, hvilken du primært ønsker.

Vi holder samtaler løbende, og stillingerne ønskes besat i forbindelse med den nye organisering pr. 1. januar 2027 eller efter aftale.

Vil du vide mere om os?
Du er meget velkommen til at kontakte mig. Jeg fortæller gerne om stillingerne, de nye teams og hverdagen på Pandrup Plejecenter – eller tager en helt uforpligtende snak.

Ditte Baumann Lorentzen
Centerleder
Telefon: 41 91 36 31
Mail: dml@jammerbugt.dk

Du kan også finde os på Pandrup Plejecenters Facebookside, Jammerbugt Kommunes hjemmeside og Plejehjemsoversigten.

Vi bygger ikke flere pladser.
Vi bygger et nyt Pandrup Plejecenter.
Og vi vil gerne bygge det sammen med dig.


På vegne af borgere, beboere og medarbejdere på Pandrup Plejecenter

Ditte Baumann Lorentzen
Centerleder

 

Dette jobopslag fra Jammerbugt Kommune er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Jammerbugt Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29189439)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Jammerbugt Kommune
Søg på virksomhedens side