Generalist eller arkitekt til koordinering af anlægs- og byggeprojekter i Husum Nord mv. hos Område for Byudvikling
Vil du være en central del af koordineringen af den hastige fysiske forandring i Husum Nord samt indgå i et tæt samarbejde med kollegaer om udviklingen i Tingbjerg? Så er det dig, vi søger.
I område for Byudvikling i Københavns Kommune søger vi en ny kollega med forståelse og interesse for bygge- og anlægsprojekter til at blive en del af et stærkt hold, der arbejder med udsatte byområder, almene boliger, boligsociale helhedsplaner og forandringsplaner.
Det overordnede formål med stillingen er at bidrage til, at de udsatte byområder er attraktive og trygge steder at bo og færdes i. Det synes vi, gør arbejdet hos os særligt vedkommende. Hvis du trives med både at koordinere, skabe fremdrift og holde overblikket samtidig med, at du kan betjene ledelsen og politikerne, så er stillingen noget for dig.
Husum Nord er under hastig fysisk forandring og vil i de kommende år blive påvirket af flere større byggeprojekter bl.a. byudviklingsområdet Bystævneparken, renoveringer i de almene boligafdelinger, store infrastrukturelle ændringer samt kommende projekter foranlediget af forandringsplan for Husum Nord og Områdefornyelsen.
Med den forestående transformation er der behov for fokus på, hvordan udviklingen kan ske mest nænsomt i forhold til området og dets beboere.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en baggrund som arkitekt eller en samfundsvidenskabelig uddannelse eller lign. – og har lyst til at arbejde med koordineringsopgaver i forhold til bygge- og anlægsprojekter. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med udvikling af by- og boligområder og fx har indsigt i byplanlægning. Vigtigt er, at du har en teknisk forståelse, som gør dig i stand til at forstå fysiske planer, indgå i sammenhænge med fagfolk samt videreformidle planerne.
Vi lægger vægt på, at du opfylder flere af nedenstående punkter:
- Du er vedholdende, tager ansvar og er dygtig til at skabe overblik
- Du har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner
- Du er løsningsorienteret og ved, at samarbejde er den bedste strategi
- Du er tryg og tillidsvækkende i rollen som møde- og procesleder
- Du kan forstå og formidle fysiske planer og kan samarbejde med forskellige fagligheder
- Du har interesse for den almene boligsektor og de almene aktører samt viden om de problematikker, der kendetegner udsatte byområder
- Du har interesse for – og gerne erfaring med – udvikling af de fysiske rammer i by- og boligområder og fx indsigt i byplanlægning
- Du har erfaring med hverdagen og rammerne i en politisk styret organisation
Vi tilbyder
- Et alsidigt job i en dynamisk organisation, hvor de faglige og personlige muligheder går hånd i hånd
- En enhed, hvor der både er højt til loftet, godt humør og stor faglig indsigt
- Stor indflydelse på eget arbejde og rig mulighed for tværfaglig sparring
- En arbejdsplads placeret centralt i København
Mere om jobbet og dine arbejdsopgaver
Du vil blive ansat hos Enhed for Almene Boliger i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og have primært arbejdssted i Njalsgade 13. Du skal dog forvente også at have arbejdstid i Husum.
Den nyoprettede stilling som byggekoordinator i Husum Nord skal bidrage aktivt til at skabe overblik, sammenhæng og synergi mellem de mange overlappende byggeprojekter. Den koordinerende funktion skal sikre en god opstart, proces og opmærksomhed på tidsplan og rækkefølgen for de mange fysiske projekter. Du vil derfor have en væsentlig opgave i at kommunikere tydeligt undervejs med inddragelse af relevante aktører. Derudover skal du være hovedindgang i kommunen og primær kontaktperson for henvendelser om byudvikling i Husum Nord for at understøtte en hurtig sagsbehandling og fremdrift i byggeriet. Ligesom du vil have opgaver relateret til udviklingen i Tingbjerg og vil derfor have et tæt samarbejde med koordinatoren for Tingbjerg, som er forankret i Økonomiforvaltningen.
Dine opgaver vil være meget udadvendte, og du vil bl.a. skulle facilitere og understøtte en organisering af relevante aktører og bygherrer, som kan træffe fælles beslutninger, have overblik over tidsplaner, blik for områdets samlede udvikling og afhjælpe udfordringer ifm. overlappende indsatser. Foruden at understøtte eksekveringen af de mange projekter, skal koordineringen også sikre, at boligorganisationerne er informeret om indsatserne i området, så de har mulighed for at forberede beboerne på tiltag, der kan påvirke deres hverdag.
Du skal også forvente at indgå i enhedens andre opgaver, som bl.a. består af at udarbejde notater, indstillinger og mødemateriale til forvaltningens ledelse og politikere.
Om os
Enhed for Almene Boliger er opdelt i fire teams og har 35 medarbejdere bestående af generalister, arkitekter, jurister m.fl. Området er præget af et stort engagement for bolig- og byudvikling, og du kommer til at arbejde i et tværfagligt miljø med fokus på faglig videndeling. Vi arbejder med at understøtte udsatte byområder og fremme almene boliger, andelsboliger og andre fællesskabsorienterede boformer i København – enten som nybyggeri eller i det eksisterende byggeri. Vi har tilsynet med de almene boligorganisationer, støttesagsbehandling og et tæt samarbejde med såvel sektoren som de øvrige forvaltninger i kommunen.
Vi har fokus på at sikre en god dialog med vores samarbejdspartnere, som udover kollegaer i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og andre forvaltninger i Københavns Kommune omfatter de almene boligorganisationer, BL 1. kreds, KL, ministerier og styrelser, private developere m.fl.
Om afdelingen
Du kommer til at arbejde sammen med ca. 350 dedikerede kolleger i afdelingen Klima og Byudvikling, der alle brænder for at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og bygge i.
Afdelingen har 15 faglige enheder og et sekretariat, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver indenfor affald og ressourcer, klimaindsatser, byplanlægning, almene boliger, andelsboliger, udsat by og analyser.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Der er mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen, dog med forventning om fuldt fremmøde i opstartsperioden.
Vi ønsker stillingen besat den 1. januar 2027 eller snarest derefter.
Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Hanne Lind Mortensen på 40 12 49 60 eller teamleder Camilla El-Sayed på 23 74 67 92.
Vedhæft din ansøgning, CV og eksamensbevis.
Søg via linket senest torsdag den 5. november 2026.
Samtaler forventes afholdt i uge 46 og 47.
Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.
Dette jobopslag fra Københavns Kommune er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.
Rekrutterer du for Københavns Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.
Om denne arbejdsgiver
- Verificeret CVR (64942212)
- Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
