Studentermedhjælpere til FritidsGuiderne og Kontingentstøtteordningen i Københavns Kommune

Københavns Kommune

Fra HR-Manager

Brænder du for at give børn og unge i udsatte positioner en hjælpende hånd ind i et aktivt fritidsliv? Har du kendskab til og interesse for foreningslivet og positive fællesskaber for børn og unge – og er du god til at arbejde fokuseret med koordinering og snakke med mange forskellige mennesker? Idrætsudvikling i Kultur- og Fritids- og Borgerserviceforvaltningen søger to studentermedhjælpere til hhv. FritidsGuiderne KBH og til Kontingentstøtteordningen for børn og unge.

Om Idrætsudvikling
Idrætsudvikling er et fagkontor i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen i Københavns Kommune. Vi arbejder for at gøre flere københavnere idræts- og kulturaktive gennem samarbejder og partnerskaber med foreningslivet, selvorganiserede fællesskaber og andre aktører. Afdelingen er hjemsted for en række idrætssociale indsatser, der har til formål at sikre, at flere børn, unge og voksne i udsatte positioner får mulighed for at deltage i et aktivt kultur- og fritidsliv.

Om begge stillinger
Som studentermedhjælper i Idrætsudvikling får du en hverdag med mange kontaktflader, og du skal både arbejde selvstændigt med opgaver og indgå i et tæt samarbejde med dine kolleger. Opgaverne kræver, at du kan skabe tillid hos familier med forskellige baggrunde og behov, og at du kan navigere i et bredt felt af aktører. Du bliver en del af et engageret team med både konsulenter og andre studentermedhjælpere, og vi har stort fokus på sparring, videndeling og fælles udvikling af indsatserne. Alle arbejder for at gøre en konkret forskel for børn og unges deltagelse i positive fællesskaber.

Studentermedhjælper til FritidsGuiderne KBH
FritidsGuiderne KBH er en brobygningsindsats, der arbejder for at give børn og unge i alderen 3-17 år i udsatte positioner en hjælpende hånd til at komme i gang med en fritidsaktivitet.

Som Fritidsguide bliver du en central del af indsatsen for at styrke børn og unges adgang til fritidsfælleskaberne. Du skal understøtte familier gennem hele brobygningsforløbet – fra den indledende kontakt og afklaring af familiens ønsker og behov til barnet er landet godt i en relevant fritidsaktivitet. Opgaven kræver en struktureret og vedholdende tilgang samt evnen til at opbygge tillidsfulde relationer med familier og samarbejdspartnere.

Dine opgaver vil være

  • gennemførelse af brobygningsforløb, hvor du guider børn og familier ind i fritidsaktiviteter
  • telefonisk og skriftlig rådgivning om muligheder i det københavnske fritidsliv
  • koordinering med foreninger, trænere og fagpersoner omkring opstart og tilknytning
  • deltagelse i opsøgende arbejde, herunder besøg hos familier, daginstitutioner og fritidstilbud
  • formidling og evt. oplæg til samarbejdspartnere – bl.a. i relation til Socialforvaltningen, foreningsuger på skoler m.m.

Studentermedhjælper til Kontingentstøtteordningen
Som studentermedhjælper til Kontingentstøtteordningen skal du varetage administrationen af kommunens kontingentstøtteordning målrettet børn og unge i alderen 3-17 år fra økonomisk trængte familier.

Sammen med en konsulent i Idrætsudvikling skal du bidrag til at sikre, at støttemidlerne kommer de rette børn til gode, og at de ansøgende foreninger får den rette hjælp og vejledning. Opgaven kræver en systematisk tilgang og et højt serviceniveau overfor de involverede parter.

Dine opgaver vil være

  • behandling af ansøgninger, herunder tilsagn og udbetalinger
  • telefonisk og skriftlig rådgivning af foreninger, fagpersoner og forældre om mulighederne og rammerne for ordningen
  • at bidrage til den løbende metodeudvikling og økonomiopfølgning
  • løbende koordinering med FritidsGuiderne om ansøgninger  

Vi søger
For begge stillinger er det et krav, at du er aktiv studerende på en videregående uddannelse og har mindst to år tilbage af dit studie.

Særligt for studentermedhjælperstillingen hos Kontingentstøtteordningen er det vigtigt, at du har erfaring med at arbejde systematisk i Excel og kan bevare overblikket i store mængder data.

Derudover lægger vi for begge stillinger vægt på, at du

  • interesserer dig for foreningslivet og forskellige idræts- og fritidstilbud
  • har gode samarbejdsevner og trives i en udadvendt rolle med en bred kontaktflade, hvor du er i dialog med mange forskellige mennesker både telefonisk, skriftligt og fysisk
  • arbejder struktureret og bevarer overblikket – også i en travl hverdag
  • kan rådgive og kommunikere på både dansk og engelsk på skrift og i tale
  • er en tydelig og empatisk formidler, der brænder for at gøre en forskel for de familier, vi samarbejder med

Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 15 timer ugentligt og ønskes besat primo januar 2027.

Arbejdsstedet er Idrætsudvikling, Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen i Nyropsgade 3, København V.

Arbejde kan forekomme uden for almindelig arbejdstid, da der samarbejdes med foreninger og frivillige – særligt relevant for stillingen hos FritidsGuiderne KBH.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst med Københavns Kommune og inden for rammerne af lokal løndannelse.

Vi indhenter børneattest og referencer ifm. ansættelserne.

Yderligere information
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte

  • FritidsGuiderne KBH: Arne Debel på 23 46 96 57
  • Kontingentstøtteordningen for børn og unge: Camilla Graversgaard Nielsen på 26 34 46 15

Skriv gerne i din ansøgning, hvilken af de to stillinger du søger.

Søg via linket senest søndag den 15. november 2026
Vi holder ansættelsessamtaler den 24. november 2026.

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi hver dag for at skabe gode rammer for kultur- og fritidslivet i byen, og for at give københavnerne samt byens gæster en professionel og nærværende service. Fra biblioteker, kulturhuse og museer til idrætsfaciliteter, borgerservice og byens grønne rum – skaber vi rammer for fællesskaber, hvor københavnerne kan mødes og udfolde sig. Vores fælles mål er at gøre København til et godt sted at leve, mødes og engagere sig.

Dette jobopslag fra Københavns Kommune er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Københavns Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (64942212)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Københavns Kommune
Søg på virksomhedens side