Pædagoger til Ringertoftens børnehave i Nordvest – vi har plads til leg, fællesskab og pædagogisk udvikling

Københavns Kommune

Fra HR-Manager

Vil du skabe en hverdag, hvor børnene kan udforske, lære og udvikle sig gennem leg, bevægelse og nye oplevelser? Hos Ringertoften får du gode rammer til at følge børnenes nysgerrighed, sætte dine faglige interesser i spil og udvikle pædagogikken sammen med dine kollegaer.

I børnehaven har vi stort fokus på børnenes sproglige og motoriske udvikling. Vi deler børnene op i små grupper hver dag og har aktivitetsplaner, men vi følger også børnenes spor og griber deres interesser og nysgerrighed.

Vi tager på ture ud i nærområdet, samarbejder med lokalområdets kultur- og sportsforeninger og har årskort til zoo – så kun din (og børnenes) fantasi sætter grænser for, hvad hverdagen kan byde på.

Vi har et stort fokus på udvikling både hos både den enkelte medarbejder og i arbejdsfællesskabet. Vi har faglige forløb, som giver os et fælles fagsprog, og alle medarbejdere sætter mål for deres egen udvikling. Lige nu har vi fokus på tryghedsskabende relationer. Vi arbejder med tilknytning, samspil mellem børn og voksne, mimik, gestik og spejling af børnenes følelser.

Vores børn og deres familier rummer en stor diversitet – fra de mest sårbare til de mest ressourcestærke. Vi ser forskelligheden som en styrke og en mulighed for, at vi dygtiggør os i at arbejde med hele den pædagogiske palet – fra tværfagligt samarbejde med andre faggrupper til et stærkt forældresamarbejde, hvor der stilles krav til vores pædagogik.

Hvem leder vi efter?

  • Vi leder efter dig, der er uddannet pædagog – du kan både være nyuddannet med behov for lidt ekstra sparring eller erfaren med lyst til ansvar og til at være med til at sætte retning for vores praksis
  • Du skal have lyst til at lære nyt i fællesskab med dine kollegaer og lyst til at udvikle både din egen og husets pædagogiske praksis
  • Du skal også have mod på at arbejde med stueledelse – hos os betyder det, at du som pædagog på en stue kan holde overblik, tage initiativ og sørge for, at vi overholder den struktur og de aftaler, vi sammen har lavet

Hvorfor vælge os?
I Ringertoften bliver du en del af et rigtig godt og mangfoldigt arbejdsfællesskab. Vi er mange forskellige slags medarbejdere – uddannede og ikke-uddannede, unge og erfarne.

Hos os har alle pædagoger skemalagt forberedelsestid, så du har tid til den faglige fordybelse. Og vi har en særligt god normering med fire medarbejdere på alle stuer.

Derudover får du en særlig mulighed for at fordybe dig i et emne, du brænder for – om det er storegruppen, sprog, bevægelse, udeliv eller forældresamarbejde, så støtter vi op om din udvikling og dine interesser og giver dig mulighed for at få særligt ansvar.

Vi sørger også for, at du får en god modtagelse. Vi har udviklet vores eget forløb for nye medarbejdere, hvor du kommer igennem seks moduler med faglige temaer. Du får en mentor, og så har du løbende sparringsmøder med dine nye ledere.

Om Ringertoften
Vi er en integreret institution, som ligger i et helt nybygget hus i Københavns Nordvestkvarter. Her har vi nogle ret unikke og virkelig fede rammer med rigtig meget plads, masser af lys, rar atmosfære og god akustik. Det skaber en stor ro i hverdagen, fordi her ikke larmer, og vi let kan dele os op i mange forskellige rum.

Vi er seks stuer i både vuggestuen og børnehaven, og vi synes, der er mange fordele ved at være et stort hus. Udover ekstra meget plads har vi også ekstra mange ressourcer, som giver os mulighed for at lave særlige projekter, uddanne vores medarbejdere og være flere voksne på stuerne.

Vi er to pædagogiske ledere og har også to faglige koordinatorer, så du vil opleve altid at have faglig sparring tæt på.

Læs meget mere om Ringertoften og få et kig ind i vores hus på vores hjemmeside.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer om ugen med opstart snarest muligt.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingerne, eller har du lyst til at se vores hus, inden du søger, så kontakt pædagogisk leder for børnehaven Line Wedderkind på 24 34 97 44.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest fredag den 6. november 2026

Dette jobopslag fra Københavns Kommune er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Københavns Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (64942212)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Københavns Kommune
Søg på virksomhedens side