Souschef til Ældre og Sundhed

Billund Kommune

Importeret fra Jobnet
Kan du skabe retning, samle mennesker om fælles løsninger og omsætte strategi til praksis?

Billund Kommune er midt i en omfattende omstilling. Sundhedsreformen og Ældrereformen ændrer rammerne for vores opgaver, samarbejder og måden, vi leverer velfærd på. Samtidig skal vi håndtere stigende kvalitetskrav, flere ældre borgere og et presset arbejdsmarked.

Det skaber et spændende ledelsesrum med mulighed for at sætte retning og gøre en reel forskel for borgerne.

I Billund Kommune søger vi derfor en souschef, der sammen med Ældre- og Sundhedschefen vil stå i spidsen for den fortsatte udvikling af Ældre- og Sundhedsområdet.

Som souschef får du en central rolle i at sikre, at politiske ambitioner, reformer og faglige mål omsættes til konkrete løsninger, som skaber værdi for borgere, pårørende og medarbejdere.

Du bliver en central strategisk nøgleperson, nærmeste sparringspartner for Ældre- og Sundhedschefen og vil fungere som stedfortræder i relevante sammenhænge.




En central rolle i udviklingen af Ældre og Sundhed

Som souschef får du et bredt strategisk og organisatorisk ansvar.

Du skal bidrage til at skabe sammenhæng mellem drift, kvalitet, udvikling og tværgående samarbejder, samtidig med at du understøtter lederne i at lykkes med kerneopgaven helt tæt på borgerne.

Du bliver en aktiv medspiller i udviklingen af den sundhedsfaglige kvalitet på hele Voksenområdet og får en vigtig rolle i samarbejdet på tværs af fagområder, myndigheder og sektorer. Samtidig får du ansvar for at understøtte implementeringen af nationale reformer, nye kvalitetskrav og vores egne organisatoriske udviklingsinitiativer. Du vil bl.a. komme til at stå i spidsen for implementering af den kommende nationale demenshandleplan og sammen med lederen af demensområdet bidrage med en udvikling af demensområdet, så der sikres høj faglig kvalitet og sammenhængende forløb for mennesker med demens og deres pårørende.





Du bliver en del af Ældre- og Sundhedsområdet

Du vil få din daglige gang på rådhuset i Grindsted, hvor også Ældre- og Sundhedschefen, Handicap- og Psykiatrichefen samt Voksen- og Sundhedsstaben har deres daglige base, men du vil også være synlig ude hos vores ledere både på Ældre- og Sundhedsområdet og Handicap- og Psykiatriområdet.

Du bliver en del af ledergruppen på Ældre- og Sundhedsområdet med 12 driftsledere, og du får et tæt samarbejde med ledere, specialister og stabsfunktioner på tværs af hele Voksenområdet. Vi arbejder ud fra en grundlæggende ambition om at skabe kvalitet, sammenhæng og værdi for borgerne gennem stærkt samarbejde, høj faglighed og fælles ansvar – og vi har det også sjovt, når vi går på arbejde.




Et job i krydsfeltet mellem kvalitet, drift og udvikling

Som souschef skal du sikre, at nye krav, beslutninger og udviklingsinitiativer bliver omsat til praksis i organisationen. Du får et særligt ansvar for at styrke den sundhedsfaglige kvalitet på tværs af området i tæt samarbejde med vores ledere, vores udviklingssygeplejerske og sygeplejefaglig konsulent.

En vigtig del af rollen bliver samtidig at styrke samarbejdet med sygehuse, almen praksis og øvrige samarbejdspartnere, så borgerne oplever sammenhængende og trygge forløb. Med Sundhedsreformen og Billund Kommunes samarbejde på tværs af to Sundhedsråd bliver det afgørende at skabe stærke relationer og fælles løsninger på tværs af sektorer og geografi.

Derudover skal du understøtte vores ledere i komplekse borgerforløb og pårørendesamarbejder, når situationerne kræver det.



Dine vigtigste ansvarsområder bliver at:

  • drive implementering af reformer, udviklingsindsatser og strategiske initiativer på tværs af Ældre- og Sundhedsområdet.
  • understøtte høj sundhedsfaglig kvalitet og fælles retning i organisationen.
  • bidrage til udvikling af kompetencer, læringsforløb og faglige standarder på tværs af medarbejdergrupper.
  • koordinere det tværsektorielle samarbejde med sygehuse, almen praksis og øvrige samarbejdspartnere.
  • understøtte ledere i komplekse organisatoriske og borgerrettede problemstillinger.
  • udarbejde analyser, oplæg, notater og beslutningsgrundlag.
  • fungere som stedfortræder for Ældre- og Sundhedschefen.


Hvilke bliver dine første opgaver?

I den første periode vil du blandt andet få ansvar for at:

  • understøtte implementeringen af centrale elementer i Sundhedsreformen og Ældrereformen.
  • sikre retning og sammenhæng på det sundhedsfaglige område med fokus på kvalitet og patientsikkerhed.
  • udvikle og implementere en strategi for arbejdet med utilsigtede hændelser og organisatorisk læring.
  • implementere nyt procedure- og kompetencesystem samt understøtte forankring i organisationen.
  • bidrage til den fortsatte udvikling af ledergruppen sammen med Ældre- og Sundhedschefen.
  • styrke arbejdet med borger- og pårørendesamarbejde.
Efter det første år forventer vi, at du har bidraget til væsentlige fremskridt i implementeringen af reformerne, styrket den sundhedsfaglige kvalitet og understøttet et tættere samarbejde på tværs af organisationen og med eksterne samarbejdspartnere.



Du skaber resultater gennem samarbejde og faglighed

For at være den rette til opgaven, forestiller vi os, at du:

  • er uddannet sygeplejerske og har en relevant videreuddannelse inden for ledelse, projektledelse, procesledelse eller sundhedsfaglig udvikling.
  • har erfaring fra sundheds- eller ældreområdet, gerne fra en politisk styret organisation.
  • har ledererfaring eller erfaring fra en rolle med betydeligt ansvar for koordinering, udvikling og implementering.
  • har dokumenteret erfaring med at omsætte strategier og beslutninger til konkrete resultater.
  • trives i komplekse samarbejdsrelationer og kan skabe følgeskab gennem faglighed, dialog og tydelig retning.
  • kommunikerer sikkert, både mundtligt og på skrift.
Som person håber vi, at du er initiativrig, struktureret og relationsstærk. Du kan både tænke strategisk og handle pragmatisk, når løsninger skal omsættes til virkelighed.

Billund Kommune er en lille kommune, hvor både chefer og ledere selv booker møder, skriver referater og følger opgaver helt til dørs. Derfor forestiller vi os også at du elsker ”rugbrødsarbejdet”, som ofte er det, der bringer opgaverne helt i mål.



Derfor skal du vælge os

Vi tilbyder en spændende og indflydelsesrig lederstilling i en ambitiøs kommune, hvor du får mulighed for at præge udviklingen af et område i stor forandring. Du bliver en del af en organisation præget af høj faglighed, stort engagement og et stærkt fokus på samarbejde.

Vi arbejder ud fra visionen om Børnenes Hovedstad og principperne i Playful Working, hvor nysgerrighed, deltagelse, mening og fællesskab er en naturlig del af måden, vi arbejder på.

Så kan du se dig selv i en organisation, hvor vi lykkes ved fælles hjælp, gør os umage, har løsningssind og bruger Playful Working som en styrke i hverdagen, så glæder vi os til at modtage din ansøgning.



Praktiske oplysninger

Opstart 1. januar 2027

Du er meget velkommen til at kontakte Bethina Lundberg Danielsen, Ældre og Sundhedschef, på tlf. +45 23 20 44 37 eller på mail blun1@billund.dk, hvis du vil vide mere.

Der er to samtalerunder, første samtale den 20. november og anden samtale den 25. november. Du vil til anden samtale skulle løse en opgave. Hvis du udvælges til anden samtale, vil du få udarbejdet en personprofil. Derudover indhenter vi reference fra dit nuværende arbejdssted.

Ansøgningsfrist den 17. november 2026 – vi udvælger kandidater den 18. november.



Vi glæder os til at høre fra dig!

Dette jobopslag fra Billund Kommune er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Se det originale opslag

Rekrutterer du for Billund Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

  • Verificeret CVR (29189765)
  • Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu
Følg Få besked om nye job fra Billund Kommune
Søg på virksomhedens side