To faglige ledere til Væresteder og Særlige Indsatser ved Center for Handicap og Psykiatri
Vil du skabe retning, stabilitet og faglig udvikling på et område, der gør en afgørende forskel for mennesker med psykiske og sociale udfordringer?
Vil du være med til at skabe stærke fællesskaber, forebygge social udsathed og udvikle indsatser, der giver mennesker nye muligheder? Kan du skabe struktur og fælles retning samtidig med, at du understøtter medarbejdernes faglighed og udviklingen af fremtidens sociale indsatser?
Så har du nu muligheden for at blive en af vores to faglige ledere i Væresteder og Særlige Indsatser i Center for Handicap og Psykiatri i Frederikshavn Kommune.
Vi søger to faglige ledere, der sammen kan sikre en stabil drift, tydelige rammer og en fælles faglig retning på tværs af vores væresteder, Det Sociale Pitstop, Peeruddannelsen og Housing First-indsatserne.
Området er i udvikling, og I får en central rolle i at styrke sammenhængen mellem tilbuddene og videreudvikle indsatser, der understøtter borgernes muligheder for deltagelse, fællesskab, mestring og selvstændighed. Vi arbejder ud fra en ambition om at forebygge, at sociale problemer vokser sig større, og om at tilbyde den mindst indgribende støtte, som imødekommer borgerens behov. Fællesskaber, borgerens egne ressourcer og muligheder for at leve et selvstændigt liv er derfor centrale omdrejningspunkter i vores arbejde.
Som faglige ledere får I ansvar for både den faglige ledelse og den daglige drift inden for jeres respektive ansvarsområder. I skal kunne skabe overblik, prioritere opgaver og arbejde systematisk med faglig kvalitet, arbejdsgange og opfølgning. Samtidig bliver I en del af et stærkt ledelsesfællesskab, hvor mod, ansvarlighed og ordentlighed er centrale værdier.
Om Væresteder og Særlige Indsatser
Væresteder og Særlige Indsatser er en del af Specialiserede Dagtilbud under Center for Handicap og Psykiatri.
Området omfatter følgende tilbud og indsatser:
- Værestedet i Skagen
- Bakkely i Frederikshavn
- Huset i Skansegade i Frederikshavn
- Clasens Gård i Sæby
- Det Sociale Pitstop (kommunens åbne indgang)
- Housing First-teamet, herunder den opsøgende kontaktpersonordning efter servicelovens § 99
- Peeruddannelsen
Tilbuddene er geografisk placeret på tværs af Frederikshavn Kommune og varetager både lokale og kommunedækkende indsatser. Stillingerne indebærer derfor løbende kørsel mellem arbejdsstederne. Det er en forudsætning, at du har gyldigt kørekort kategori B og råder over egen bil.
Tilbuddene har forskellige målgrupper og opgaver, men fælles for dem er ønsket om at forebygge social udsathed, skabe meningsfulde fællesskaber og understøtte borgernes muligheder for at leve et selvstændigt liv. Vi ønsker at skabe rammer, hvor borgerne kan være en del af fællesskaber og benytte åbne, fleksible tilbud, og hvor behovet for mere omfattende støtte så vidt muligt forebygges gennem tidlige og relevante indsatser.
Området består af medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Det kræver en samlet ledelse, der kan skabe sammenhæng og fælles retning, samtidig med at de enkelte tilbuds faglighed og styrker udvikles.
En vigtig opgave
Væresteder og Særlige Indsatser står midt i en udvikling, hvor vi arbejder målrettet med at skabe mere sammenhængende, fleksible og borgernære indsatser.
Som faglige ledere får I mulighed for at præge denne udvikling. En central opgave bliver at skabe et solidt fagligt og organisatorisk fundament med tydelige rammer, systematiske arbejdsgange og en stabil drift.
Herfra skal I i samarbejde med medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere drive den fortsatte faglige udvikling.
Vi arbejder blandt andet med:
- at styrke sammenhængen mellem væresteder og forebyggende tilbud
- at videreudvikle Housing First-indsatserne og samarbejdet på tværs af myndigheds- og udførerområdet
- at styrke borgerinddragelse og recoveryorienterede tilgange
- at skabe stærkere samspil mellem fagprofessionelle, peers og frivillige
- at udvikle tidlige og fleksible indsatser tæt på borgernes hverdagsliv
- at sikre meningsfuld dokumentation, systematisk opfølgning og høj faglig kvalitet
Vi søger derfor faglige ledere, der kan skabe struktur, overblik og fremdrift samt omsætte faglige ambitioner til konkret praksis. Det er vigtigt, at I både kan understøtte medarbejdernes faglighed og sikre, at aftaler, arbejdsgange og indsatser følges til dørs.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- har en relevant socialfaglig, pædagogisk eller anden relevant videregående uddannelse, eventuelt suppleret med en lederuddannelse
- har erfaring med faglig ledelse, personaleledelse og/eller koordinering af komplekse opgaver
- gerne har erfaring fra det specialiserede socialområde, særligt arbejdet med mennesker i social udsathed
- har kendskab til Housing First og gerne erfaring med metoder som CTI og ICM
- arbejder systematisk og struktureret og kan skabe overblik, prioritere opgaver og sikre fremdrift
- har fokus på at understøtte borgernes deltagelse i fællesskaber og deres muligheder for at mestre eget liv
- har fokus på faglig kvalitet, dokumentation og systematisk opfølgning
- kan skabe følgeskab gennem tydelig kommunikation, inddragelse og ordentlighed
- kan balancere hensynet til en stabil drift med behovet for faglig udvikling og organisatorisk læring.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med at omsætte faglige ambitioner til praksis og skabe fælles arbejdsgange og systematik på tværs af medarbejdere og tilbud. Du behøver ikke kunne alt fra begyndelsen, men du skal have lyst til at tage ansvar, skabe retning og drive udviklingen af området sammen med andre.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.
Lønnen fastsættes efter principperne om lokal løndannelse og på baggrund af stillingernes indhold og ansøgernes kvalifikationer.
Forventet tiltrædelse: 1. januar 2027.
Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger om stillingen kan der rettes henvendelse til leder af Væresteder og Særlige indsatser Lars Svenstrup på tlf.: 98456405
Ansøgning sendes via kommunens elektroniske rekrutteringssystem, hvor dokumentation for uddannelse og tidligere beskæftigelse vedlægges.
Ansøgningsfrist: 20. november 2026 og samtalerne forventes afholdt d. 27. november 2026.
Dette jobopslag fra Frederikshavn Kommune er hentet fra Emply. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.
Rekrutterer du for Frederikshavn Kommune? Slå job op gratis på jajob.dk.
Om denne arbejdsgiver
- Verificeret CVR (29189498)
- Ny på jajob, ingen svarhistorik endnu