jajob.dk

Er du vores nye kollega på Neonatal og Barsel?

Region Syddanmark · CVR 29190909

Søg på virksomhedens side ↗
Sted
6200 Aabenraa
Slået op
For 2 uger siden
Ansøgningsfrist
8. november 2026
Dansk
Dansk krævet
Arbejdssted
På kontoret
Importeret fra HR-Manager

Er du sygeplejerske og ønsker at arbejde med nyfødte og deres familier, og samtidig være en del af en afdeling i stor udvikling? Så er det måske dig, vi søger til Neonatal og Barsel på Sygehus Sønderjylland.

Vi søger sygeplejersker til både fast stilling og vikariat. Der er tiltrædelse pr.1. januar 2027 eller efter aftale. Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer pr. uge, men vi er åbne for lavere timeantal efter ønske.

Hvem er vi?

På Neonatal og Barsel plejer og behandler vi patienter indenfor begge specialer. Vi tilbyder to dages barselsophold til førstegangsfødende. Vi varetager plejen af mødre med behov for obstetrisk behandling efter fødslen, eks. ved præeklampsi, opfølgning på GDMI, sectio eller post partumblødning. Vi varetager pleje og behandling af for tidligt fødte børn fra GA28, børn med behov for respirationsstøtte (CPAP) og syge børn med blandt andet infektion, gulsot, hypoglykæmi, lav fødselsvægt eller behov for genindlæggelse. Akut dårlige børn modtager vi fra børnemodtagelsen, fødegangen og operationsgangen, og i nogle tilfælde henter vi selv børnene. Derudover er vi også med på transport, enten selvstændigt eller med en læge, når børn skal hentes eller til undersøgelse på et andet sygehus.

På tværs af patientgrupperne har vi et fælles fokus på etablering og understøttelse af amning, og på at styrke forældrenes kompetencer og tryghed i omsorgen for deres barn. Vi varetager desuden familier og mødre der følges i familieambulatorie med særlige behov. Alle vores patienter indlægges på familiestuer, og vi arbejder ud fra Fundamentals of Care med fokus på familiecentreret sygepleje og NIDCAP-principper.

Vi har ialt 19 sengepladser fordelt på 9 barselssenge og 10 neonatalsenge. Efter udskrivelse tilbyder vi barselsklinik de 7 første dage.

Vi er ca. 40 sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter med et stærkt fagligt fokus, et stærkt samarbejde og fællesskab, hvor kollegaer hjælper hinanden, og hvor vi prioriterer løbende sparring, vidensdeling og åben dialog i vores hverdag. Derudover er der tilknyttet sygeplejestuderende, SSA-elever og jordemoderstuderende.

Vi søger dig der

  • Er nysgerrig, har stor lyst til faglige udfordringer og udvikling. Alle kommer i 1½ års kompetenceudviklingsforløb ved ansættelsen
  • Har lyst til at arbejde familiecentreret og kombinere dette med teknologisk sygepleje
  • Meget gerne erfaring inden for neonatologi og/eller barsel, evt. erfaring med amme-etablering
  • Trives med skiftende vagter og med varieret arbejdspres i akutte og længerevarende forløb
  • Er fleksibel og bidrager positivt ind i arbejdsfællesskabet
  • Arbejder aktivt med egen faglig udvikling og engagerer sig gennem opsøgning af viden i litteraturen, artikler mm.
  • Har lyst til at tage et medansvar for vores studerende og elever, da vi alle fungerer som daglig vejleder

Hos os får du

  • Struktureret og målrettet introduktion samt kompetenceudvikling i begge specialer, hvor kompetencekort er dit styringsredskab
  • Et stærkt vejlederteam og mentorer, der støtter dig gennem dit kompetenceforløb
  • Et arbejdsmiljø, hvor trivsel og samarbejde prioriteres højt, og hvor der er plads til humor
  • Stor indflydelse på arbejdsplanen, hvor vi ønsker i HosInfo, ud fra fælles spilleregler for vagtplanlægning. Du skal være indstillet på at vi er en vagttung afdeling, og du skal påregne weekend ca. hver 3 weekend, og derudover 2-3 ekstra om året
  • En arbejdsplads med høj faglighed og med gode muligheder for udvikling
  • En kollegagruppe, hvor erfaringen spænder bredt
  • To specialer med mange spændende faglige udfordringer
  • Godt og velfungerende tværfagligt samarbejde omkring patientforløbene

Har du spørgsmål til stillingen eller har du lyst til en uforpligtende rundvisning i afdelingen, så er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Karen Frandsen, for yderligere oplysninger;  Tlf.: 23695830 – Mail: karen.frandsen2@rsyd.dk

Ansøgningsfrist er den 8. november 2026. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 17. november 2026.

Løn og ansættelsesforhold
Du ansættes i henhold til overenskomsten mellem Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem DSR og Sygehus Sønderjylland.

Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension, Sundhedskartellets overenskomst 32.17.1. Se startløn for stillinger i Region Syddanmark.

Der vil blive indhentet reference og børneattest inden endelig ansættelse.

Vi glæder os meget til at høre fra dig.

Dette jobopslag fra Region Syddanmark er hentet fra HR-Manager. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Søg på virksomhedens side ↗

Rekrutterer du for Region Syddanmark? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

✓ Verificeret CVR Ny på jajob — ingen svarhistorik endnu
+ Følg Få besked om nye job fra Region Syddanmark