Tilbudsberegner/kalkulatør til jord- og anlægsprojekter - Gustav H. Christensen
PRO & CO A/S · CVR 25167791
Som tilbudsberegner hos Gustav H. Christensen får du mulighed for at bringe din erfaring med kalkulation, økonomi og tilbudsarbejde i spil på både store og små jord- og anlægsprojekter. Din tekniske forståelse og evne til at gennemskue tegninger, mængder og udbudsmateriale bliver et vigtigt grundlag for at finde de rigtige løsninger og udarbejde konkurrencedygtige tilbud.
Du får en central rolle i tilbudsfasen og følger opgaverne fra gennemgang af udbudsmateriale og besigtigelse til færdigt tilbud, kontraktaftale og overdragelse til projektleder og formand.
Du bliver virksomhedens primære tilbudsberegner, med direktøren som nærmeste leder og faglige sparringspartner, og får et tæt samarbejde med projektlederne. Du får samtidig en bred kontaktflade udadtil med både kunder, rådgivere, leverandører og underentreprenører.
Dine opgaver
Gennemgang af udbuds- og projektmateriale samt kalkulation og udarbejdelse af tilbud
Beregning af mængder, materialer, maskintimer, bemanding og øvrige omkostninger
Indhentning, sammenligning og koordinering af tilbud fra leverandører og underentreprenører
Besigtigelse af kommende projekter og mindre opmålingsopgaver efter behov
Dialog og forhandling med bygherrer, rådgivere og underentreprenører i tilbuds- og kontraktfasen
Gennemgang af kontraktgrundlag samt sparring om priser, løsninger og risici
Overdragelse af vundne projekter til projektleder og formand og følge op på igangværende sager
Størstedelen af din arbejdsdag foregår på kontoret i Snejbjerg, men du kommer også ud og besigtiger de projekter, du arbejder med.
Hvem er du?
Vi leder efter dig, der allerede har erfaring med tilbudsberegning eller kalkulation og derfor kender processen fra udbudsmaterialet lander, til tilbuddet er beregnet, forhandlet og klar til overdragelse.
Du har formentlig en byggeteknisk eller ingeniørfaglig uddannelse som fx bygningskonstruktør, diplomingeniør eller en anden relevant uddannelse. Har du erfaring med jord-, kloak- eller anlægsarbejde, vil det være en klar fordel.
Du har god tegningsforståelse og arbejder sikkert med tal og økonomi. Beregningerne foretages primært i Excel, mens kendskab til CAD, digitale projektværktøjer og AB18 vil være en fordel.
Som person arbejder du struktureret og grundigt og bevarer overblikket, også når flere tilbud er i gang samtidig. Du trives samtidig med dialog og forhandling og formår at skabe gode relationer til kunder, leverandører og underentreprenører.
Hvad kan du forvente?
Som ny medarbejder hos Gustav H. Christensen kan du se frem til et selvstændigt job med frihed under ansvar og gode muligheder for at planlægge din hverdag, så der er balance mellem arbejde og privatliv.
Stillingen er på fuldtid, og du får fast base sammen med dine kollegaer på kontoret i Snejbjerg.
Der er samtidig planer om at udvide virksomhedens nuværende faciliteter, så du og dine kommende kollegaer inden længe kan se frem til nye og mere moderne rammer om arbejdsdagen.
De fleste af dine kommende kollegaer har været ansat i virksomheden i mange år og er blandt andet blevet på grund af det stærke sociale fællesskab og den uformelle omgangstone. En særlig aktiv personaleforening står for at arrangere flere årlige sociale aktiviteter, og derudover opstår der også mere uformelle initiativer i hverdagen – som når grillen tændes til en hotdog, inden weekenden rammer.
Du aflønnes med en individuelt forhandlet fast månedsløn samt pension og sundhedsforsikring. Derudover stilles mobil, PC og nødvendigt udstyr til rådighed.
Ansøgning og spørgsmål
Rekrutteringen til denne stilling foregår i samarbejde med PRO&CO. Send dit CV og et par ord om, hvorfor stillingen er spændende for dig, via knappen ”Søg stillingen”.
Samtaler afholdes løbende, så send gerne dit CV hurtigst muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Har du spørgsmål eller ønsker du at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte PRO&CO, se kontakt oplysninger herunder.
Entreprenørfirmaet Gustav H. Christensen A/S blev stiftet i 1974, hvor opgaverne primært bestod af byggemodning og mindre vejarbejder. En af de større opgaver var blandt andet at være med til at udvide hovedvejen fra Tjørring og ind mod Herning.
I starten af 1982 var der beskæftiget ca. 20 medarbejdere i firmaet. I dag er der ansat ca. 80 medarbejdere, og når behovet opstår, udvides kapaciteten gennem samarbejde med dygtige underleverandører.
Læs mere på www.ghc1.dk
Dette jobopslag fra PRO & CO A/S er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.
Søg på virksomhedens side ↗Rekrutterer du for PRO & CO A/S? Slå job op gratis på jajob.dk.