jajob.dk

Regnskabschef

Nordsøenheden · CVR 31412242

Søg på virksomhedens side ↗
Løn ikke oplyst Dansk krævet På kontoret Copenhagen Importeret fra Jobnet
Vil du være med til at sikre en professionel og værdiskabende forvaltning af Danmarks undergrund og dens ressourcer? Nordsøfonden søger en stærk faglig profil til en central rolle som Regnskabschef, hvor du får ansvar for regnskab, skat, økonomisk rapportering og finansiel compliance i en organisation med stor samfundsmæssig betydning.

Om stillingen Som Regnskabschef i Nordsøfonden får du en bred vifte af fagligt udfordrende og udviklende arbejdsopgaver samt det operationelle ansvar for virksomhedens regnskabs- og skattefunktion i tæt samspil med CFO'en. Du sikrer høj kvalitet i den finansielle rapportering, et stærkt kontrolmiljø samt rettidig og korrekt håndtering af virksomhedens regnskabs- og skattemæssige forhold.

Dine ansvarsområder omfatter blandt andet:

  • Udarbejdelse og kvalitetssikring af årsrapporter samt koordinering af processen frem mod godkendelse
  • Håndtering, planlægning og koordinering af den årlige revision i tæt samarbejde med revisor
  • Ansvar for selvangivelse og øvrige skatteforhold samt løbende dialog med relevante rådgivere og myndigheder
  • Sikring af korrekt og rettidig håndtering af generelle regnskabs- og skattemæssige problemstillinger, herunder i forbindelse med nye projekter
  • Løbende opfølgning (finansiel controlling) på aktiviteterne i licenserne og deltagelse i partnerrevisioner
  • Udarbejdelse og videreudvikling af vores bestyrelses- og ledelsesrapportering samt relevante analyser
  • Ansvar for udvikling af klimaregnskab og klimarelateret rapportering
  • Likviditetsstyring
Om dig Du arbejder struktureret og proaktivt og formår at skabe overblik, også når der er mange deadlines og interessenter. Du sikrer, at regnskab, skat, revision, interne kontroller og rapportering håndteres rettidigt og med høj kvalitet. Samtidig har du fokus på, hvordan finansfunktionen bedst muligt kan understøtte forretningen, og du udfordrer og udvikler løbende eksisterende processer og kontroller med henblik på at skabe en effektiv, skalerbar og robust finansfunktion.

Vi forventer, at du hurtigt kan tilegne dig ny viden. Nordsøfonden opererer inden for et område med særlige regnskabs- og skattemæssige forhold knyttet til olie- og gasaktiviteter, herunder kulbrinteskat.

Rollen kræver, at du kan kommunikere komplekse økonomiske forhold klart og præcist til både finansielle og ikke-finansielle interessenter. Du forventes derfor at være en stærk sparringspartner for ledelsen og kunne omsætte finansielle data til relevante indsigter og anbefalinger. Ligeledes forventes det, at du er en stærk samarbejdspartner i dialogen med myndigheder, revisorer, samarbejdspartnere og medejere i de aktiver, som Nordsøfonden indgår i. En del af din kontakt foregår på engelsk.

Vi forestiller os, at du har en relevant økonomisk uddannelse, eksempelvis cand.merc.aud., cand.merc., HD(R) eller tilsvarende samt minimum 10 års relevant erfaring fra en lignende stilling og/eller et større revisionshus.

Du har en solid faglig forståelse for regnskab, revision og skat. Erfaring med ledelsesrapportering, bestyrelsesrapportering samt klimaregnskaber vil være en fordel.

Som person er du:

  • Struktureret og kvalitetsbevidst – du har styr på detaljerne og deadlines
  • Analytisk og kommerciel – du kan omsætte tal til indsigt og forretningsmæssige anbefalinger
  • Proaktiv og selvstændig – du tager ejerskab og driver dine områder fremad
  • Forretningsorienteret – du ser Finance som en aktiv del af forretningen og du er en vigtig sparringspartner på tværs af interessenter
  • Kommunikativ og relationsskabende – du kan formidle økonomiske problemstillinger klart til forskellige målgrupper
  • Løsningsorienteret – du identificerer muligheder for forbedringer og følger dem til dørs
Vi tilbyder
  • En nøgleposition i en specialiseret organisation med stor samfundsmæssig betydning
  • Muligheden for at arbejde i krydsfeltet mellem samfundsbidrag, samfundsansvar, energiforsyning og grøn omstilling
  • Et højt fagligt niveau, engagerede kolleger og en kultur præget af samarbejde, professionalisme og integritet
  • Attraktive ansættelsesvilkår og gode udviklingsmuligheder
Din kommende arbejdsplads Nordsøfonden er statens undergrundsselskab, som varetager statens deltagelse i de danske olie‑ og gaslicenser og de danske CO₂‑lagringslicenser. Vores opgave er at skabe værdi ved at udnytte undergrundens potentiale bedst muligt til gavn for det danske samfund. Vi er som ikke-operatør en del af løsningen, når vi deltager i produktion af olie og gas, og når vi bidrager til CO₂-lagring. Vi er i øjeblikket med i 4 olie- og gaslicenser og 7 CO₂ -lagringslicenser, og vores nettoomsætning er omkring 4 mia. kr.

Vi er pt. knap 20 medarbejdere i en spændende organisation, der forvalter store aktiver. Vores hverdag er præget af udfordrende og varierende opgaver, vi spænder bredt i faglighed, og vi lægger vægt på effektivt samarbejde og projektorienteret opgaveløsning.

Vi tror på, at en mangfoldig og rummelig arbejdsplads, hvor der er mulighed for balance mellem arbejdsliv og privatliv samt fleksibilitet i arbejdsplanlægningen, styrker opgaveløsningen. Vi tilbyder forskellige trivselsordninger, herunder en sundhedsforsikring til ansatte. Nordsøfonden holder til i Sankt Kjelds Gård på Østerbro, tæt på Lyngbyvejen, metro og S-tog, og der er adgang til parkeringskælder.

Løn og ansættelsesforhold Du ansøger om jobbet via vores elektroniske ansøgningssystem. Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis og eventuelle øvrige bilag skal indsendes senest den 9. november 2026, kl. 10.00. Vi behandler ansøgninger løbende, så du må meget gerne søge så snart, du har mulighed for det.

Vi forventer at holde samtaler medio november/primo december. Du skal være indstillet på at gennemføre en test.

Tiltrædelse hurtigst muligt efter aftale. Du vil blive ansat efter overenskomsten for akademikere i staten med mulighed for forhandling af tillæg. Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.

Yderligere oplysninger

Ønsker du at vide mere om stillingen, kan du kontakte Nordsøfondens kommende CFO Michael Lund Jensen (dog først efter den 26. oktober) på telefon + 45 21 53 71 88.

Du kan læse mere om Nordsøfonden på www.nordsoefonden.dk

Dette jobopslag fra Nordsøenheden er hentet fra Jobnet. jajob.dk viser en kopi og tjekker flere gange dagligt, at det stadig er åbent. Ansøgninger går til arbejdsgiverens egen side.

Søg på virksomhedens side ↗

Rekrutterer du for Nordsøenheden? Slå job op gratis på jajob.dk.

Om denne arbejdsgiver

✓ Verificeret CVR Ny på jajob — ingen svarhistorik endnu