Kemiker til risikovurdering af biociders fysiske og kemiske egenskaber

MILJØSTYRELSEN

From HR-Manager

Vil du være med til at beskytte sundhed og miljø gennem fagligt stærke vurderinger af pesticider? Vi søger en kemiker, der vil arbejde med vurdering af de fysiske og kemiske egenskaber af biocidprodukter og aktivstoffer sammen med dygtige kolleger.

Opgaver i kontoret og organisering  
Området Sikker Kemi arbejder for at beskytte miljø og menneskers sundhed gennem regulering, godkendelse, kontrol og håndhævelse på kemikalie-, biocid- og pesticidområdet. Opgaverne omfatter blandt andet vurdering og godkendelse af biocider og pesticider, samt af forskning og produktion med genmodificerede organismer.

Arbejdet omfatter desuden vurdering og regulering af kemiske stoffer og produkter i henhold til EU-lovgivningen, herunder REACH- og CLP-forordningerne, fastsættelse af grænseværdier samt kortlægning og risikovurdering af kemikalier i produkter og miljø.
 
Området Sikker Kemi fører også kontrol med og håndhæver kemikalielovgivningen og de tilhørende regler. Dette omfatter kontrol- og håndhævelsesopgaver vedrørende blandt andet klassificering, mærkning, opbevaring, restriktioner, markedsføring og anvendelse af en bred vifte af produkter, herunder pesticider, biocider, kemiske produkter, kosmetik, elektronik, tekstiler, legetøj og andre forbrugerprodukter.

Derudover deltager området aktivt i globalt, nordisk og europæisk samarbejde om regulering, godkendelse, kontrol og håndhævelse på kemikalie-, biocid- og pesticidområdet.
 
Vi er organiseret i 4 kontorer og er i alt omtrent 120 dygtige og engagerede kolleger.
 
Godkendelsesopgaverne løses sammen med miljø- og sundhedsfaglige kolleger, jurister og administrative medarbejdere og specialister i effektivitet. Vi har en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø, som er præget af høj faglighed, arbejdsglæde, faglig sparring og godt humør.

Du kommer til at arbejde i team Biocider, som er en del af kontoret Bekæmpelsesmidler – Godkendelse og Vurdering. Kontoret består af ca. 50 medarbejdere.

Vi søger en kollega til disse opgaver
Vi søger en kollega til at vurdere ansøgninger om godkendelse af biocidprodukter og aktivstoffers fysiske og kemiske egenskaber, herunder fare og sikkerhedsklassificering samt vurdering af analysemetoder. Dine opgaver bliver vurdering af ansøgte produkters fysiske og kemiske egenskaber. Du skal også kommentere på andre landes produktvurderinger og vurderinger af aktivstoffer. Kommunikation med ansøgere og myndigheder i EU er en vigtig del af jobbet. Du kommer til at samarbejde med sundheds- og miljøfaglige kollegaer i enheden og også få mulighed for at deltage i EU-ekspertgrupper.
 
Kvalifikationer
Vi forestiller os, at du:

  • Er uddannet kemiker, miljøkemiker eller kemiingeniør eller lignende.
  • Du kan vurdere kemikaliers fysisk-kemiske egenskaber og har gerne kendskab til klassificering efter EU’s regler/CLP-reglerne. Du skal kunne vurdere om indsendte studierapporter og ansøgernes vurdering af studier er rigtige på baggrund af faste testguidelines.
  • Har gerne erfaring med EU- og regulatorisk arbejde. Vi deltager aktivt i arbejdet med harmonisering af vurderinger af både produkter og de aktivstoffer, der indgår i produkterne, og bidrager også til udarbejdelse af EU-vejledninger. 
  • Du har måske kendskab til OECD test-guidelines og EU's guidance dokumenter på området. Vores vurdering er baseret på undersøgelser efter internationale retningslinjer.
  • Du er effektiv, god til at skære opgaverne til, og har et godt humør. Mange af vores opgaver har skarpe deadlines, men der skal være plads til, at vi har det rart sammen.
  • Du kan lide at samarbejde med kolleger med forskellig faglig baggrund. Godkendelsesopgaverne løses sammen med sundheds- og miljøfaglige kolleger, jurister og administrative medarbejdere. 
  • Du skriver godt på både dansk og engelsk og har også gerne administrativ erfaring. Vores afgørelser skal være klare og letforståelige – også selvom emnet er kompliceret. 

Vi forventer desuden, at du er nysgerrig, omstillingsparat, dynamisk og arbejdsom. Du trives med mange opgaver, hvor nogle vil være rutineprægede, andre kræve fordybelse og analytisk sans. Du kommer til at lære rigtig meget nyt, så det er vigtigt at du er tålmodig og vedholdende, og kan etablere et godt samarbejde med dine kolleger, som gerne vil hjælpe dig.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten). 

Tjenestestedet vil være i Odense C på Lerchesgade 35. Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte kontorchef Charlotta Wallensten på tlf. 2267 8304 eller teamleder Mads Holmgaard Kaspersen på tlf. 2134 9915.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, eksamensbevis m.m. senest den 27. november 2026 kl. 12.00.

Vi planlægger at holde samtaler den 30. november 2026/1. december 2026.

Du kan forud for en evt. samtale blive bedt om at udfylde en test og/eller forberede en case.

This job ad from MILJØSTYRELSEN was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for MILJØSTYRELSEN? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • Verified CVR (25798376)
  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from MILJØSTYRELSEN
Apply on company site