Analytiker til Sikker grøn omstilling og digitalisering

Beredskabsstyrelsen, Beredskabsstyrelsen Hovedstaden

From Jobnet
Vil du hjælpe med at forme fremtidens redningsberedskab?

Den grønne omstilling vinder frem og redningsberedskabet skal følge med. Til det arbejde har vi brug for dig til at hjælpe med at lave brandtests, analyser og holde sig opdateret på området.

Om os

Beredskabsstyrelsens kontor for Viden og Kommunalt Redningsberedskab bidrager til, at udviklingen af redningsberedskabet sker på et vidensbaseret grundlag. Vi arbejder med projekter, udarbejdelse af analyser mv. og er dertil omdrejningspunktet for den nationale udrykningsdatabase for brandvæsenerne. Derudover støtter vi de kommunale redningsberedskaber med rådgivning og tilsyn ifm. deres risikobaserede dimensioneringsplaner.

Vi er pt. 21 ansatte med forskellig uddannelsesmæssig baggrund – både beredskabsfaglige og akademiske profiler. Vi løser opgaverne i et uformelt, professionelt og åbent miljø, hvor der altid er mulighed for sparring med gode kolleger.

Om stillingen

Redningsberedskabets område forandres af den grønne omstilling. Nye materialer og teknologier rykker ind i bygningsmassen – batterianlæg, solceller, træ i bærende konstruktioner og mere komplekse bygningsdesigns – og skaber et mere uforudsigeligt risikobillede.

Som analytiker i teamet for Sikker grøn omstilling og digitalisering er du et centralt omdrejningspunkt for arbejdet, der ruster Beredskabsstyrelsen og de kommunale redningsberedskaber til denne udvikling. Du får ansvar for at omsætte ny viden til konkrete anbefalinger, retningslinjer, kompetenceudvikling, og for at bygge bro mellem det operative beredskab, myndigheder, forskning og branche.

Dine vigtigste opgaver:

• Viden om og nysgerrighed inden for redningsberedskabets område.

• Sætte retning for vidensopbygning om byggetendenser med høj prioritet – især batterianlæg i bygninger og store solcelleanlæg.

• Udvikle standarder, retningslinjer og indsatsstaktikker, bl.a. ved at indhente internationale erfaringer.

• Stå for analyse og formidling, der gør komplekse problemstillinger anvendelige for ledelse og mandskab.

• Drive samarbejde med kommunale redningsberedskaber, Danske Beredskaber, branche og forskningsmiljøer.

Om dig

Vi søger en stærk faglig profil – gerne med en beredskabsfaglig erfaring. Det afgørende er, at du kan arbejde i et felt under hastig udvikling og balancere mellem teknisk viden og operativ virkelighed.

Du kan have en relevant videregående akademisk uddannelse, fx ingeniør, samfundsvidenskab mv., men det er ikke et krav.

Du kan have erfaring med analyse, projektledelse og rådgivning, gerne inden for brand, energi, og/eller teknologi samt stærke kompetencer i at indsamle, vurdere og formidle viden til både fagfolk og beslutningstagere.

Vi ser gerne, at du har evne til at skabe samarbejde på tværs af myndigheder, brancher og fagligheder samt har interesse for snitfladen mellem grøn omstilling og brandsikkerhed.

Vi tilbyder:

• En central rolle i et felt med stor samfundsmæssig betydning og politisk bevågenhed

• Mulighed for at sætte retning på et område i hastig udvikling

• Et tværfagligt miljø med adgang til forskning, branche og det operative beredskab

• En fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Birkerød.

Som ansat i Beredskabsstyrelsen område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Frederik Prytz-Grønfeldt på telefon 2465 5936 (send en sms først).

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Sofie Mikkelsen på pkom-sim@mil.dk eller på telefon 3071 3397.

Ansøgningsfristen er fredag, den 27. november 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf.

Stillingen er til besættelse 1. februar 2027.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Beredskabsstyrelsen tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Beredskabsstyrelsen

I Beredskabsstyrelsen arbejder vi med at forebygge og håndtere større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der kan påvirke danskernes tryghed.

Hos Beredskabsstyrelsen går faglig stolthed og høj trivsel hånd i hånd; vi skaber rammerne for et sundt arbejdsmiljø med plads til balance, tæt sparring og en uformel omgangstone midt i vigtige samfundsopgaver.

Vi råder bl.a. over operative kapaciteter til lands og til vands samt ekspertberedskaber, som vi indsætter, når andre myndigheder har brug for støtte ved større og samfundskritiske hændelser. Vi har også en række myndighedsopgaver, som bl.a. består i at understøtte og uddanne det statslige og kommunale redningsberedskab samt øvrige beredskabsaktører. Vi varetager også opgaver inden for beredskabskommunikation og sejladssikkerhed i danske og grønlandske farvande og kan indsættes internationalt.

Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med cirka 1.000 ansatte fordelt over hele landet. Vi er en mangfoldig arbejdsplads med medarbejdere fra forskellige faglige baggrunde og med mange typer opgaver. Vi arbejder hver dag målrettet for at være en skarp og tidssvarende beredskabsaktør, der skaber tryghed for Danmark. Det gør vi med afsæt i vores tre pejlemærker:

• Vi holder os skarpe på fagligheden

• Vi er altid klar til indsats

• Vi passer på hinanden og prioriterer samarbejdet

This job ad from Beredskabsstyrelsen was collected from Jobnet. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for Beredskabsstyrelsen? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • Verified CVR (52990319)
  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from Beredskabsstyrelsen
Apply on company site