Analytisk profil med interesse for skatteretlige problemstillinger

Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV, Skatteforvaltningen, Ribe

From Jobnet
Kan du se det, andre overser? Brug din nysgerrighed og faglige kompetencer til at løse skatteretlige problemstillinger og bliv en del af et stærkt fagligt fællesskab i Skattestyrelsen.

Nogle ser en skattesag. Du ser nuancer og de detaljer, der gør forskellen. Du ved, at de bedste afgørelser bygger på analyse, stærk faglighed og klar kommunikation. Og du motiveres af at fordybe dig i juridiske problemstillinger og finde løsninger, der gør en forskel. Hvis det lyder som dig, kan du være vores nye kollega i enheden Borgere 11 – Bindende svar.

Selvom vi geografisk hører til i Ribe, behøver du ikke bo lige i nærheden for at søge stillingen. I teamet mødes vi nemlig fast én dag om ugen i Ribe og én dag i Fredericia. Hvor og hvordan du arbejder de resterende dage, aftaler vi i fællesskab. I Skatte- og Vækstministeriet lægger vi vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og derfor drøftes rammerne for arbejdstilrettelæggelsen mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.

Bliv specialist i skatteret
Hos os arbejder vi med bindende svar – skriftlige afgørelser, hvor borgere kan få afklaret de skattemæssige konsekvenser af deres dispositioner, før de handler.

Sagerne spænder bredt inden for personbeskatning og omfatter blandt andet lønmodtageres indkomst og fradrag, ejendomsavance, international beskatning, pensionsbeskatning og andre komplekse skatteretlige problemstillinger.

Som sagsbehandler hos os kan du få en varieret dagligdag. Du får ansvar for dine egne sager fra start, hvor du analyserer lovgivning og praksis, vurderer de juridiske spørgsmål og udarbejder afgørelser, der både er juridisk korrekte og skrevet med borgeren i centrum. Vi gør en dyd ud af at skrive kort og præcist, så afgørelsen er forståelig for borgeren. Det giver dig en unik mulighed for at opbygge en bred og dyb viden om nogle af Skattestyrelsens mange fagområder. Du vil typisk have ansvaret for 4-8 sager ad gangen med forskellig kompleksitet og omfang.

Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab, der brænder for skatteretten
Vores team består af kolleger med forskellige faglige baggrunde og erfaringer, men vi har én ting til fælles: Vi elsker at fordybe os i juraen og udvikle vores faglighed, samtidig med at vi har fokus på fremdrift i opgaveløsningen. Hos os står du aldrig alene. Vi sparrer med hinanden, deler viden og udfordrer hinanden fagligt, fordi vi ved, at de bedste løsninger bliver skabt i fællesskab. Samtidig har vi en uformel omgangstone, høj grad af tillid og stor fleksibilitet i hverdagen.

Uanset om du kommer med stor erfaring eller er ny inden for området, sørger vi for, at du kommer godt fra start. Du får et grundigt onboardingforløb med introduktion til vores opgaver, systemer og arbejdsmetoder samt et skræddersyet introduktionsprogram gennem vores interne akademi. Vi tror på, at faglig udvikling er en løbende proces, og derfor prioriterer vi både efteruddannelse, videndeling og løbende sparring.

Stærk i formidling og juridisk metode
Der er flere veje ind i jobbet, og det vigtigste er, at du har interesse for skatteretten og lyst til at udvikle dine juridiske kompetencer inden for området. Du er måske cand.jur., cand.merc.jur, har en professionsbachelor / diplom i skat eller skatterevisor. Du kan også have opnået tilsvarende kompetencer gennem dit arbejde med skat eller juridisk metode. Det er en fordel, hvis du har erfaring med sagsbehandling inden for skatteområdet.

Vi forestiller os, at du:

  • arbejder struktureret og kan skabe overblik over juridiske problemstillinger
  • kan omsætte lovgivning og praksis til velbegrundede afgørelser og sikre klar formidling af disse på skrift
  • kan balancere høj kvalitet med produktivitet
  • møder kolleger og opgaver med engagement og positiv energi og bidrager aktivt til et fagligt miljø med sparring og videndeling
Vi leder efter en kollega, der er nysgerrig, har lyst til at lære og motiveres af at arbejde med nogle af de mest spændende juridiske problemstillinger inden for personbeskatning. Er du klar til at udvikle dine kompetencer i et stærkt fagligt miljø, hvor din indsats gør en forskel for både borgere og samfundet? Så glæder vi os til at høre fra dig.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning, CV og eksamenspapirer senest søndag den 22. november 2026 via linket ”Søg stillingen”. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Tine Vestergaard Hansen på telefon 7238 7076.

Første runde samtaler afholdes den 30. november 2026 på Skattestyrelsens lokation i Fredericia. Anden samtale forventes afholdt den 8. december 2026 i Fredericia, hvor der kan indgå en logisk test, personlighedsanalyse samt en lille case som dialogværktøj. Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.

Forventet tiltrædelse den 1. februar 2027 eller efter aftale.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatte- og Vækstministeriet.

Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at vi foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Vi undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol- og/eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at vi ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatte- og Vækstministeriets koncern.

Du bliver ansat i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet vil være Sorsigvej 35, 6760 Ribe.

This job ad from Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV was collected from Jobnet. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • Verified CVR (19552101)
  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV
Apply on company site