Formidlingsarkivar

Aalborg Kommune

From Emply

Formidlingsarkivar på Aalborg Stadsarkiv

Kan du få mennesker til at få øje på, hvad et arkiv kan?

Aalborg Stadsarkiv søger en formidlingsarkivar på 37 timer om ugen.

Vi leder efter dig, der har lyst til at åbne arkivet for flere brugergrupper og vise, hvad man faktisk kan bruge vores samling til. Derfor skal du kunne udfordre forestillingen om, at arkiver primært er til for historikere, slægtsforskere og andre specialister.

For mange er et arkiv stadig et sted med gamle dokumenter, fotografier og æsker på hylder. Men et arkiv er meget mere end det. Det er en adgang til vores fælles hukommelse og viden om mennesker, steder, beslutninger, hverdagsliv og samfundets udvikling, både lokalt – i Aalborg Kommune – men også regionalt og nationalt.

Din vigtigste opgave bliver derfor at formidle arkivet samling, samt arkivet som institution.

Du skal gøre det lettere for mennesker at forstå, hvad vi har, hvordan man finder det, hvordan man bruger det, og hvorfor det er relevant. Og du skal være med til at vise, hvilke spørgsmål et arkiv kan hjælpe med at besvare – også spørgsmål, som brugerne måske ikke ved, at vi kan hjælpe med.

Hvad kan man bruge et arkiv til?

Det er et spørgsmål, vi gerne vil blive endnu bedre til at svare på.

Som formidlingsarkivar skal du være med til at gøre arkivets samling og faglighed tilgængelig for mange forskellige mennesker. Det kan være borgeren, der leder efter oplysninger om sit hus. Forskeren, der har brug for en bestemt kilde. Eleven, der skal undersøge sin by. Journalisten, der leder efter dokumentation eller den nysgerrige aalborgenser, der bare gerne vil vide mere om den gade, hun bor på.

For at kunne svare på ovenstående forespørgsler skal du have nysgerrigheden for at oparbejde et – overblik over de mange kilder i arkivets samlinger, lige fra vores meget store kommunale arkiv over virksomhedsarkiver til mindre personarkiver. Og kilderne kan både være analoge, som dokumenter, protokoller osv., eller de kan digitale i form af de mange databaser vi bevarer.

Dine arbejdsopgaver

Du kommer blandt andet til at:

  • udvikle og gennemføre formidling af Aalborg Stadsarkiv, arkivets samling, arkivets arbejdsområder mv. 
  • opretholde den daglige drift af arkivets læsesal med borgerkontakt, vejledning og besvarelse af henvendelser i samarbejde med kollegaer.
  • sagsbehandling af borgeres og forskeres ansøgninger om adgang til arkivalier med personfølsomme oplysninger. 
  • formidle, hvad arkivalier er, hvordan de bliver til, og hvordan man kan bruge dem som kilder
  • udvikle formidling, der giver forskellige målgrupper lyst og evne til selv at gå på opdagelse i arkivet
  • skabe indhold til pressen, sociale medier, hjemmeside, lokalt intranet, arrangementer og andre relevante kanaler
  • udvikle nye formater og måder at formidle arkivets muligheder på
  • planlægge og gennemføre rundvisninger, introduktioner, foredrag, workshops og undervisningsforløb
  • samarbejde med skoler, uddannelsesinstitutioner, foreninger, kulturinstitutioner, medier og andre samarbejdspartnere
  • bidrage til arkivets øvrige opgaver 

En vigtig del af jobbet bliver at oversætte arkivets faglighed. Du skal kunne tage noget, der for en fagarkivar er selvfølgeligt, og gøre det interessant og forståeligt for mennesker, der aldrig har sat deres ben på et arkiv.

Vi forestiller os, at du

  • er motiveret for at arbejde med kilderne til Aalborgs historie
  • er en levende formidler der trives med at være på 
  • er god til at gøre komplekst stof forståeligt og interessant
  • er nysgerrig på mennesker og på, hvad der får dem til at engagere sig
  • kan se muligheder i selve arkivets faglighed, men også i det historiske indhold af samlingen
  • har lyst til at eksperimentere med forskellige formater og målgrupper
  • kan tænke strategisk om formidling, men også selv producere og gennemføre den
  • kan formidle både mundtligt, skriftligt og digitalt
  • er god til at samarbejde og skabe relationer
  • har mod på at stille spørgsmål ved vores vaner og måder at gøre tingene på

Det er en fordel, hvis du har erfaring med arkiv, historie, museum, undervisning, kommunikation eller anden formidling. 

Din baggrund

Måske er du historiker eller har en anden humanistisk uddannelse, men du kunne også være uddannet inden for kommunikation, journalistik, kulturformidling, undervisning el. lignende.

Det vigtigste er, at du har mod på og måske endda erfaring med at skabe forståelse for arkivets samling og formidle den til andre.

Vi forventer, at du er nysgerrig, har lyst til at lære og tør stille de spørgsmål, som vores brugere også kunne finde på at stille.

Vi tilbyder

Du bliver en del af Aalborg Stadsarkiv, hvor 13 medarbejdere arbejder med forskellige sider af arkivets opgave. Vi er en arbejdsplads med en uformel omgangstone, fleksibilitet og plads til faglig diskussion og nye idéer.

Du får en central rolle i arbejdet med at gøre Aalborg Stadsarkiv mere synligt, tilgængeligt og relevant.

Der er stor mulighed for at være med til at definere, hvordan vi fremover formidler hvad et arkiv er, hvad vi har, og hvad man kan bruge os til.

Stillingen er på 37 timer om ugen.

Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist er 15/12, 2026 

  1. samtale afholdes mandag d. 11/1, 2027 
  2. samtaler afholdes mandag d. 18/1, 2027

Der indkaldes til samtaler i starten af januar, 2027.

Inden endelig ansættelse indhentes referencer. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Stadsarkivar, Mette Møller Jeppesen på telefon 2520-4231 eller Stedfortræder, Anders Lykke Widt på telefon 2520-4233.

Søg stillingen

For at søge stillingen skal du besvare nedenstående case. Casen gemmes som PDF og sendes sammen med dit CV ved at trykke på knappen ”Send ansøgning”, samt udfylde den formular, der kommer frem. Casen indsendes i feltet ”ansøgning”. Det er også muligt at vedhæfte bilag, som eks. eksamensbevis, anbefalinger mv. 

Case: Få flere til at opdage arkivet

Aalborg Stadsarkiv vil gerne have flere mennesker til at opdage, hvad de kan bruge et arkiv til.

Mange forbinder stadig et arkiv med gamle dokumenter, slægtsforskning og historikere. Det er det også – men vi vil gerne udfordre den forestilling og vise, at et arkiv kan være relevant for langt flere.

Opgave

Vælg én målgruppe, som du mener, Aalborg Stadsarkiv med fordel kunne engagere mere.

Udarbejd et forslag til en mindre formidlingsindsats, der skal få målgruppen til at få øje på, hvad de kan bruge Aalborg Stadsarkiv til.

Du bestemmer selv:

  • hvilken målgruppe du vil fokusere på
  • hvilket behov, spørgsmål eller interesse hos målgruppen du tager udgangspunkt i
  • hvilken idé eller vinkel du vil bruge
  • hvilket format eller hvilke kanaler du vil formidle gennem.

Format: Besvarelsen afleveres som PDF på maks. 2 sider

Aalborg Stadsarkiv (www.AalborgStadsarkiv.dk) er en alsidig arbejdsplads med 13 ansatte, med mulighed for fleksibel arbejdstid og en uformel omgangstone. Du kommer i det daglige til at indgå i en enhed, der består af fire digitalarkivarer, men får kontakt med kollegaer i hele huset - og så vil du få din gang på en af Aalborgs smukkest beliggende arbejdspladser, placeret lige i centrum af byen.

Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder

Hos Aalborg Kommune bliver du en del af et stort fællesskab med fokus på udvikling, trivsel og gode ansættelsesforhold. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle kvalificerede til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.

 

This job ad from Aalborg Kommune was collected from Emply. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for Aalborg Kommune? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • Verified CVR (29189420)
  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from Aalborg Kommune
Apply on company site