Teamleder til Ukrainelementet ved Forsvarets Sprogskole

Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser, Svanemøllens Kaserne

From Jobnet
Vil du have en spændende stilling, hvor du arbejder i et operativt og professionelt miljø med internationalt fokus? Er du interesseret i at lede grupper med samme mål, men forskellige forudsætninger og kulturelle baggrunde? Og er du klar til at tage ledelsesansvar for et team af sprogofficerer og civil-militære tolke indsat i opgaver relateret til Forsvarets støtte til Ukraine?

Hvis ja, så søg stillingen som teamleder af et tolketeam i Operationssektionens (OPSEK) element for Ukrainestøtte (UAELM) ved Forsvarets Sprogskole (FSS).

Om os
FSS er ansvarlig for uddannelsen af sprogofficerer i arabisk og russisk. Uddannelsen kombinerer sprog, kulturfag og militære fag, og er karakteriseret ved et særdeles intensivt læringsmiljø. Efter uddannelsen løser sprogofficererne opgaver som tolke og kulturvejledere i Forsvarets internationale missioner samt støtter i den nationale struktur som reserveofficerer.

Ud over sprogofficersuddannelsen, uddanner skolen også civil-militære tolke samt Forsvarets officerer i engelsk. Derudover har vi ansvaret for at klargøre og udsende sprogofficerer og civil-militære tolke til internationale opgaver ligesom skolen støtter resten af Forsvaret med en række af opgaver, hvor sprogofficerernes kompetencer bringes i spil.

FSS er en militær institution, og består af ca. 60 medarbejdere fordelt på civile sproglærere, civil-militære tolke og militært ansatte. Vi er hertil et Ukraineelement med et antal tolketeams dedikeret til Forsvarets støtte til Ukraine.

Om stillingen
Som leder af et tolketeam (teamleder) bliver du en central del af Forsvarets støtte til Ukraine. Dette vil indebære både korte og mellemlange tjenesterejser som fører under opgaver i nationalt regi samt i lande, som Danmark samarbejder med om opgaven. Du vil til dagligt være leder for et tolketeam bestående af både civil-militære tolke og sprogofficerer, som du vil skulle forberede og arbejde med på størstedelen af dine opgaver. Du vil desuden være en stor bidragsyder i planlægningen af tolkeindsættelserne, og i stort omfang agere Point of Contact (POC) mellem tolkene og den støttede myndighed/enhed. I forbindelse med operative tolkeopgaver vil din funktion derfor indebære en betydelig grad af koordination med andre tolketeams, Forsvarets øvrige myndigheder samt øvrige FSS sektioner.

Ud over den operative opgaveløsning vil der også være perioder ”hjemme” på FSS, hvor den faglige fordybelse og forberedelse vil være i højsædet. Du vil her have adgang til en kontorarbejdsplads på FSS samt faglig støtte og sparring fra kollegaer og lærere som en del af din forberedelse forud for kommende opgaver. Derudover vil der også, hvis du er russisk - eller ukrainsktalende, være mulighed for i perioder at blive videreuddannet i ukrainsk – enten i form af en længere modulopbygget videreuddannelse eller et mere begrænset forløb, hvor der primært fokuseres på lyttefærdigheder. Efterhånden som du opbygger erfaring i stillingen, vil du også skulle bidrage til den fortsatte forankring og udbygning af skolens russisk- og ukrainsk-sproglige faglighed.

Da strukturen er ny, indebærer stillingen en høj graf at team- og medarbejderudvikling. Stillingen sætter store krav til ledelseskompetencer, da det bliver dit ansvar at skabe struktur og mening for tolkene før, under og efter en opgave. I nogle tilfælde vil du selv skulle på opgave som fører for et tolketeam.

Dit faste arbejdssted vil som udgangspunkt være på Svanemøllens Kaserne i København.

Under forberedelsesperioder på skolen vil arbejdstiderne oftest være stabile og indenfor daglig arbejdstid. Men skal du på tjenesterejse, vil du i mange tilfælde få lange arbejdsdage med høj intensitet i opgaveløsningen, hvor weekenden ikke altid vil være hellig. Er du ude på en længerevarende opgave, vil du naturligvis kunne afspadsere på et senere tidspunkt.

Du kan forvente et afvekslende arbejde med høj grad af frihed i opgaveløsningen, og du bliver en vigtig del af en livlig og glad arbejdsplads med en uformel (men ordentlig) omgangstone.

Om dig
Det er et krav, at du har gennemført den fire måneders uddannelse på FSS, hvor du bliver civil-militær tolk. Og du skal have uddannelsen i ukrainsk. Derudover vil erfaring med at arbejde for forsvarets støtte til Ukraine være en betydelig fordel.

Vi vil gerne have, at du lykkes i stillingen, så vi lægger stor vægt på personlig udvikling.

Det er endvidere ønskeligt, at du har et godt sprogligt niveau på russisk – eller ukrainsk – engelsk og dansk og er klar til at løse tolkeopgaver i relation til Forsvarets støtte til Ukraine.

Du er robust, har stærke ledelseskompetencer og potentiale og motivation for at påtage dig ansvaret, samt gode koordinations- og planlægningsevner. Du besidder stærke samarbejdskompetencer, er omstillingsparat og evner hurtigt at sætte dig ind i nye emneområder.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er slået bredt op og kan søges af både militære og civile kandidater.

Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Dit faste tjenestested vil være i København.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Særlige forhold
Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen, samt at der i stillingen er krav om, at du skal kunne udsendes til internationale missioner. Dette betyder, at ansættelsen er betinget af, at du kan bestå en afprøvning ved Selektionen i Personelkommandoen. Afprøvningen består af en fysisk test, en helbredsvurdering og en psykisk robusthedsvurdering.

Dato for afprøvningen vil blive meddelt efter samtalerne og vil skulle foretages og afklares inden vi iværksætter lønforhandling og ansættelse. Du kan læse om de fysiske krav på forsvaret.dk

Træning til Forsvarets Fysiske Test (Niveau 1-5) – Se Krav

Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sagsbehandler i Ukraineelementet, kaptajn Jan Berg på mail: fak-fss-ua02@mil.dk eller telefon 2160 2519.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.

Ansøgningsfristen er den 1. december 2026. Samtaler forventes afholdt løbende, men også efter ansøgningsfristens udløb.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsakademiet
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.

FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Slagelse, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.

FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed.

Læs mere på fak.dk.

This job ad from Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser was collected from Jobnet. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • Verified CVR (16287180)
  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser

Similar jobs

More Management jobs
Apply on company site