Studentermedhjælp til fritidspasordningen
Vil du være med til at åbne døren til gode fritidsfællesskaber for børn og unge i Glostrup?
Et fritidsfællesskab kan betyde meget. Det kan være stedet, hvor man får nye venner, oplever at høre til, bliver bedre til noget og får mere mod på hverdagen.
Men for nogle børn og unge kan vejen ind i fællesskabet være svær at finde. Det vil vi gerne gøre noget ved, og måske skal du hjælpe os.
Vi søger en studentermedhjælper, der har lyst til at gøre en konkret forskel for børn og unge i Glostrup. Du skal sammen med vores fritidsvejledere hjælpe børn, unge og familier med at finde vej til fritidsaktiviteter og fællesskaber, der passer til netop dem.
Om fritidsvejledning
Fritidsvejledningen i Glostrup kommune hjælper børn og unge i alderen 0-24 år med at finde vej ind i gode fritidsaktiviteter og fællesskaber. Gennem vejledning og brobygning til lokale tilbud understøtter indsatsen, at flere børn og unge får et aktivt fritidsliv og oplever sociale fællesskaber. Udover vejledning administrer fritidsvejlederen også kommunens fritidspasordning, som giver økonomisk støtte til kontingent, udstyr og deltagelse i camps og stævner, hvor familiens økonomi kan være en barriere for deltagelse.
Stillingen
Som studentermedhjælper bliver du en del af fritidsvejlederindsatsen i Kultur, Idræt og Fritid. En vigtig del af dit arbejde bliver at møde børn, unge og familier dér, hvor de er. Det kan være på en skole, i en SFO eller klub, på biblioteket eller andre steder i kommunen.
Gennem samtaler og vejledning hjælper du med at finde frem til interesser, ønsker og muligheder. Samtidig får du tæt kontakt til Glostrups foreninger, så du lærer deres tilbud at kende og kan være med til at skabe det gode match mellem barnet eller den unge og det rette fritidsfællesskab.
Nogle gange handler det om at finde den rigtige aktivitet. Andre gange handler det om at gøre det første skridt lidt lettere.
Dine primære opgaver vil være at:
- opsøge og skabe kontakt til børn og unge, der kan have glæde af et fritidsfællesskab
- tale med børn, unge og forældre om interesser, ønsker og muligheder
- vejlede familier om fritidsaktiviteter og foreningstilbud
- skabe kontakt mellem børn, unge, familier og foreninger
- hjælpe familier med at søge økonomisk støtte til fritidsaktiviteter
- være synlig på skoler, i SFO’er, klubber, dagtilbud, på biblioteket og andre relevante steder
- være med til at fortælle om fritidsvejledernes tilbud, så endnu flere familier kender mulighederne for hjælp og vejledning.
- i samarbejde med teamet, bidrage i afviklingen af større events
Du kommer ikke til at være alene om opgaven. Du bliver en del af et engageret team og kommer særligt til at arbejde tæt sammen med vores to deltidsfritidsvejledere.
Hvem er du?
Vi forestiller os først og fremmest, at du kan lide at møde mennesker og har lyst til at gøre en forskel for børn og unge.
Det er en fordel, hvis du selv kender foreningslivet og ved, hvor meget det kan betyde at blive taget godt imod, når man er ny.
Vi håber også, at du:
- er imødekommende og god til at skabe tillid
- kan møde børn, unge og familier i øjenhøjde
- tager initiativ og tør skabe kontakt til mennesker, du ikke kender i forvejen
- kan arbejde selvstændigt og samtidig trives med at være en del af et team
- brænder for børn og unges trivsel og deltagelse i fællesskaber
- har erfaring fra foreningslivet, fx som medlem, frivillig, træner eller instruktør
- er i gang med en relevant videregående uddannelse og har minimum ét år tilbage af dit studie.
Din uddannelsesretning er ikke det vigtigste for os. Det vigtigste er din motivation, din nysgerrighed og din evne til at skabe gode relationer.
Om os
Team Kultur og Idræt er en del af Center for Kultur, Idræt og Fritid. Team Kultur tager sig af opgaver inden for kultur, idræt, folkeoplysning, frivillighed og seniorliv. Du vil referere til centerchefen. Udover kollegerne på rådhuset består centeret af Glostrup Bibliotek, Glostrup Idrætsanlæg, Glostrup Musikskole, Byhistorisk Hus samt Aktivitetscentret for borgere 60+, førtidspensionister og fleksjobbere.
Vi er en uhøjtidelig arbejdsplads med let til grin, hvor alle bidrager til den gode stemning på vores fælles kontor. Vi hjælper hinanden og ønsker os et arbejdsliv i balance.
Glostrup Kommune arbejder i disse år med særligt fokus på professionalisme i opgaveudførelsen, med tværgående arbejdsprocesser samt venlighed og imødekommenhed. Tre værdier som i vid udstrækning allerede er indarbejdet på kultur-, idræts- og fritidsområdet. Du skal derfor kunne se dig selv i dette og være indstillet på at fortsætte indsatserne både på centerets eget område og i tæt samspil med de andre fagområder i kommunen.
Løn og tiltrædelse
Der er tale om en tidsbegrænset stilling på 8 timer om ugen med tiltrædelse d. 1. januar 2027 frem til 31. december 2027. Timerne placeres primært på to eftermiddage, og der kan forekomme aften og weekendarbejde. Den konkrete tilrettelæggelse aftaler vi sammen.
Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
Vil du være med?
Send din ansøgning, CV og relevante bilag via ansøgningslinket senest 1. december.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler d. 7. og 8. december i uge 50.
Kontakt fritidsvejleder Sofie Lose Nielsen på telefon +45 20 34 81 20, e-mail fritidsvejleder@glostrup.dk, hvis du har spørgsmål om stillingen.
Vi glæder os til at høre fra dig og måske byde dig velkommen til Kultur, Idræt og Fritid i Glostrup Kommune.
This job ad from Glostrup Kommune was collected from Emply. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.
Recruiting for Glostrup Kommune? Post jobs on jajob.dk for free.
About this employer
- Verified CVR (65120119)
- New on jajob, no reply history yet
