Analytiske konsulenter til styring af det specialiserede socialområde – udsatte børn og voksenområdet
Vil du være med til at styrke kommunernes styring af det specialiserede socialområde? Har du en stærk analyseprofil, og kan du omsætte data og komplekse problemstillinger til klare beslutningsgrundlag og handling? Så er du måske vores nye kollega i KL’s Økonomiske Sekretariat.
Det specialiserede socialområde er en af kommunernes største styringsudfordringer. Udgifterne udvikler sig, borgernes behov er komplekse, og kommunerne skal løbende træffe vanskelige prioriteringer på et område med stor betydning for både den enkelte borger og den samlede kommunale økonomi. Det stiller høje krav til sammenhængen mellem faglig indsats, økonomi, kapacitet og resultater.
Vi søger en kollega, der vil arbejde tæt sammen med kolleger i kontoret, fagkontorene i KL og i særdeleshed kommunerne om at udvikle styringen og skabe bedre grundlag for politiske og ledelsesmæssige beslutninger. Du skal kunne mestre store datamængder og analyser til at identificere mønstre, forklare drivkræfter og pege på konkrete handlemuligheder. Samt oversætte, hvad resultaterne betyder i praksis, så de kan føre til prioritering, forandring og handling. Det er derfor også en fordel, hvis du har kendskab til den kommunale praksis.
Din hverdag
KL’s Økonomiske Sekretariat arbejder med kommunernes økonomiske, styringsmæssige og ledelsesmæssige dagsordener. I denne stilling får du et særligt fokus på det specialiserede socialområde og på at udvikle viden og løsninger, der kan styrke kommunernes styring på tværs af økonomi, faglighed og borgernes behov.
Du får en central rolle i et tæt samarbejde med kolleger, KL’s fagkontor og kommunerne. Du skal afdække styringsudfordringer, udvikle og udarbejde relevante analyser og skabe beslutningsgrundlag, som kan bruges af både administrative og politiske ledelser. Du skal kunne bevæge dig sikkert fra data og metode til fortolkning og anbefalinger – og være optaget af, hvordan ny viden bliver anvendt og gør en forskel i kommunernes praksis.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Analysere udviklingen på det specialiserede socialområde med et stærkt greb om data, metode og komplekse problemstillinger og identificere de væsentligste økonomiske og styringsmæssige drivkræfter
- Arbejde tæt sammen med kolleger i kontoret og kommuner om at afdække udfordringer, behov og muligheder for en stærkere styring – med blik for samspillet mellem faglige hensyn, økonomi og kommunale beslutningsprocesser
- Udvikle databaserede analyser, ledelsesinformation og beslutningsgrundlag, der understøtter kommunale prioriteringer
- Omsætte faglig viden og analyseresultater til klare konklusioner, anbefalinger og konkrete handlemuligheder, der kan styrke kommunernes styring og prioritering
- Facilitere faglige og strategiske drøftelser med kommuner og samarbejdspartnere, opbygge samarbejde og udfordre konstruktivt, så I skaber fælles retning og fremdrift
- Formidle komplekse sammenhænge klart og målrettet, så de bliver forståelige, relevante og anvendelige for faglige, administrative og politiske målgrupper
- Tage selvstændigt ansvar for at drive egne opgaver og processer fremad og bidrage med idéer til nye aktiviteter og løsninger
- Indgå i en afvekslende hverdag med forskelligartede opgaver og tæt dialog med landets kommuner og andre relevante aktører – både i og uden for huset, fx ved kommunebesøg og konferencer
Vi søger en stærk analyseprofil, der kan omsætte viden til handling
Vi forestiller os, at du har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, fx cand.scient.pol., cand.polit., cand.scient.adm. eller tilsvarende, og gerne 2-3 års relevant erfaring fra en kommune, et konsulenthus, en interesseorganisation eller centraladministrationen. Du behøver ikke kende alle dele af det specialiserede socialområde på forhånd, men du skal have lyst til at forstå områdets dynamikker og bidrage til at udvikle styringen sammen med kommunerne.
Et engageret kontor med høj faglighed og reel indflydelse
Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, hvor ambitionerne er høje, og hvor du får mulighed for at arbejde med dagsordener, der har betydning for hele den kommunale sektor. Vi tilbyder et udfordrende og afvekslende job med stor mulighed for at præge egne opgaver og sætte retning i samarbejde med dygtige kolleger.
Vores arbejdsform er præget af sparring, teamwork og et stærkt fælles engagement i de kommunale dagsordener. Tonen er uformel, samarbejdet tæt, og der er plads til både faglige diskussioner og godt kollegaskab i en hverdag med højt tempo.
Vi tilbyder et spændende job i en af Danmarks største interesseorganisationer, hvor du får mulighed for at arbejde tæt på både udvikling, beslutningsprocesser og kommunale prioriteringer – og hvor du samtidig kan udvikle dig både fagligt og personligt.
Det praktiske
Lyder stillingen som noget for dig? Så send os din ansøgning tirsdag d. 17. november 2026
Vi håber på at kunne byde vores nye kollega velkommen 1. januar 2027 eller snarest muligt herefter.
Der afholdes løbende samtaler. Der kan blive gennemført test eller case mellem 1. og 2. samtale, ligesom der forud for ansættelse indhentes referencer.
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Er du nysgerrig på at høre mere?
Så kontakt kontorchef Jane Møller Pedersen (JMP@kl.dk, 3370 3836) for yderligere information.
This job ad from KL was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.
About this employer
- Verified CVR (62547413)
- New on jajob, no reply history yet