Webtilgængelighedsmedarbejder der vil være med til at gøre Københavns Kommunes digitale løsninger tilgængelige for alle
Har du erfaring med webtilgængelighed og evnen til at drive tværgående indsatser i en stor, kompleks organisation?
Kan du formidle teknisk viden til mange forskellige kolleger?
Trives du med at skabe overblik, drive standardisering og implementere forandringer?
Og brænder du for at sikre at kommunens digitale platforme er tilgængelige for alle, inklusive brugere med handicap og funktionsnedsættelse?
Så er det måske dig, vi søger til webteamet i Koncern IT.
Om stillingen
Vi søger en kollega i en fast stilling, som i første omgang skal indgå i et toårigt projekt, der skal styrke webtilgængeligheden på tværs af Københavns Kommunes digitale platforme. På længere sigt vil stillingen rumme både driftsopgaver på området og give mulighed for at drive andre indsatser og udviklingsprojekter på webplatformen i kommunen. Du bliver en del af et engageret team med mange fagligheder, som arbejder med både drift, udvikling, sikkerhed og compliance på webområdet.
Indtil nu har ansvaret for overholdelse af webtilgængelighedsloven ligget decentralt i kommunens forvaltninger. Nu samler vi ansvaret i vores team, så vi kan skabe en mere ensartet og ambitiøs indsats både på web, i dokumenter og applikationer.
Du får en central rolle i at afdække behovet for standardisering på webtilgængelighedsområdet, implementere løsninger samt planlægge og gennemføre undervisning af brugere i webtilgængelighedsprincipper. Vi samarbejder allerede med eksterne leverandører til vurdering af konkrete issues og om tilgængeliggørelse af dokumenter. Indsatsen skal få os mere på forkant i processen, så tilgængelighed tænkes ind fra start i de tekniske og redaktionelle processer. Du får ansvar for at drive indsatser hele vejen fra analyse til implementering og opfølgning.
Du bliver en del af et team med stærke kompetencer inden for tilgængelighedslovgivning og praktisk implementering, hvor du får god faglig sparring. Vi lægger vægt på, at du både kan håndtere komplekse problemstillinger selvstændigt og bidrage til et tæt samarbejde på tværs af organisationen.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være
- afdække og analysere behovet for standardisering af webtilgængelighed i kommunen
- gennemføre standardisering inden for webtilgængelighed på tværs af applikationer, webplatforme og dokumenter
- undervise og vejlede brugere og kolleger i webtilgængelighed og best practice
- samarbejde med kolleger og enheder på tværs af kommunen.
Din profil
Vi ser gerne, at du
- har kendskab til webområdet og som minimum til IT-drift og -udvikling
- har indsigt i eller erfaring med webtilgængelighedslovgivning, standarder og best practice
- har erfaring med at navigere i komplekse, offentlige organisationer
- har erfaring med projektledelse, implementering og forandringsprocesser
- kan formidle teknisk og kompleks viden på en letforståelig måde
- er god til at samarbejde og trives med at arbejde sammen med mange forskellige fagligheder.
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med automatisering af webtilgængelighedsprocesser, såsom automatiserede tests og værktøjer til fejlsøgning. Vi ser også gerne, at du har erfaring med eller interesse for nye teknologier, herunder AI, og kan forestille dig, at disse kan spille en rolle i en webtilgængelighedskontekst.
Vi opfordrer alle interesserede – uanset baggrund, alder, køn, handicap eller etnicitet – til at søge stillingen.
Vi tilbyder
- en spændende stilling i et team, hvor videndeling og samarbejde er i fokus
- mulighed for faglig udvikling inden for webtilgængelighed og digitalisering
- et arbejdsmiljø med plads til både fordybelse og sparring
- fleksible arbejdsforhold og mulighed for at præge fremtidens digitale løsninger i Københavns Kommune.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid (37 timer pr. uge), og vi ønsker opstart den 1. januar 2027. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Mere information
Hvis du vil vide mere, kan du sende sms til teamkoordinator Louise Albæk Jensen på 29 65 29 86 eller kontorchef Nana Brings Jacobsen på 21 77 79 20, så ringer vi dig op.
Søg via linket senest mandag den 16. november 2026
Om Koncern IT
Vi er KIT – Københavns Kommunes Koncern IT. Vi går på arbejde for at skabe en mærkbar forskel i Københavns Kommune. Vores mål er at gøre digitalisering enklere samt styrke grønnere og mere brugervenlige IT-løsninger til gavn for hele København. Hver dag leverer vi stabil og sikker IT-drift til over 45.000 medarbejdere. Læs mere på koncernit.kk.dk.
This job ad from Københavns Kommune was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.
Recruiting for Københavns Kommune? Post jobs on jajob.dk for free.
About this employer
- Verified CVR (64942212)
- New on jajob, no reply history yet
