Fire måneder som konstitueret byretsdommer ved Retten i Aalborg

Danmarks Domstole

From HR-Manager

Er du jurist med relevant erfaring, kan du søge en konstitution som dommer ved Retten i Aalborg med tiltrædelse den 1. marts 2027. Det er en uddannelseskonstitution med et intenst og fokuseret forløb på fire måneder, hvor du selvstændigt udfylder rollen som dommer. Du modtager undervejs personlig vejledning fra to af rettens dommere i forhold til dine faglige og personlige kompetencer.

Det er muligt at søge lignende konstitutioner ved retterne i Viborg, Kolding, Odense, Hillerød og Næstved samt ved Københavns Byret og Retten på Frederiksberg.

Om konstitutionsforløbet
Konstitutionsforløbet indledes med et introduktionsforløb sammen med de øvrige konstituerede byretsdommere. Herefter får du, hvad der svarer til ca. 75 pct. af en dommers sager, og du vil hurtigt komme til selvstændigt at beklæde retten som dommer flere dage om ugen. Det tilstræbes, at du kommer til at behandle både civile sager og straffesager, samt at du kommer til at deltage i en 3-dommersag eller en nævningesag.

Under konstitutionen følges du tæt af to dommere i hver to måneder. De vil løbende evaluere din afvikling af retsmøder og udformning af skriftlige arbejder samt give dig konkret og konstruktiv feedback i forhold til dine faglige og personlige kompetencer. Du får således en enestående mulighed for daglig sparring med en erfaren dommer.

Ved afslutningen af konstitutionen får du en samlet udtalelse fra byretspræsidenten vedrørende en række af dine personlige og faglige kompetencer samt en vurdering af din egnethed som dommer.

Kvalifikationer
Det er en forudsætning for konstitution, at du har bestået den juridiske kandidateksamen.

Målgruppen for byretskonstitutionerne er ansatte ved domstolene samt eksterne, herunder advokater, der ønsker at få indblik i arbejdet som byretsdommer. Forløbet er primært rettet mod dig, der har 5-10 års relevant juridisk erhvervserfaring eller har gennemført en landsretskonstitution, men ikke er ansat varigt ved domstolene.

Det er afgørende, at du har de kvalifikationer, der skal til for at beklæde retten på egen hånd. Der er således en forventning om, at du:

  • har særdeles gode teoretiske kvalifikationer
  • er parat til at træffe beslutninger af stor betydning
  • kan arbejde selvstændigt og har gennemslagskraft
  • har gode kommunikationsevner både mundtligt og skriftligt
  • er åben for at tilegne dig ny viden samt at få feedback
  • er interesseret i samfundsforhold
  • udviser respekt og ordentlighed i din kommunikation og omgang med andre.

Byretskonstitutioner kan også søges af eksterne, der har gennemført en landsretskonstitution, men som gerne vil have mere praktisk erfaring fra en byret. Konstitutionsperioden i landsretten vil fortsat være omdrejningspunktet for vurderingen af den pågældende jurists egnethed som dommer, men en byretskonstitution kan i særlig grad bidrage til at belyse vedkommendes evner for retsledelse og forligsmægling.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse i stillingen er midlertidig og sker på overenskomstvilkår medmindre ansøgeren i forvejen er tjenestemand.

Stillingen er placeret i lønramme 38. Til stillingen er endvidere knyttet et ikke-pensionsgivende personligt tillæg. Den samlede løn udgør for tiden 69.168 kr. pr. måned ekskl. pension (1. august 2026-niveau).

Til overenskomstansatte ydes derudover et pensionsbidrag på 18,07 pct. af lønrammelønnen.

Der kan udbetales udstationeringsgodtgørelse, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Eventuel godtgørelse vil blive beskattet efter de gældende regler.

Ansøgning
Du søger stillingen elektronisk på www.domstol.dk under ”Job”. Hvis du søger flere af byretskonstitutionerne, skal de søges enkeltvis. Du bedes i så fald angive i dine ansøgninger, hvilke stillinger du har søgt, samt angive en prioriteret rækkefølge heraf.

Du bedes vedhæfte curriculum vitae, afsluttende bachelor- og kandidatbevis, der angiver karakterer og karaktergennemsnit, samt eventuel landsretsudtalelse. Derudover bedes du vedhæfte et vellignende digitalt foto. Ansøgninger skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 23. november 2026.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Asger Weber, Domstolsstyrelsens HR-center, på tlf. 2332 2766. Spørgsmål om processen i Dommerudnævnelsesrådet kan rettes til rådets sekretær Hannah Nüchel Wildt på tlf. 5123 1322.

Dommerudnævnelsesrådet forventes at træffe beslutning om, hvilke ansøgere der indstilles til alle de opslåede byretskonstitutioner i uddannelsesøjemed på rådets møde den 17. december 2026. Indstillingerne vil blive offentliggjort ved en pressemeddelelse den 18. december 2026 kl. 14. De indstillede ansøgere orienteres telefonisk mellem kl. 13 og kl. 13.30.

Dommerudnævnelsesrådet afgiver indstilling til justitsministeren om besættelse af dommerstillinger. Der er ofte mange kvalificerede ansøgere til dommerstillinger ved Danmarks Domstole. Rådet opfordrer derfor interesserede ansøgere til at søge på ny. Yderligere oplysninger om rådet findes på www.dommerudnaevnelsesraadet.dk. Du kan desuden læse mere om behandlingen af dine personoplysninger her.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingerne uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.

 

 

 

This job ad from Danmarks Domstole was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.

See the original ad

Recruiting for Danmarks Domstole? Post jobs on jajob.dk for free.

About this employer

  • New on jajob, no reply history yet
Follow Get notified of new jobs from Danmarks Domstole
Apply on company site