Økonom til finanslov og budget- og bevillingssager
Vil du arbejde med finanslovsprocesser og økonomistyring i en dynamisk og kompleks styrelse? Har du en skarp økonomisk forståelse og mod på at tage ansvar for centrale processer tæt på beslutningerne? Så er du måske vores nye økonom i Center for Økonomi og IT.
Om stillingen
Du bliver en del af det team i Center for Økonomi og IT, som arbejder med styrelsens økonomi, herunder udarbejdelse af finanslov, budget- og bevillingssager samt ledelsesinformation.
Dine primære opgaver vil blandt andet omfatte:
- Udarbejdelse og konsolidering af styrelsens finanslovsbidrag i samarbejde med fagkoordinator og fagcentre.
- Planlægning og udvikling af finanslovsprocessen, herunder koordinering og facilitering.
- Udarbejdelse af budget- og bevillingssager samt aktstykker.
- Løbende dialog og sparring med styrelsens fagcentre om økonomiske forhold og bevillingsrammer.
- Løbende kommunikation med eksterne interessenter, fx departementet.
Center for Økonomi og IT består af ca. 55 medarbejdere og ledes af to centerchefer suppleret af teamledere. Du vil indgå i en gruppe af kollegaer med lignende opgaver, som koordinerer økonomiopgaver for styrelsens samlede virksomhed.
Om dig
Vi søger en økonom med en relevant økonomisk kandidatuddannelse, fx cand.merc., cand.oecon., cand.polit. eller lignende, som allerede har opbygget erfaring med økonomiopgaver og er klar til at tage et selvstændigt fagligt ansvar, men alle uanset erfaringsniveau vil komme i betragtning til stillingen.
Fagligt lægger vi vægt på, at du:
- Har stærk økonomisk forståelse og gerne erfaring med offentlig økonomistyring, bevillingsstyring og finanslovsprocessen, men det er ikke et krav.
- Trives med at være faglig sparringspartner for ledelse og fagcentre, og kan omsætte økonomiske analyser til klare anbefalinger.
- Har stærke mundtlige og skriftlige kommunikationsevner og trives i en udadvendt rolle med tæt dialog med departementet, centerchefer, direktion og øvrige interessenter, hvor du kan tilpasse din formidling til forskellige målgrupper.
Som person:
- Tager du naturligt ansvar for at skabe fremdrift i dine opgaver og følger dem til dørs, også når vilkårene er komplekse og tidsrammerne er stramme.
- Har du stærke skriftlige kompetencer og er vant til at formulere præcise og velfunderede notater til både interne og eksterne interessenter.
- Er du struktureret, analytisk og kvalitetsbevidst, og har øje for detaljen uden at miste det samlede overblik.
- Trives du med at arbejde selvstændigt og med tydeligt fagligt ansvar, samtidig med at du indgår naturligt i samarbejder på tværs af huset.
- Evner du at balancere din rolle som bindeled mellem styrelsens fagcentre og eksterne interessenter, herunder departementet, med fokus på kvalitet, rettidighed og god dialog.
Vi ser gerne, at du har lyst til at tage et tydeligt fagligt ansvar for området finanslov og bevillingsstyring og bidrage aktivt til at videreudvikle processer, styringsmodeller og arbejdsgange på området.
Vi forventer ikke, at du kommer med alle svarene fra første dag og du vil selvfølgelig få den nødvendige oplæring til stillingen.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten. Du indplaceres på baggrund af anciennitet og erfaring som fuldmægtig på basistrin eller som specialkonsulent jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her. Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 pct. Alternativt ansættes du på anden relevant overenskomst.
Hvis du har spørgsmål til lønindplacering kan du finde listen over tillidsrepræsentanter her eller kontakte rekrutteringspartner, Sophia van Deurs, på mail sodeu@bygst.dk. Vi gør opmærksom på, at vi kun oplyser basisløn for stillingen, og at eventuelle tillæg først forhandles i forbindelse med et konkret løntilbud.
Bygningsstyrelsen er en styrelse under By-, Land- og Transportministeriet og dit ansættelsesområde vil være ministeriet med tilhørende styrelser. Dit arbejdssted vil være på Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København. Vi tilbyder mulighed for hjemmearbejde, når det passer til opgaverne. På kontoret arbejder vi aktivitetsbaseret uden faste pladser. Du kan læse mere her.
Ansøgning, kontakt og videre proces
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Bilal Rasul på tlf. 41 70 12 34.
Send os din ansøgning, CV og eksamenspapirer den 23. november 2026. Du søger stillingen ved at klikke på linket til højre. Du kan læse mere om Bygningsstyrelsen som arbejdsplads på http://www.bygst.dk/job/.
Vi afholder 1. samtaler d. 26. og 27. november og 2. samtaler d. 2. december. Anden samtale vil blandt andet tage udgangspunkt i en opgave, som du vil løse umiddelbart inden samtalen.
Vi håber at kunne byde dig velkommen i Bygningsstyrelsen pr. 1. februar 2027 eller snarest muligt. Du kan læse mere om vores ansættelsesproces her.
Om Bygningsstyrelsen
Bygningsstyrelsen er statens ejendomsvirksomhed og bygherre for staten og universiteterne. Vi har ansvaret for at levere attraktive, bæredygtige og veldrevne arbejdspladser, så vores kunder – universiteterne, politiet, domstolene og centraladministrationen – kan fokusere på deres kerneopgaver. Du kan læse mere om, hvem vi er, og hvad vi arbejder med, samt se eksempler på vores medarbejderes karriereveje på vores hjemmeside bygst.dk.
This job ad from Bygningsstyrelsen was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.
Recruiting for Bygningsstyrelsen? Post jobs on jajob.dk for free.
About this employer
- Verified CVR (58182516)
- New on jajob, no reply history yet
