Filmkonsulent for børn og unge
Det Danske Filminstitut søger ny spillefilmkonsulent for børn og unge
Filminstituttet går ind i en ny tid med høje ambitioner for det samlede børne- og ungeområde. I en tid hvor tech er flyttet ind i børneværelset, hvor indhold til børn og unge undergår markant transformation og hvor afhængighedsdesign er blevet en politisk dagsorden, står filminstituttets opgave og ansvar et afgørende vigtigt sted.
I den forbindelse leder vi efter en engageret spillefilmkonsulent, der skal indgå i det afgørende vigtige arbejde. Filmkonsulenten bliver en del af det nye B&U-center og indtager en vigtig rolle ift. at skabe de bedste rammer, så danske børne- og ungdomsfilm fremadrettet kan stå centralt i børn og unges livsverden.
Filmkonsulentens overordnede opgave er at bidrage aktivt til at identificere projekter og opdyrke talent, der kan være med til at fastholde og styrke dansk films kvalitet, relevans og stærke position og anseelse såvel i Danmark som internationalt.
Filmkonsulentens hovedopgaver
Filmkonsulenten har til opgave at varetage den endelige kunstneriske vurdering af ansøgninger om filmstøtte og indstille dem til godkendelse i Filminstituttets direktion. Der vil være tale om ansøgninger om manuskript-, udviklings- og produktionsstøtte til fiktions- og spillefilm med børn og unge som målgruppe. Filmkonsulenten har samtidig til opgave at sikre en optimal udvikling af projekter, der tildeles støtte, gennem løbende dialog med forfatter, instruktør og producent.
Filmkonsulenten fungerer som sparringspartner og konsulent for filmens drivende kræfter gennem hele udviklings- og produktionsprocessen.
Filmkonsulenten indgår i et tæt samarbejde med afdelingschef, producer, lanceringskonsulent og projektkoordinator om produktionsmæssige, økonomiske og lanceringsmæssige forhold.
Filmkonsulenten skal desuden opbygge, vedligeholde og varetage kontakt med det danske produktionsmiljø og holde sig velorienteret om kultur- og samfundslivet med fokus på børne- og ungdomskultur og børn og unges medievaner.
Filmkonsulentens kvalifikationer
Filmkonsulenten skal have dokumenteret erfaring med og indsigt i film- eller tv-produktion til børn og unge, især med hensyn til at vurdere potentialet i indkomne ansøgninger. Derudover skal konsulenten have erfaring i at analysere, fastholde visionen og coache manuskriptet og projektet gennem alle dets udviklingsfaser. Filmkonsulenten skal have særlig indsigt i og erfaring med børne- og ungdomskultur og medieudviklingen på området.
Filmkonsulenten skal have gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner og skal kunne skabe en positiv og kreativ atmosfære, der giver ansøgeren de bedste muligheder for at udvikle sin idé. Endvidere skal konsulenten have evne og integritet til at træffe beslutninger, som ikke altid kan forventes at blive godt modtaget.
Ansættelsesvilkår og ansøgning
Filmkonsulenten ansættes af bestyrelsen for Det Danske Filminstitut efter indstilling fra Rådet for Spillefilm. Det Danske Filminstitut ansætter filmkonsulenten for en toårig periode. Genansættelse kan herefter finde sted uden genopslag, dog således, at den samlede ansættelse ikke kan overstige fem år.
Stillingen ønskes besat senest den 1. marts 2027.
Samtalerne afholdes i januar måned.
Stillingen som filmkonsulent aflønnes med en samlet årlig bruttoløn på ca. 770.521 kr. inklusive pension.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Adm. direktør Tine Fischer, tlf. 33 74 34 01
Afdelingschef for fiktion Malene Blenkov, tlf. 40 75 81 00.
Se supplerende information om konsulentstillingen her.
Send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningssystem senest 11. december 2026.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
This job ad from Det Danske Filminstitut was collected from HR-Manager. jajob.dk shows a copy and checks several times a day that it is still open. Applications go to the employer's own site.
Recruiting for Det Danske Filminstitut? Post jobs on jajob.dk for free.
About this employer
- Verified CVR (56858318)
- New on jajob, no reply history yet
